Det har været en vanvittig juni måned med album fra ASAP Rocky, et surprisealbum fra Jay-Z og Beyoncé forud for den store koncert i Parken og så selvfølgelig hele fem udgivelser fra Kanye West (tre som producer, et som soloartist og et med Kid Cudi).
Men lad os være helt ærlige: Det hele har kun været opvarmning til det her.
Den største popstjerne og rapper i verden. Hvilke rekorder skal han slå denne gang? Hvilke fjender skal han slås med nu? Og hvad betyder det, at han har lavet et dobbeltalbum?
Der er meget på spil. ‘Scorpion’ kommer i kølvandet på de gigantiske globale hits ‘God’s Plan’ og ‘Nice For What’, en række succesfulde samarbejder med nye rappere som BlocBoy JB og Lil Baby og, nå ja, så var der den der beef med Pusha-T.
Er der flere megahits? Er der et svar til Pusha-T, der lige nu står som beefens ret ubestridte sejrherre efter Drake-disset ‘The Story of Adidon’? Eller får vi igen versioner af tropiske Drake fra ‘Passionfruit’ og Heartbreak-Drake med de følsomme r’n’b-ballader?
Så mange spørgsmål! Så meget spekulation! Så meget Drake!
Vi har gjort det eneste fornuftige og skamlyttet ‘Scorpion’ hele morgenen. Her er vores umiddelbare tanker sang for sang – en fuld anmeldelse følger i næste uge.
PS: Du skal ikke blive forvirret over sangenes nummerering, som starter forfra halvvejs – numrene knytter sig naturligvis til Side A og så Side B.
1. ‘Survival’
Så er vi i gang! Drake er i fuld præsidenttale-mode og opdaterer os på, hvordan landet ligger i OVO-administrationen. Han taler om Meek Mill (»I’ve had real Philly try to write my ending«), Puff Daddy (»I’ve had scuffles with Bad Boys that wasn’t pretending«) og fyrer op for rimelig stort pral: »My Mount Rushmore is me with four different expressions«.
Beatet kommer fra Noah ’40’ Shebib, Drakes faste lydartkitekt, og det er tungt, slæbende og monumentalt. Hvis den her intro siger noget, så er det, at det her bliver et statement-album. For det føles som indledning til noget episk: Lidt samme stemning, canadieren prøvede at skabe på megaalbummet ‘Views’ fra 2016.
2. ‘Nonstop’
Okay, det her er… spændende. Det mørke, bastunge beat er halvt Dead Prez’ ‘Hip Hop’, halvt Soundcloud-rap – og faktisk er det her nummer produceret af den unge Soundcloud-rapper Tay Keith, der mest er kendt for at lave beats for Memphis-rapperen BlocBoy JB, som Drake jo også har samarbejdet med.
Det her er godt nok mørkt og mudret – men det er ikke helt uventet, at Drake lader sig inspirere af de nye rappere. Han havde jo også oprindelig inviteret Trippie Redd med på ‘God’s Plan’, og så stjal canadieren jo også XXXTentacions ‘Look At Me!’-flow på ‘KMT’ fra sidste års ‘More Life’.
3. ‘Elevate’
Det her knytter an til den kølige æstetik fra store dele af ‘Views’ og ‘Nothing Was the Same’. Drake synger til en pige i omkvædet og bruger versene til at undersøge sit liv, sin succes og så videre over et minimalt, køligt beat. Det er lidt samlebånds-Drake. Åh nej, det her er ikke ‘Views 2’, vel?
4. ‘Emotionless’
Den her kommer der helt klart til at blive talt om. Drake snakker tilsyneladende om den søn, det kom frem, at han havde med den tidligere pornoskuespiller Sophie Brussaux, da Pusha-T dissede ham tidligere i år på ‘The Story of Adidon’.
Over et stille beat, der sampler Mariah Careys ‘Emotions’ og nærmest lyder som Old Kanye, fortæller Drake: »I wasn’t hiding my kid from the world / I was hiding the world from my kid«. Det ligner umiddelbart en indrømmelse af faderskabet.
