De største internationale hiphop tracks lige nu – lyt til ’Flow’ på Spotify

De 15 bedste udenlandske sange i første halvdel af 2018

De 15 bedste udenlandske sange i første halvdel af 2018
ASAP Rocky.
Foto: Kevin Winter/Getty Images
2018 har allerede budt på et utal af ekstremt stærke sange – fra hiphop-bangers til inderlige rockballader. Vi kårer halvårets bedste udenlandske sange.

15. The Carters ‘Apeshit’

Det er vist sådan her, vellykket parterapi ser ud.

Beyoncé og Jay-Z, til sammen selvfølgelig kendt som The Carters, forarbejdede først deres ægteskabelige krise med albummene ‘Lemonade’ (af hende) og ‘4:44’ (af ham) og fejrede så deres genforening ved at gå ‘Apeshit’ på Louvré sammen.

Beyoncé rapper i bedste Migos-stil, Jay-Z refererer Chief Keefs ‘Faneto’, og det hele endte lykkeligt. The Carters er urørlige igen. Og hurra for det!


14. 1010 Benja SL ‘Wind Up Space’

Han har endnu kun to singler ude, men amerikanske 1010 Benja SL har vist sig som et af de mest spændende talenter at holde øje med.

Han er signet til det britiske og altid fremsynede pladeselskab Young Turks, og hans hidtil eneste 2018-udgivelse består af klassiske gospeltendenser smurt ind i et moderne, elektronisk lydbillede, hvor fortrydelsen driver ned ad væggene, mens et grædende synthorgel sætter tonen. Det er som The Weeknd, hvis han begyndte at lave kirkemusik.


13. XXXTentacion ‘Sad!’

Den her sang har fået et uhyggeligt andet liv, efter XXXTentacion blev myrdet i juni. ‘Sad!’ gik først nummer et i USA, og derefter viste det sig, at rapperen havde optaget en video til nummeret, hvor han er til sin egen begravelse.

Men alle de metalag til side, så er det her momentet, hvor X’s upolerede, flersidige æstetik skaber en ny form for fantastisk pop. Det er lige så skrøbeligt og hjerteknust som rapperens ’17’-album fra 2017, men her får sangen en melodisk forløsning, der peger fremad. Det er et af de mest uventede og originale poprap-øjeblikke i de seneste år, og det føles som en sang, der kommer til at leve videre i lang tid.


12. Anderson .Paak ‘Bubblin’

Vi ventede i spænding på, at .Paak officielt ville vende tilbage efter sit helt store gennembrud med ‘Malibu’. Og da han endelig viste sit smørrede smil igen, var det via denne funkbombe, der konstant er ved at eksplodere med afgrundsdyb bas og et strygersample, der vækker minder om Britney Spears’ gode, gamle ‘Toxic’.

Og ja, så er der selvfølgelig .Paak selv, der på trods af det faktum, at han ikke rigtigt laver hiphop, rapper de fleste af sine konkurrenter tilbage til skolegården. Det lader til, vi har et godt album fra .Paak i vente.


11. Hop Along ‘How Simple’

Hop Along præsterede med sit 2018-album ’Bark Your Head Off, Dog’ et af halvårets bedste indie-album. Førstesinglen og åbningsnummeret ’How Simple’ var en optimal indgang til gruppens univers, der domineres af Frances Quinlans vokale krumspring og impressionistiske lyrik. Gruppen bakkede sangerindens fremragende indsats op med en intuitivt lydhør omgang indiepop, der virkede solidt funderet og let på tå på én og samme gang.


10. King Princess ‘1950’

»I hate it when dudes try to chase me, but I love it when you try to save me«, synger King Princess henslængt på denne genistreg af et popnummer taget fra hendes debut-ep ‘Make My Bed’. ‘1950’ er en virkelig velskrevet og hamrende catchy sang, der med helt enkel lyrik og enkle akkorder rammer benhårdt ned i følelsen af sitrende ungdomsforelskelse. Mere skal der ikke til. Et nyt poptalent er født.


9. ASAP Rocky feat. Skepta ‘Praise the Lord (Da Shine)’

Prøver ASAP Rocky nogle gange for meget på at være alt muligt, han måske ikke er?

Måske. Men når han bare laver ligefrem, attitudefuld blærerap som her, er han urørlig. ‘Praise the Lord (Da Shine)’ har samme henkastede, overlegne arrogance som de tidlige hits ‘Peso’ og ‘Goldie’, og Skeptas dundrende vokal er den perfekte modvægt til Rockys drengede charme.

PS. Er det nu, vi begynder at håbe på et Rocky/Skepta-fællesalbum?

Annonce

8. Childish Gambino ‘This Is America’

Ét ord: Timing. Mens Kanye var i totalt ‘jeg elsker Trump’-meltdown-mode, genoplivede Childish Gambino (aka Donald Glover) sin rapkarriere med den politiske knytnæve ‘This Is America’. Resultatet var, at alle, der manglede en modvægt i hiphoppen, kunne søge mod dette nummer.

Og ‘This Is America’ er en magtfuld sang. Der er noget klart Kendrick Lamar-agtigt over, hvordan sangen tematiserer sorte menneskers ståsted i et i stigende grad splittet USA samtidig med, at både sangen og videoen både skjuler og understreger budskabet i et væld af lag.

Det var en nødvendig sang, der kom på et kritisk tidspunkt – og som samtidig indkapslede et ekstremt splittet øjeblik i amerikansk historie.


