Pusha-T’s diamanthårde ’Daytona’ er et ufortyndet magnum opus

Pusha-T’s diamanthårde ’Daytona’ er et ufortyndet magnum opus
Pusha-T.
Pusha-T’s diamanthårde ’Daytona’ er et ufortyndet magnum opus - Daytona
6 6
Pusha-T
'Daytona'

Album, Universal

Det er de absolut færreste rappere forundt at kunne tage sig to et halvt år om at mønstre et album på bare syv numre og 21 minutter.

Men 41-årige Pusha-T er ikke hvem som helst: Han er en gadehærdet kokaincowboy af højeste lyriske begavelse, der var med til at pionere coke-rappen som den ene halvdel af brødreduoen Clipse, som i start-00’erne spyttede elitære dealer-beretninger over tungt nedskrællede The Neptunes-beats.

Vi snakker en ordsmed så respekteret og velmeriteret, at han i 2015 blev overrakt nøglerne til G.O.O.D. Music-imperiet af Kanye West, der indså, at tidløse Push er mere end sin vægt værd i coke. Og at han derfor har passeret genrens kommercielle rotteræs fuldstændig.

Her finder man netop konceptet bag ’Daytona’s Rolex-refererende titel, der hentyder til privilegiet ved at kunne tage sig tid til at perfektionere sit håndværk. Og det gør Terrence Thornton glasklart på dette diamanthårde og ufortyndede magnum opus af et album, som er skåret ind til benet med kirurgisk præcision.

’Daytona’ er all killer, no filler: Syv håndslebne serveringer crack-rap eksklusivt produceret af Kanye West, der forlener tracklisten med luksuriøst dystre, sample-tunge beats skræddersyet til Pushas kompromisløshed. Tænk en krydsning mellem Clipses knokkelstærke lydpalet og Kanyes soul-bugnende tendenser fra dengang, han bar poloskjorter.

’The Games We Play’ er eksempelvis lovløs, ekstravagant yachtmusik, hvor twanget guitar loopes med tørre trommer, der tigger om vulkanske replikker: »What the fuck do you expect / when a nigga got a cape and he’s great? / oven’s full of cakes that he bakes, still spreading paste / (…) this is for my bodybuilding clients moving weight / just add water, stir it like a shake«.

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

Også ‘Hard Piano’ med Rick Ross dufter af hvidt læder og sort marmor, hvor kalket klaver møder maleriske linjer om rigdomme og afblegede Soundcloud-plebejere: »The Warhols on my wall paint a war story / had to find other ways to invest / ’cause you rappers found every way to ruin Pateks / it’s a nightmare, yeah / I’m too rare amongst all of this pink hair«.

Pusha er udmærket klar over sit tematiske tunnelsyn. På den shamanistiske ’Santeria’ tager han godt nok livtag med et tragisk dødsfald inden for sin indre kreds, men han vender hurtigt tilbage til sin uforlignelige coke-noir straks efter. I stedet for at udbrede sig, galvaniserer han på ’Daytona’ sin fundamentale kerne med perfektionistisk succes, som stort set ingen kan gøre efter.

For salgspunktet i veteranens musik er netop, at han efter 20 år i folden som ufortrøden narkohaj er den eneste, der stadig lyder fremragende over det evindeligt samme emne. Hans ætsende stemmeføring og varmesøgende linjer er så laserfokuserede og lufttætte, at man surfer annotationerne på Genius tynde for betydningerne bag, velvidende at stort set alle lyriske stier ultimativt fører til samme pointe. Hver linje tæller og vejes med minutiøst overblik.

Af samme årsag lægger den hæsblæsende intro ’If You Know You Know’ ud med et halvt minuts nær-a cappella for at gøre plads til Pushas lyriske pyroteknik, inden beatet losses i gang med samplede ragga-hug. Noget lignende sker på det latterligt beskidte boom bap-stykke ’Come Back Baby’, hvor Kanyes afklædte produktion brydes af choppet soul.

Det giver en vanedannende, krakeleret kvalitet til albummets forædlede storhed, der tages til nye højder på den ekstremt koldblodige outro ’Infrared’. Her sender Push bredsider mod både Birdman, Lil Wayne og Drake ved blandt andet at rippe op i sidstnævntes væskende ghostwriter-sår fra 2015 over et vokalsample, der lyder som djævlens kald fra dybet af en brønd: »The lyric pennin’ equal the Trumps winnin’ / (…) it was written like Nas, but it came from Quentin«.

Hvis nogen enstemmigt kan udklassere uovervindelige Drake bar for bar, er det Pusha-T: En rapper, der efter næsten 20 år i spillet har skabt et uforligneligt kroningsværk i ’Daytona’.


Kort fortalt:
Pusha-T’s tredje soloalbum er et diamanthårdt og ufortyndet magnum opus, hvor den gadehærdede kokaincowboy galvaniserer sin kerne over luksuriøse og nedskrællede Kanye West-beats. ’Daytona’s syv numre og 21 minutter er all killer, no filler, som trods Pushas evindelige coke-tunnelsyn lyder bedre end nogensinde.

Læs også: Pusha-T vs. Drake kan blive den vildeste beef siden Jay-Z og Nas – der er faktisk flere paralleller