Resten af sangen bruger Drake i øvrigt på at fortælle om overfladiske kvinder, der tænker for meget på sociale medier. Så bliver det ikke meget mere Drake-agtigt. Her er min personlige favorit af de her meget douchede linjer: »I know a girl whose one goal was to visit Rome / then she finally got to Rome / and all she did was post pictures for people at home«.
5. ‘God’s Plan’
Ved første lyt lød det her ikke som Drakes største sang nogensinde.
Men der er noget snigende ved melodien, noget umiddelbart ved den her sang, der gør, at den bliver ved med at give. Det lyder som om Drake knap nok prøver: Det er et ret ligetil flow over et solidt beat. Men den bliver bare hængende. Og den lyder stadig lige så godt efter at have ligget nummer et over hele verden nærmest hele året.
I albumkontekst virker den som et tiltrængt skud energi. Vi har fået den alvorlige intro, et Soundcloud-agtigt eksperiment og lidt soulsearching over soulsamples. Men vi manglede lige lidt action. Starter albummet for alvor nu?
6. ‘I’m Upset’
Det her er en virkelig stærk albumsang. Der er lidt af den snigende ondskab, der prægede mixtapet ‘If You’re Reading This It’s Too Late’, og Drake lander en del stærke linjer. Og så fungerer den som en god outro til det mere euforiske ‘God’s Plan’, der kom lige før.
Men det er stadig lidt mærkeligt, at ‘I’m Upset’ oprindelig kom som officiel single samtidig med, at den canadiske superstjernes beef med Pusha-T begyndte at gå den gale vej. For det her er jo hverken en kæmpesingle eller et skarpt diss. Det er et solidt track, der altid vil føles lidt som et nummer, der viste sig at være en knaldperle, da alle forventede et kanonslag.
7. ‘8 Out Of 10’
Oooh, så sker der noget! A cappella-intro, bombastisk beat og det der euforiske omkvæd! Jeg kan ikke engang lyve: Jeg rejste mig op, forestillede mig at min kaffekop var et champagneglas og begyndte at skåle til alle i nærheden.
Den her storladne, Just Blaze-agtige sang (der dog er produceret af Boi-1da) minder meget om ‘Lord Knows’ med Rick Ross fra ‘Take Care’. Faktisk er et bombastisk Ross-feature det eneste, der kunne gøre det her endnu bedre.
Drake rapper om, at han kysser sin søn godnat på panden og kysser sine fjender farvel, og over det her beat lyder han faktisk nærmest som en ægte gangster. Okay, vi kan vist bekræfte, at albummet helt klart er i gang nu.
8. ‘Mob Ties’
Drake med sit Playboi Carti-flow! Og med »skrrt-skrrt«-ad-libs! Vi er klart i samme verden som folk som Carti, Lil Uzi Vert og Young Thug her, men der sker også andre underlige ting som de der Major Lazer-agtige synths, der pludselig dukker op. Men selvfølgelig har ‘Mob Ties’ stadig et sunget omkvæd, der er umiskendeligt Drake.
Der er fortsat godt gang i den, med andre ord. Og så er det også værd at bemærke, at selv om Drake dypper tæerne i andre artisters stilarter hist og pist, så har der altså stadig ikke været en decideret gæsteoptræden.
9. ‘Can’t Take A Joke’
Er Drake igen lidt i det kølige magtdemonstrations-mode, som han også var i på ‘If Youre Reading This Its Too Late’? Indtil videre er her ikke så meget tropisk Drake eller nogle af de andre eklektiske inkarnationer, man kunne høre på ‘More Life’. Det her er lidt mere back to basics – det er mixtape-Drake, der flekser sine skills. Ikke vildt spændende, men solidt nok.
10. ‘Sandra’s Rose’
Store episke trommer, stemmesamples og et stort episk orgel! Ja okay, det her nummer er selvfølgelig opkaldt efter rapperens mor (Sandra), så den skal jo helst have lidt følelser. Så Drake har indkaldt den legendariske 90’er-producer DJ Premier til at lave et beat, der lyder som triumf på lydform.
