Her er 10 koncerter, du skal opleve i august

Her er 10 koncerter, du skal opleve i august
Solange.
Foto: Bennett Raglin/Getty Images
Sensommeren byder på festivaler som Haven på Refshaleøen, Alive i Thy og Wonderfestiwall på Bornholm. Men der er også masser af stærke koncerttilbud tilbage i byerne. Her er 10 stærke shows, der stadig er billetter til i skrivende stund.

Justin Timberlake
4.-5. august, Royal Arena

Da Justin Timberlake i vinter annoncerede sit indtog af Royal Arena den 4. august, blev billetterne til revet væk. Heldigvis var den amerikanske showman hurtig til at smide endnu en dato i puljen, så Royal Arena nu bliver ’Justified’ to aftener i træk – og der er stadig et par enkelte billetter at finde til ekstrakoncerten (samt et par af de helt dyre til den førstnævnte). Med sig medbringer Justin sit ’Man of the Woods’-album fra i år, men (heldigvis, kan man fristes til at sige) også alle de gamle klassikere som ’Cry Me a River’, ’SexyBack’ og ’Señorita’.


King Gizzard & the Wizard Lizard
7. august, Store Vega

King Gizzard & the Wizard Lizard rejser hele vejen fra Australien for denne tirsdag aften at fylde Vega med deres excentriske, skæve fusionsunivers af psykedelisk rock, garagerock, folkmusik og jazzede afstikkere. Melbourne-kollektivet med det mere eller mindre vanvittige navn har eksisteret i otte års tid, og i løbet af de otte år har de præsteret at udgive hele 13 album og to ep’er, så hvis du er ny i reptilernes univers og gerne vil være helt med på noderne, er det bare om at komme i gang med lyttebøfferne nu.


Rogers Waters
7. august, Jyske Bank Boxen og 10.-11. august, Royal Arena

Pink Floyd-legenden Roger Waters kommer til Danmark – og det heldigvis ikke kun for én aften, men hele tre af slagsen. Waters starter nemlig med en koncert i Jyske Bank Boxen i Herning, hvorpå han dedikerer to aftener til Royal Arena. Roger Waters’ liveshows er kendt for at være helt spektakulære med vilde visuelle effekter, der kræser om turen ned ad memory lane og ud mod nye horisonter. Waters har udtalt, at vi kan forvente cirka 80 % Pink Floyd-materiale og 20 % nyere numre – blandt andet fra hans seneste album ’Is This The Life We Really Want?’ fra 2017.


The Brian Jonestown Massacre
8. august, Pumpehuset

Den 10. – 11. august løber årets Haven-festival af stablen på Refshaleøen. Men den københavnske festival har varmet op siden april, hvor man til A Taste of Haven-events kunne smugsmage årets nye øl og hotdogs, samt i juni, hvor de inviterede Kamasi Washington til byen. Denne gang er det The Brian Jonestown Massacre, som Haven har inviteret på en tur til Pumpehuset to dage inden festivalstart. Den amerikanske, tumultose psychrock-gruppe indtager Pumpehuset med mere end tyve års musikalske outputs i bagagen – senest ’Something Else’, der landede i foråret.

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

Courtney Marie Andrews
9. august, Voxhall

Det er faktisk kun to knapt to måneder siden, Courtney Marie Andrews sidst forkælede sit danske publikum, da hun spillede på årets Roskilde Festival. Men den amerikanske singer-songwriter har formentlig fået smag for dansken, da hun allerede nu er tilbage – denne gang på aarhusianske Voxhall, som vil blive indhyllet i Andrews’ idiosynkratiske vokal, nedbarberede kompositioner og dybt personlige lyrik.


Solange
15. august, Tivoli

Sidste år leverede Solange et af årets absolut stærkeste optrædener på Roskilde Festival, der inkasserede seks enormt overbevisende stjerner herfra. Stilbevidst- og selvsikkerheden var i højsædet, og det kommer den med al sandsynlighed til at være igen, når Solange indtager Plænen i Tivoli. Med sig medbringer hun – foruden formentlig sine dansere til at fuldende liveopsætningen – sine tidlige charmerende popperler som ‘Losing You’ og ‘T.O.N.Y’ samt ikke mindst det stærke 2016-album ‘A Seat at the Table’.


Joyner Lucas
18. august, Rust

Da Joyner Lucas i november slap det stærke nummer ’I’m Not Racist’ med en tilhørende, mindst lige så stærk video, gik den lige lukt viralt. Men den amerikanske rapper har en hel del mere i ærmet end den ene single – heriblandt en håndfuld mixtapes, senest det udmærkede ’508-507-2209’. Til september følger Lucas op på udgivelserne med fællesalbummet ’Angels & Demons’ med Chris Brown, som allerede har affødt singlerne ’Stranger Things’ og ’I Don’t Die’.


Noname
22. august, Lille Vega

Da Noname tilbage i 2013 gæstede Chance the Rappers helt store gennembruds-mixtape ’Acid Rap’, begyndte musikverdenen at få øjnene op for den Chicago-fødte rap-poet. Foreløbig har Noname, der i virkeligheden har navnet Fatimah Nyeema Warner, udgivet mixtapet ’Telefone’ fra 2016 og ikke mindst deltaget i flere successamarbejder med blandt andre Chance, Smino, Thundercat og Kirk Knight. Denne aften er hun klar til at bade Lille Vega i kølig hiphop blandet med varm soul og tilbagelænet, smooth r’n’b.


GZA
30. august, Loppen

GZA er bedst af alt kendt som Wu-Tang Clans geni – og en af de stærkeste, mest respekterede rappere i den legendariske rapgruppe. Den nu 51-årige Gary Grice har sideløbende med sin tid i newyorker-kollektivet kørt en velset solokarriere, der blandt andet mundede ud i ’Liquid Swords’ fra 1995, der står som et af de stærkeste soloalbum overhovedet i Wu-Tang Clan-diskografien. Lige nu arbejder han på albummet ’Dark Matter’, der skulle lande senere på året, som vi formentlig vil få et par smagsprøver fra i liveformat blandt alle rapklassikerne.


Mew
31. august, Tivoli

For 15 år siden satte Mew et af deres hovedværker i verden under titlen ’Frengers’, der har givet os klassikere som ’Snow Brigade’, ’156’ og ikke mindst den storslåede live-darling ’Comforting Sounds’. Dette fejres denne aften i Tivoli, når Mew – nu som bekendt i triokonstellationen Jonas Bjerre, Johan Wohlert og Silas Graae – spiller til Fredagsrock. Det er svært at forestille sig andet, end at det bliver en medrivende seance, der er værd at tage både vennerne og dem, der ikke helt er det endnu, i hånden til.