Dua Lipa var den perfekte popstjerne – men hun er endnu ikke stor nok til Orange

Dua Lipa var den perfekte popstjerne – men hun er endnu ikke stor nok til Orange
4 6
Dua Lipa

Koncert, Roskilde Festival, Orange Scene

Det er kun et år siden, at Dua Lipas gennembrudshit ’New Rules’ udkom. Hun er med andre ord stadig en popstjerne in the making, og at hun skulle have sin Roskilde-debut på Orange Scene kom sikkert bag på mange. Det var derfor mere end spændende, om den 22-årige brite ville vise sig at være opgaven moden, og efter en times svedende popeufori kunne man konkludere to ting: Dua Lipa er en guddommelig popstjerne – men hun er endnu ikke stor nok til Orange Scene.

Alt lod ellers til at spille, som det skulle for Dua Lipa: Hun havde et dragende nærvær, rå forførende attitude, hendes vokal kunne man ikke sætte en finger på, og hun bevægede sig på scenen med stor autoritet. Af og til vippede hendes stemme over i næsten Sia-agtige, distortede registre, og som hun dansede rundt flankeret af korpiger, lignede scenen næsten en 1:1 genskabelse af en af hendes musikvideoer.

Men det virkede som om, Dua Lipas repertoire, der på nuværende tidspunkt kun tæller et enkelt (dog ret langt) album og en håndfuld singler, ikke havde nået at cementere sig nok i publikums bevidsthed, til at det kunne brillere på Orange Scene.

Bevares, der blev skabt massiv fest, talt regler på fingrene under ’New Rules’ og danset igennem på den allestedsnærværende ’One Kiss’, men sange som ’Begging’ og ’Higher’, der ellers er virkelig gode popnumre, føltes lidt for anonyme – her havde Dua Lipas sange problemer med at fylde den monstrøse scene ud.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Udover de åbenlyse hits ’New Rules’, ’IDGAF’ og ’One Kiss’ fungerede den vildt flotte ’Be the One’ og ’Hotter Than Hell’ dog rigtig godt, og her lod Dua Lipa efterhånden til at have taget på Orange. Men det var svært ikke at forestille sig, hvordan sangene havde gjort sig på en mindre scene som Arena. I stedet for at få hendes ret så fantastiske poppersona til at syne af mindre, havde det måske ydet hendes virkelig flotte performance større retfærdighed.

Én ting var dog tydeligt: Dua Lipa er virkelig en popstjerne af allerhøjeste kaliber, og om et par år vil hun sikkert bedre kunne passe Orange Scenes overvældende store sko.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2019

Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser

Læs også: Roskilde-højdepunkter: 13 øjeblikke, der har brændt sig fast i hukommelsen