Det føles storladent, det fungerer, men ved første lyt virker det ikke som om, Drake egentlig siger noget. Der er lidt samme følelse af store armbevægelser uden reelt følelsesmæssigt indhold, der prægede dele af ‘Views’. Men det beat der: Wooh.
11. ‘Talk Up’
Mere hård, minimalistisk, kølig angrebsrap. Denne gang med Jay-Z ombord inklusiv et shout out til XXXTentacion. Og så er der DJ Paul fra den legendariske crunk-gruppe Three 6 Mafia, der producerer et ret mareridtsagtigt beat, som sampler både N.W.A og, sjovt nok, et shout out til sig selv (»DJ PAUL!«).
Det er de tunge skyts, der er rullet ud, og de fejler ikke. Men albummet har godt nok taget en tørn mod det mørkere, mere alvorlige.
12. ‘Is There More’
Første halvdel af Drakes dobbeltalbum slutter med en moody, eksperimenternede sang, der lyder lidt som de skævere numre på anden halvdel af ‘Nothing Was the Same’. Drake rapper »soon as this album drop I’m out of the deal«, hvilket virker som en hentydning til en afsked med Cash Money Records. Senere undrer han sig: »Is there more to life than going on trips to Dubai?«
Og det er lidt samme ‘er der mere?’, man selv sidder med efter første lyt af ‘Scorpion’. Der har klart været lysglimt og spændende momenter, men det føles allerede lidt tomt i sine store armbevægelser – på samme måde som dele af ‘Views’. Er der mere at hente på anden halvdel af dobbeltalbummet?
1. ‘Peak’
Mange af rygterne omkring det her todelte album gik på, at vi fik ét album med rapper-Drake og ét album med r’n’b-Drake, og ‘Peak’ antyder, at det er korrekt. Det her er i hvert fald ren smørstemmesanger-Drizzy.
Og Gud, hvor var det tiltrængt. Drake som rendyrket tough guy kan altså være lidt anstrengede at lytte til i længden. Omkvædets underspillede sang-flow minder om de første to sange på ‘Take Care’ (hvilket naturligvis er peak-Drake, hvis du var i tvivl), og 40 krydrer sangen med noget, der lyder som distortede eurodance-synths.
Til sidst kommer der nogle britiske stemmer ind, der selvfølgelig har gjort, at alle spekulerer over, om det er en ‘UK Ting’ Drake dater, som han jo også rappede om på ‘More Life’. En stærk start for anden halvdel af ‘Scorpion’.
2. ‘Summer Games’
Det her er ‘808s & Twin Peaks’! Og ja, hvad i livet kan man ønske sig mere end boblende synths over et sløvt hiphopbeat og så Drake i fuld heartbreak-mode?
Det her er en sommerhjerteknuser, der desuden har linjer som »how can you be angry with me on a night in July / and be warm with me when it’s freezing outside?« Det her er noget af det mest sleske, Drake har skrevet siden ‘Hold On, We’re Going Home’ – på en god måde!
Og hey, hvad sker der lige for det her beat. Det bygger op med alverdens trommer og samples af et jublende publikum, mens Drakes vokal bliver hakket op. Det her nummer er enten en helt genial popsang eller en kaotisk dekonstruktion af en popsang – uanset hvad, så lyder B-siden af ‘Scorpion’ allerede længder mere spændende end A-siden.
3. ‘Jaded’
En noget gennemsnitlig r’n’b-sang, der bliver reddet af at Ty Dolla Signs ad-libs i baggrunden. Seriøst, Ty Dolla Signs stemme kan nærmest redde alt. Hvorfor tror du, at Kanye West havde ham med på stort set alle sine Wyoming-album?
Og, nå ja, i forhold til Drake-agtige linjer, så tjek lige den her: »Always felt like sticking around is the same as being stuck«. Eller den her exceptionelt bitre stream of consciousness: »You played me / you played me, you played me / low down, dirty / shameful, crazy« – det må være den vredeste Drake siden outroen på ‘Diamonds Dancing fra Future-samarbejdet ‘What A Time To Be Alive’.
