Roskilde Festival: Fem koncertanbefalinger til mandag

Roskilde Festival: Fem koncertanbefalinger til mandag
Fraads: Papa Erotic og David Engelbrecht.
Foto: Mads Salbæk
Vi guider dagligt til de bedste koncertoplevelser på Roskilde Festival – mandag med blandt andet Fraads og Ecstasy In Order.

Den poetiske hiphopkoncert: Fraads

Med et flow ulig nogen andre er Papa Erotic godt på vej til at markere sig som en markant karakter på den danske hiphopscene, og når han i Fraads bliver sat over for David Engelbrechts underspillede, skæve trap-beats kommer hans spøjse vokalrytme smukt til udtryk. Fraads er et af årets mest lovende nye navne, og hvis man skal indfri sit potentiale ét sted, skal det selvfølgelig være på Roskilde Festival.

Countdown, kl. 15.00


Den rå hiphopkoncert: Loke Deph

Af og til fungerer traditionerne dog også, og der er altså stadig en fed stemning over klassiske boom bap-koncerter. Loke Deph følger i fodsporene på navne som Pede B og udenlandske idoler som Nas og The Notorious B.I.G., når han leverer skarpe bars over simple beats, der elegant giver fokus til hans rå stemme. Ingen gimmicks, ingen farverige dreads eller autotune, bare hiphop som far kunne lide det – formentlig med et lille hav af boppende hænder blandt publikum.

Countdown, kl. 16.30

Annonce

Moderne r’n’b: Goss

Goss’ blide, alternative r’n’b-vokal har potentialet til at gå lige i hjertet, og danskerens synthbårne instrumentation er fuld af overraskelser, som dog aldrig fjerner fokus fra hans stærke følelsesunivers. Den er den der slags moderne r’n’b, man både kan føle og danse sagte til.

Countdown, kl. 18.00


Du går nynnende fra: Luster

Jacob Haubjerg laver under navnet Luster umanerligt fængende poprock, som bliver drevet af energiske hooks. Man mærker referencer til slut-70’ernes mere rockede new wave-giganter som Blondie, XTC og Elvis Costello, og ligesom disse har Luster et vidunderligt talent for at lave både sprælsk, charmerende og latterligt catchy musik.

Rising, kl. 20.00


Fest som i 80’erne: Ecstasy In Order

Ecstasy In Order er et af de mere dystre bands på Vellness Plader, og i deres elektroniske univers bliver tunge 808-trommer og atmosfæriske synthtoner sat over for rocket elbas og postpunkede guitarfigurer. Konceptet er ikke nyt – bandet med det ensklingende navn New Order gjorde det tilbage i 80’ernes Manchester – men Ecstasy in Order giver ideen noget nyt liv ved at trække markant på nyere udviklinger i både elektronisk musik, postpunk og almen rockmusik. Live er de full on fest.

Countdown, kl. 21.30

Læs også: Roskilde Festival: 12 bud på årets ultimative lejrsang

Læs også: Roskilde Festival: Årets must see-koncerter ifølge Soundvenues anmeldere