7. Snail Mail ‘Pristine’

Med lo-fi-skelende guitartonalitet og veldoserede rytmiske synkoperinger manifesterer amerikanske Snail Mail aka Lindsey Jordan sig som en ny stemme på den alternative rockscene, man i den grad spidser ører til. ‘Pristine’ veksler mellem ungdommelig rådvildhed, selvsikkerhed, sårbarhed og et næsten pragmatisk klarsyn, som fremstår ret imponerende med tanke på, at ophavskvinden blot er 19 år gammel.


6. Kacey Musgraves ‘Slow Burn’

Åbningsnummeret fra Kacey Musgraves’ fremragende album ‘Golden Hour’ har en særlig, fintfølende stemning over sig, der får tiden til at gå helt i stå. Teksten består af små, fragmenterede betragtninger som »Texas is hot, I can be cold / grandma cried when I pierced my nose«, og Musgraves’ insisteren på at opleve verden i slowmotion får en terapeutisk effekt på denne rolige, inderlige countryballade, der i al sin rørende og smukke enkelthed overskygger alle de (også fænomenale) mere uptempo numre på ’Golden Hour’.


5. Cardi B feat. Bad Bunny & J Balvin ‘I Like It’

Der er ingen sommer uden latinpop, og ‘I Like It’ opfylder alt det, en latin-banger skal have – inklusiv et trap-twist i bedste Cardi-stil. Cardi B’s rå, men ekstremt frydefulde attitude, gæsteoptrædener fra J Balvin og Bad Bunny, 808-bund, trap-hi-hats og masser af entusiastiske blæser-riff gør ‘I Like It’ til årets mest flabede, medrivende sommerhit. Alt det gode ved sommeren kondenseret ned til et festfyrværkeri af en sang på lidt over fire minutter.


4. Amen Dunes ‘Believe’

’Believe’ var Amon Dunes’ (alias Damon McMahon) hidtil mest sublime udtryk for, hvordan en sang med forholdsvis enkle midler – med murrende og dirrende konsekvens – kan opbygge en spændingskurve, der holder lytteren i en stram skruetvinge. Den private smerteerfaring er inciterende i sin fragmenterende form: »When I was a kid, I was afraid to die / but now I’ve grown up«, synger McMahon og lyder som en mand, der har god grund til at fortælle sig selv den nødløgn.


3. Pusha-T ‘The Story of Adidon’

Hvad er den bedste metafor til at beskrive det her onde, personlige og voldsomme Drake-diss? Er det et jordskælv, fordi det rystede det ellers sikre fundament under verdens største hiphopstjerne? Er det en lussing, fordi slaget efterlod Drake med røde kinder?

Måske er det i virkeligheden et spanskrør: Læremesteren Pusha-T gav Drake en endefuld, fordi han havde turdet hæve stemmen mod ham. Pusha iscenesætter endda ‘The Story of Adidon’ som en nærmest faderlig lektion: »Let’s have a heart to heart about your pride«.

Nummeret har samme kølige præcision som det mesterlige album ‘Daytona’, han netop havde udgivet. Bare med den forskel, at Pusha-T denne gang havde ét klart mål for øje.

Sangen, der bruger beatet fra Jay-Z’s ‘The Story of O.J.’, angriber især Drake for at have svigtet sit ufødte barn, som han ifølge Pusha-T skjulte (pre-‘Scorpion’), men fornærmer også Drakes far og sætter spørgsmålstegn ved hans sorthed.

Slagene fra spanskrøret vælter taktfast ned over Drake linje efter linje. Han har (endnu) ikke hævet stemmen mod Pusha igen.


2. Mitski ‘Geyser’

Det vil være en underdrivelse at sige, at der er store forventninger til Mitskis kommende album, ‘Be the Cowboy’, der lander til august. Senest har Iggy Pop udråbt hende til rockens fremtid.

‘Geyser’ er et destillat i kortformat af den japansk-amerikanske kunstners dyder: En egenartet sangstruktur (omtrent tre sange forklædt som én) kulminerer i frådende guitarbredsider og en syng-med-vokal af den slags, der får lytteren til at slå huller i luften omkring sig i total overgivelse.

Hvis ’Geyser’ er en indikator på, hvad der venter os på ‘Be the Cowboy’, er ‘årets album’-hædersbevisningerne bestemt inden for rækkevidde.


1. Drake ‘Nice For What’

Det her er ikke bare en perfekt popsang, det er lige præcis dén sang, Drake skulle lave i 2018.

Efter nogle år, hvor den canadiske superstjernes musik er blevet mere og mere bitter, og hans lyd nogle gange så ud til at stivne foran os, er ‘Nice For What’ én stor kvindehyldest, der samtidig har skabt et gigantisk pophit ud af virkelig uventede stilarter.

Drake har kastet sig ud i at skabe en slags hybrid af sin egen r’n’b-lænende hiphop og New Orleans-bounce, og af en eller anden grund lyder det helt genialt. Selvfølgelig har han før prøvet kræfter med genrer som vestafrikansk afrobeats og jamaicansk dancehall (‘One Dance’, ‘Controlla’ og så videre), men det her er måske hans mest uventede drejning indtil videre.

Så ja: Det kan godt være, Drake nogle gange laver sange som den bitre og semi-kvindefjendske ‘I’m Upset’. Men vi tilgiver ham for det, fordi han også er i stand til at skabe sådan en varm, nyskabende popgenistreg som ‘Nice For What’.

Det kan godt være, Drake tabte beef’en mod Pusha-T. Til gengæld lavede han årets indtil videre bedste sang.

Læs også: Halvårets 10 bedste danske sange

Læs også: Halvårets 10 bedste danske album

Læs også: Halvårets 15 bedste udenlandske album