XXXTentacion er død – han blev 20 år gammel

XXXTentacion er død – han blev 20 år gammel
XXXTentacion.
Foto: Instagram / XXXTentacion

XXXTentacion er død. Rapperen med det borgerlige navn Jahseh Dwayne Onfroy blev 20 år gammel.

XXXTentacion blev i går skudt i Deerfield Beach, Florida, da han forlod en motorcykelforretning. Broward County Sheriff’s Department, som dækker Deerfield Beach, meddeler, at to bevæbnede mistænkte gik op til XXXTentacion i hans bil uden for butikken. Mindst én af de mistænkte skulle have skudt XXXTentacion, inden de flygtede i en SUV.

Rapperen blev med det samme transporteret til et hospital, hvor han blev erklæret død. Politiet mener, at der er tale om et muligt røveri og efterspørger stadig information omkring de to mistænkte.

XXXTentacion var en af de første og største stjerner inden for den amerikanske Soundcloud-rap, og han var med til at rykke hiphoppen nye steder hen ved at lukke angst og depression ind i genren. Han udgav sin debutsingle ‘Look At Me!’ i slutningen af 2015, som blev et stort hit lidt tid senere i 2017 – blandt andet grundet, at Drake blev beskyldt for at stjæle XXXTentacions flow.

Rapperen udgav en række ep’er fra 2014-2017, men fik et større gennembrud med mixtapet ‘Revenge’ (2017), det næsten folkede debutalbum ’17’ (2017) og dette års ‘?’ med singler som ‘Sad!’.

XXXTentacion sad i 2016 i fængsel for hjemmerøveri og overfald, men mest omtalt i forhold til den kontroversielle rapper har været anklagerne mod ham om grov vold og frihedsberøvelse mod en ekskæreste – et skræmmende vidneudsagn fra ekskæresten så via Pitchfork dagens lys i 2017.

XXXTentacion udtalte i december sidste år, at han planlagde at udgive tre album i 2018: ‘?’, ‘Skins’ og ‘Bad Vibes Forever’.

Læs også: Kanye, Diplo, Ski Mask the Slump God m.fl. reagerer på XXXTentacions død

Læs også: Hvordan dækker man en voldsforbryder? XXXTentacion er et etisk dilemma for medierne

Sponsoreret indhold
Tag et smut med Iris Gold til Berlin
Iris Gold har en travl kalender, der har bragt hende en tur til Berlin. Turen byder både på Michael Jackson-inspirerede sceneoutfits og en meget høflig JBL-højttaler.