Off Bloom demonstrerede sitrende poppotentiale på Tinderbox

Off Bloom demonstrerede sitrende poppotentiale på Tinderbox
Off Bloom på Tinderbox. (Foto: Nicolai Hildebrand)

Off Blooms forsanger Mette Mortensen var som en højspændt energibombe, da hun nærmest vred sig i ekstatiske kramper på gulvet i Teltscenen fredag aften.

Koncerten med den lovende danske trio var kendetegnet af en sitrende, elektrisk popenergi, der i den grad kan tilskrives Mortensens selvsikre og ikke mindst livlige sceneoptræden – og at der af og til røg et par rene toner i svinget på den konto gjorde ikke det store. Generelt udviste Mortensen stor autoritet og en sikker vokal, mens de resterende to bandmedlemmer, Mads Christensen og Alexander Flockhart, styrede slagets gang bag primært keyboards og samplere og på enkelte numre også trommer og guitar.

Med storslåede EDM-flader og et hav af mellemøstligt inspirerede melodiske figurer kom gruppen igennem numre fra deres første ep ‘Love To Hate It’ og den seneste ‘Lover Like Me’. Det ikke svært at lure bandets inspirationskilder fra ind- og udland, og det blev blandt andet understreget med adskillige lydbidder mellem numrene fra blandt andet Rihanna, M.I.A, danske Vera og endda også den netop afdøde XXXTentacion.

I kavalkaden af store energiudladninger blev der også plads til mere følsomme numre, og Mortensen viste en fin sårbarhed i et cover af No Doubt-klassikeren ‘Don’t Speak’, der blev efterfulgt af en nedtonet version af ‘Shut Up And Let Me Walk’ fra sidste års ep.

Stemningen blev dog løftet markant igen med bangeren ‘Golden Dream’, der med sit Diplo-imiterende omkvæd satte skub i publikum og ikke mindst bandet selv.

Selv om man ikke kunne sætte en finger på frontfigurens energiniveau, kom Mads Christensen og Alexander Flockhart dog til at fremstå en anelse anonyme bag hver deres keyboardstation under en stor del af koncerten. Off Blooms musikalske univers kan sagtens fungere med en minimalistisk opsætning, men man savnede et setup, der havde gjort det lettere for de to at engagere sig mere med publikum og forsanger Mortensen ikke mindst. Ofte fremstod de lidt afkoblede fra det, der udspillede sig forrest på scenen.

Live-udførslen af bandets ellers ret perfektionerede lyd virkede stadig famlende, men Mette Mortensen demonstrerede med sin indlevelse, at Off Bloom sagtens kan skyde en god popfest i gang en tidlig fredag aften.

Læs anmeldelse: Depeche Mode på Tinderbox

Off Bloom. Koncert. Tinderbox, Teltscenen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af