4. ‘Nice For What’
Hvis ‘God’s Plan’ var det typiske Drake-move, hvor han bare lige hurtig ryster et kæmpehit ud af ærmet med ret få ingredienser, er ‘Nice For What’ det store kunsteriske statement. Drake skaber nærmest en helt ny lyd i hiphopkontekst ved at blande et Lauryn Hill-stemmesample med en heftig omgang New Orleans-bounce.
Her på r’n’b-halvdelen af ‘Scorpion’ virker den endnu stærkere: Efter at vi fik bitre Drake på ‘Jaded’ er det her den store frigørelse. Kærlighed over bitterhed. I stedet for at hakke ned på alle ekskæresterne har den følsomme canadier virkelig skabt et nummer, der hylder kvinderne i sit liv. Og som samtidig er en nyskabende popsang. Det her er et perfekt nummer.
5. ‘Finesse’
»I want my baby to have your eyes« – sådan starter man en kærlighedssang!
Det er noget af en start, men ellers virker ‘Finesse’ mest som et slags interlude efter udskejelserne på den storslåede ‘Nice For What’. Drake dagdrømmer om en pige, men kan ikke helt beslutte sig: »Should I do New York I can’t decide / fashion week is more your thing than mine«. Kender det godt, Drake.
Sangen er et stille, subtilt og passende comedown efter ‘Nice For What’, og den leder os perfekt videre til…
6. ‘Ratchet Happy Birthday’
… ‘Child’s Play pt. 2’! Nej okay, sangen hedder ‘Ratchet Happy Birthday’, men det her er en sjælemæssig toer til den fjollede og befriende ‘Child’s Play’, der var en slags oase af legesyg energi på det ellers lidt selvhøjtidelige og alvorlige ‘Views’.
På ‘Child’s Play’ var Drake irriteret over, at en pige ville skændes på Cheesecake, her prøver han at score en ekskæreste på hendes fødselsdag. Det er en lalleglad og velplaceret selvironisk sang der viser, at Drake måske godt ved, han nok er lidt for meget nogle gange.
7. ‘That’s How You Feel’
Det her tunge beat lyder som noget fra første albumhalvdel. Drake synger om en pige, der måske/måske ikke vil have ham, og det hele er lige lovlig livløst. Indtil han pludselig sampler Nicki Minaj!
Specifikt nogle pænt hårde linjer fra en liveoptræden af hendes remix af ‘Boss Ass Bitch’. Det sætter gang i tingene og skaber lidt modspil til Drakes sad boy-stil. ‘That’s How You Feel’ er dog stadig ret meget Drake på autopilot.
8. ‘Blue Tint’
Drake og Future genforenet! Udover samples af alle fra Mariah Carey til Nicki Minaj og Aaliyah har der ellers ikke været mange features. Men ligesom Ty Dolla Sign, French Montana og PartyNextDoor før bliver Future også her reduceret til baggrundsvokal.
Det er som om Drake har taget Kanye-metoden til sig, hvor man sagtens kan hente store stjerner ind til bare at levere et enkelt ord i ny og næ. Den her sang er en fin, vagt trappet blæresang, men altså; lidt variation i form af et decideret Future-vers havde ikke skadet.
9. ‘In My Feelings’
Der var den: Den mest Drake-agtige sangtitel nogensinde!
I modsætning til de seneste par sange har Drake igen et melodisk flow, der både er catchy og varieret. Når han går fra sang til rap, lyder det som om han genbruger ‘God’s Plan’-flowet på en ret overskudsagtig måde.
Omkvædet synger til en række forskellige piger på ekstremt catchy vis, men halvvejs gennem sangen hakkes det pludselig op, og Miami-duoen City Girls dukker op med en ekstremt selvsikker attitude, der minder om Khia eller Trina. Og det er kun starten, for så samples mentoren Lil Waynes megahit ‘Lollipop’ lige pludselig, mens trackets bounce-ophav anerkendes ved at genrelegenden Magnolia Shorty også dukker op.
