Publikums dom over Bruno Mars – gik hitparaden rent ind på Orange?

Vi kvitterede med seks stjerner til Bruno Mars’ fænomenale popshow på Orange Scene torsdag nat. Men hvad synes publikum? Vi spurgte efter koncerten.

Sara Røtzler Lind
Hvad var aftenens højdepunkt?
»’Uptown Funk’ var jo sindssyg. Stemningen var bare for sindssyg, alle kan den stort set udenad – og afslutningen med fyrværkeri var episk«.

Fungerer popmusikken på Orange Scene?
»Det synes jeg faktisk virkelig, den gør. Fordi der er så meget dans og energi, og folk synger så meget med, så det skaber så meget god energi, der spredes ned gennem flokken«.

Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Lyden var lidt lav, det var helt vildt ærgerligt, og meget af showet var oppe på scenen og svært at være en del af – så fem ud af seks«.

Casper Kanta Doktor
Hvad var aftenens højdepunkt?
»Det var nordmændene. Vi dansede, sang og bondede helt vildt godt med nogle nordmænd under ’Just the Way You Are’. Ikke scoreagtigt – bare Bruno Mars-agtigt. Det var fedt«.

Fungerer popmusikken på Orange Scene?
»Ja! Det er fest og ballade, og det er bare grineren. Og man står bare og har det sjovt sammen«.

Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Fem ud af seks. Jeg synes bare, der var for meget mellem numrene. Men Bruno Mars han er for vild, så han får sgu seks stjerner alligevel«.

Eva Devantier
Hvad var aftenens højdepunkt?
»Det var en, der friede til sin kæreste under ’Marry You’! Og det var vildt fedt – de stod lige foran os«.

Fungerer popmusikken på Orange Scene?
»Jeg synes godt, det kan fungere – som i aften. Men det kræver lidt mere af kunstneren, end at han bare sætter sin playliste på. Vi har lige været ovre til Khalid, og det var meget backtrack, og så sang han lidt en gang i mellem. Det kan meget hurtigt blive ’jeg sætter min playliste på og laver lidt show til det’«.

Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Jeg synes, den var rigtig god. Sådan fem til seks. Men jeg ved, Soundvenue ikke er så glade for at give seks stjerner, så den får fem. Jeg synes, det var vildt godt, men det var også bare en oplevelse – det var sgu da vildt!«.

Mikkel Glinsved
Hvad var aftenens højdepunkt?
»Jeg ved godt, det bliver liiidt cheesy, men det var, når man stod og holdt om sin kæreste og blev lidt glad og sentimental«.

Fungerer popmusikken på Orange Scene?
»Jeg synes lige præcis, Bruno Mars’ musik gør, fordi der er ekstremt meget musikalsk, en masse instrumenter og så videre. Det synes jeg gør en kæmpe forskel. Fremfor det ikke bare er et eller andet playback i baggrunden. Men jeg synes, det er vigtigt, at folk viser, de kan noget – og det synes jeg, han gjorde«.

Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Fem stjerner«.

Kathrine Saabye
Hvad var aftenens højdepunkt?
»’Grenade’, helt klart. Det er bare en kæmpe klassiker«.

Fungerer popmusikken på Orange Scene?
»Ja, det synes jeg helt klart, fordi det samler virkelig folk. Det er ny musik, og det er gammel musik. Det er noget, som alle hører og kender til, selv om de ikke hører det til hverdag«.

Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Fem stjerner. Det var gennemført, og det var en fest. Den eneste grund til, at den ikke får seks stjerner, er fordi han gerne måtte have spillet nogle flere gamle sange – men selvfølgelig skal han også spille nogle nye«.

Adam Ahmed Hansen
Hvad var aftenens højdepunkt?
»Det var jo, at han bare kom ud med sin fantastiske energi. Han startede ud med kæmpe hits, ’24k Magic’ og ’Finesse’, det var kanonsange, som alle kan synge med på. Det er jo noget, der får hele Orange Scene i gang«.

Fungerer popmusikken på Orange Scene?
»Til tider. Sidste år så jeg The Weeknd, og jeg synes ikke helt, han fyldte det ud. Men jeg synes Bruno – med backup fra hans fem kammerater dér – han fyldte det godt ud«.

Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Fem stjerner. Han mangler stadig lidt, det er stadig pop, der mangler stadig lige lidt rigtige instrumenter, men det er derfor, vi skal se Nephew nu«.

Ella Bjørklund Willadsen
Hvad var aftenens højdepunkt?
»’Uptown Fucking Funk’, er du sindssyg. Det er den fedeste sang, han har lavet. Han giver den fandeme gas«.

Fungerer popmusikken på Orange Scene?
»Det synes jeg faktisk, det gør. Jeg har været lidt i tvivl selv, men han fyrer sådan et godt show, og det er ret funky. Han får publikum med, og det tror jeg er det vigtigste. Det er ligegyldigt hvilken slags musik, så skal kunstneren have publikum med. Og altså jeg kendte kun ’Uptown Funk’, og han fik mig med på alle de andre«.

Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Fem stjerner. Det var fucking sprødt, men jeg stadig ikke sådan megafan«.

Oskar Leisner
Hvad var aftenens højdepunkt?
»Aftenens højdepunkt var ’Treasure’, men ’Uptown Funk’ tog den også rimelig hårdt. Man havde bare glædet sig til den, og man blev helt skuffet, da han gik ud, men så kom han jo igen. Han er fucking god«.

Fungerer popmusikken på Orange Scene?
»Det gør den til dels. Orange er meget til de store kunstnere, og sådan nogen som Eminem fyldte den godt ud, men jeg synes faktisk, Bruno Mars gjorde det ligeså godt«.

Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»På grund af hans vibe synes jeg fem ud af seks«.

Emil Trave Hansen
Hvad var aftenens højdepunkt?
»’Grenade’, vil jeg sige, men det var fordi, vi havde forberedt os på den og væltede rundt«.

Fungerer popmusikken på Orange Scene?
»Ja, det gør den. Det er bare blevet en del af den. Jeg synes, man er gammeldags, hvis man ikke synes det. Det er klart, det er lavet til stadionrock. Stadionrock er stadig det bedste, men hvis du har et stort nok popnummer, så er det fint«.

Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Fem stjerner. Han fanger publikum med det samme. Den første halve time er der lidt grus i maskineriet i forhold til at komme op i tempo, men derefter så synes jeg, det var fucking episk. Hele den her enhjørningedragt er fyldt med sved. I aften blev der hoppet. Hoppet, hoppet hoppet. Jo, pisse fed«.

Læs anmeldelse: Bruno Mars på Roskilde

Læs også: Publikums bedste Instagram-billeder og -videoer fra Bruno Mars-koncerten

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af