Gorillaz’ ’The Now Now’ er en forfriskende parentes af et sommeralbum
Da Damon Albarn søsatte Gorillaz, fungerede verdens første (og største) virtuelle band både som en måde for Albarn til at kommentere på kulturens veje og vildveje ved indgangen til det 21. århundrede, men samtidig også som en befriende åbning for britpop-kæledæggen selv; som en måde at undslippe skyggerne fra rollen som ærkebritisk kronikør og generationstalerør i Blur.
Hele det univers Albarn byggede op sammen med illustrator Jamie Hewlett virkede gennemtænkt og som en del af en større masterplan, men havde samtidig noget løst og legende over sig. Albarn modulerede sin vokal i sagens tjeneste. Han opfandt en stemme, der passede til figuren 2D, og udnyttede muligheden for at begrave sin rockstemme-autenticitet i et farverigt og vildtvoksende genrefusionsunivers, hvor hiphop og dub var afgørende byggeklodser.
Lige så indlysende attraktivt Gorillaz fremstod for den eksilerede britpopstjerne i forbindelse med især gruppens to første album, næsten lige så oplagt er det at spørge til relevansen af Gorillaz i 2018, hvor enhver indiemusiker med respekt for sig selv har prøvet kræfter med elektronisk musik, og hvor det virtuelle element har mistet sin nyhedsværdi.
Er konceptet måske ligefrem blevet en ny form for spændetrøje for ankermanden selv? ’Plastic Beach’ (2010) var tematisk ikke stort mere end ’Demon Days Part 2’ (økologisk krisebevidsthed som udgangspunkt for apokalyptisk undergangsstemning), og sidste års ’Humanz’ var et noget overspændt (og underpræsteret) miskmask af Gorillaz-brandets særkende: Et utal af gæstestjerner.
’The Now Now’ er derfor oplagt en reaktion på ’Humanz’, både ved sin overskuelige spilletid (11 sange på 40 minutter) og sin relative mangel på gæstestjerner – der er kun anført features fra tre styks, og de er alle at finde på albummets to forløbersingler, ’Humility’ og ’Hollywood’. Stilen er forankret i en 80’er-farvet synthpop, der også prægede de mere melankolske øjeblikke på ’Plastic Beach’, mens hiphop- og dub-inspirationen er lagt en kende til side.
Det er temmelig oplagt at anskue ’The Now Now’ som en form for 2D-soloalbum, hvor Albarn – måske ikke helt upåvirket af de kritikere, der anså ’Humanz’ for mere rodet end inspireret – har overtaget rollen som faktisk frontfigur frem for som kurator af andres output. Omvendt er 2D-vokallejet forladt til fordel for Albarns ’eget’, mere sprukne og melankolske (for ikke at sige engelske) toneleje.
Det kan faktisk være svært at skelne ’The Now Now’ fra et hypotetisk (Graham Coxon-løst!) Blur-udspil anno 2018 – eller et Albarn-soloudspil i det hele taget.
Mange af sangene synes modelleret med ’Plastic Beach’-perlen ’On Melancholy Hill’ i tankerne: Albarn synes optaget af at ramme en stemning, hvor melankoli går hånd i hånd med en lettere dvask sommerstemning, hvor det kan være svært at skelne det nedslåede fra det uhøjtidelige.
’Tranz’ er en synthpop-konfektion, hvor Albarns udfasede vokalleje kan være svært at greje: Lyder han nedtrykt eller bare ubekymret? Det centrale synth-riff lyder til gengæld umiskendeligt som The Human League, og så er 80’er-faktoren jo ret uomgængelig.
’Lake Zurich’ er et stort set instrumentalt bidrag. På ethvert andet Gorillaz-album havde Albarn utvivlsomt inviteret en stjerne ind i varmen for at levere en stærk vokal hookline. Resultatet er i al sin anti-logiske form både charmerende og lettere nonchalant. ’Humility’ kombinerer g-funk og smooth jazz på elegant vis, mens ’Hollywood’ (med kortfattet Snoop Dogg-gæstevers) er det mest klassisk Gorillaz-lydende bidrag, men uden den afgørende hitfaktor, der har været for nedadgående siden ’Plastic Beach’ (og foruden hvilket Gorillaz-magien virker en kende anstrengt).
Albarn er så melodisk appellerende en sangskriver, at det er svært at forestille sig, at han kan lave dårlige album, hvis han blot er det mindste opsat på at undgå det. Af samme grund er selv hans andenrangsmateriale velsignet med et aftryk, der tydeligt trækker på dets ejermands fornemmelse for at kreere potente popmelodier med en nærmest skødesløs selvsikkerhed.
Stemningen er døsig og lettere kuldslået, og det er når Albarn agerer solist (uden at aktivere klare Gorillaz-vibes), at han ikke rigtig formår at skabe en forbindelse til lytteren: ’Kansas’, ’Idaho’, ’Magic City’ – det er sange, der henter noget af deres væsen fra Blurs mistrøstige, ’post-comedown’-materiale fra slut-90’erne (’No Distance Left to Run’, ’Country Sad Ballad Man’ etc.), men de er ikke lyrisk specifikke nok eller melodisk selvlysende i en grad, der hæver dem op over det gennemsnitlige. Den afsluttende ’Souk Eye’ er det eneste af albummets overraskende høje kvotient af balladebidrag, der finder en klar identitet.
Så hvad er ’The Now Now’ egentlig til for: Er det overhovedet et ’rigtigt’ Gorillaz-album? Kan 2D godt undvære sine venner (og et rigt assortiment af gæster) uden at Gorillaz-formlen udvandes? Hvad er ideen med et virtuelt band overhovedet i 2018, og fylder konceptdelen det mindste i Albarns bevidsthed? Er Hewlett og Albarn gledet så meget fra hinanden, at der reelt er tale om en kreativ lappeløsning?
’The Now Now’ besidder en forfriskende virkning på lidt samme måde som en parentes i en romantekst kan bruges til at sige ting, der er overflødige i forhold til plot og narrativ, men som omvendt måske netop indeholder de strøtanker og indfald, der hæver den samlede tekst op over det nøjeregnende og lidt for gennemført strukturerede.
’The Now Now’ er måske nok en parentes i Albarns oeuvre, men formår alligevel at kaste lys over hans virke fra en skæv og lettere uventet vinkel.
Kort sagt:
Damon Albarn er så melodisk appellerende en sangskriver, at det er svært at forestille sig, at han kan lave dårlige album, hvis han blot er det mindste opsat på at undgå det. Af samme grund er selv hans andenrangsmateriale velsignet med et aftryk, der tydeligt trækker på dets ejermands fornemmelse for at kreere potente popmelodier med en nærmest skødesløs selvsikkerhed.