Resultatet er en uforudsigelig, gennemført kollage af en popsang, der lyder som videreudviklingen af ‘Nice For What’. Er det her den næste single?
10. ‘Don’t Matter To Me’
Hvad er det ultimative superstjerne-powermove? En Michael Jackson-feature, selvfølgelig. Mine damer og herrer, her kommer: ‘Don’t Matter To Me’ af Drake og Michael Jackson.
Når man hører den her sang går det endnu mere op for en, hvor meget The Weeknd lyder som MJ. For han har jo netop lavet en del sange med Drake, og det her lyder nærmest som en af dem – udover at produktionen nikker en del mere mod Michael Jackson end den sædvanlige, kølige Toronto-lyd, som Drake og Weeknd dyrker.
Og det klæder Drake at gå Michael Jackson i møde. Sangen fungerer faktisk – ligesom Drake og Aaliyahs posthume ‘Enough Said’ gjorde. For den canadiske superstjerne er åbenbart faktisk ret god til at underordne sin æstetik, når han skaber nye sange med de afdøde legender.
Så ja, hvad skal man sige? Drake feat. Michael Jackson lyder langt bedre, end man måske kunne have frygtet.
11. ‘After Dark’
Sikke et hold. Drake får assistance af både den allestedsnærværende Ty Dolla Sign og afdøde Static Major, manden bag omkvædet på Lil Waynes ‘Lollipop’, på en rimelig lummer scoresang. Det her er ikke den kølige, fremmedgjorte Toronto-r’n’b som Drake har populariseret. Det her er klassisk, sexet r’n’b – og det er umiddelbart spændende nok at se Drake nikke til klassikerne.
12. ‘Final Fantasy’
Drake leverer nogle af sine mest aggressive og mest eksplicit seksuelle linjer over noget, der lyder som et 90’er-hiphopbeat. »Make that face up if you dare, but just be prepared that / I’m gonna cause that lipstick to smear / and the mascara tears to run down«.
Damn, Drake! Vi troede, du var en good guy? Halvvejs igennem skifter sangen beat, og vi får en stille, lidt druggy outro. Det virker som om, albummet ebber lidt ud.
13. ‘March 14’
Det her stille beat og de utydelige, forvrængede stemmesamples minder om ‘Look What You’ve Done’ fra ‘Take Care’, og ligesom Drake brugte dét nummer til at tale om en række personlige emner, tackler han her et af de helt store samtaleemner. Han er nemlig blevet far:
»It’s breaking my spirit / single father, I hate when I hear it / I used to challenge my parents on every album / now I’m embarrased to tell them I ended up as a co-parent / always promised the family unit / I wanted it to be different because I’ve been through it«.
Andre steder rapper Drake, at han kun har set barnet sjældent, købt tøj, der allerede var for småt, og at barnet ikke har mødt sin bedstefar – men at han alligevel er optimistisk. Det er altså ikke den klassiske faderskabsfortælling her, men den er alligevel overrumplende ærlig.
Og her klinger albummet af med et par nynnede linjer om at gå fra dreng til mand. Er det det, albummet i virkeligheden har handlet om? Fra barn til voksen?
Det er svært at sige. ‘Scorpion’ er en massiv udgivelse, der jo også er klart opdelt i to halvdele. Der har været store højdepunkter som ‘In My Feelings’, ‘8 Out Of 10’, ‘Summer Games’ og Michael Jackson-‘samarbejdet’ ‘Don’t Matter To Me’.
De mest spændende momenter har (ved første lyt!) været, når Drake har ført sine popinstinkter mærkelige steder hen. Samtidig har nogle dele af albummet virket som om de led af ‘Views’-syndromet: Overgjort alvor, for lidt melodi og manglende variation.
Kommer der en klarere fortælling frem ved flere lyt? Er r’n’b-halvdelen virkelig den stærkeste? Vi må lade albummet marinere og vender tilbage med en anmeldelse i næste uge.
Læs også: Drake bekræfter eksistensen af sin søn på ‘Scorpion’
Læs også: En oversigt over producerne på Drakes ‘Scorpion’