De nyeste tracks fra danske hiphop-artister – lyt til ’DK rap’ på Spotify

Spoiler alert: Det kan du forvente til Eminems koncert på Roskilde Festival

Spoiler alert: Det kan du forvente til Eminems koncert på Roskilde Festival
Eminem.
Foto: Kevin Winter/Getty Images
Eminem kommer til Danmark! For første gang nogensinde! Det er intet mindre end en historisk begivenhed, der rammer Roskilde Festival onsdag. Vi har undersøgt, hvad man kan forvente af koncerten. Vi advarer mod spoilers!

Tænk, at der skulle gå over 20 år fra Eminems gennembrudssingle ‘My Name Is’ til, at han nu endelig kommer til Danmark. 20 år – det er jo fuldstændig vanvittigt!

I de 20 år har Eminem udgivet ni studiealbum, spillet hovedrollen i filmen ‘8 Mile’ (hvor han vandt en Oscar for sangen ‘Lose Yourself’) og haft gigantiske hits og kæmpemæssige nedture. Han er blevet gift og skilt fra ekskonen to (!) gange, og så har han, ej at forglemme, solgt over 220 millioner album, hvilket gør ham til en af de mest sælgende musikere i verdenshistorien.

Men nu sker det. Han kommer til Danmark.

Eminem er godt nok blevet 45 år i mellemtiden, og det er en del år siden, han for alvor har lavet god musik. Men det sker! Det sker endelig!

Har han stadig ilden? Spiller han klassikerne? Er publikum med? Vi har forsøgt at researche os frem til svarene.

Her er, hvad du kan forvente til Eminem-koncerten på Orange Scene onsdag. Læs selvfølgelig ikke med, hvis koncertens forløb skal være en overraskelse.

Sceneshowet

Hiphop på Orange Scene er ikke det nemmeste i verden. Det er nemt for en rapper uden band at virke lidt ensom deroppe, men samtidig kan et for larmende band-setup drukne detaljerne og tyngden i produktionerne. Hvilken vej går Eminem? Han har jo trods alt et par årtiers erfaring med stadionkoncerter i bagagen.

Ud fra rapporter (og nedenstående video) fra den koncert, Eminem i weekenden spillede for 55.000 mennesker i Oslo, kan vi konkludere, at han går all in. Slim Shady har nemlig opbakning af to trommeslagere, to keyboardspillere, strygere, en bassist, en guitarist, en dj (sandsynligvis den faste tour-dj Alchemist) og så den faste hypeman Denaun Porter.

Et form for lydtårn er placeret i midten af scenen, mens en storskærm viser lidt af hvert (masser af ild!).

Derudover ser det også ud til, at Skylar Grey er med på scenen for at synge mange af de nyere omkvæd (for eksempel ‘Walk On Water’, der synges af Beyoncé, og ‘Love The Way You Lie’ med Rihanna) samt ældre ting som Didos ‘Stan’-omkvæd.

Eminem har fået fine anmeldelser for sit show, ligesom han også gjorde tidligere i år, hvor han blandt andet spillede de amerikanske festivaler Coachella og Bonnaroo. Til førstnævnte havde han endda 50 Cent og Dr. Dre med som overraskelser, men det er desværre mere end tvivlsomt, at de to herrer også tager turen med til Roskilde.

Men mindre kan jo også gøre det, og det er betryggende, at Eminem ser ud til at være i god liveform – hvilket vi også tidligere i år konkluderede ud fra Youtube-videoer fra hans seneste optrædener. Her kunne man se en Marshall Mathers, der virkede skarp og ikke havde problemer med at skære igennem på trods af et stort liveband.

Annonce

Setlisten

Spørgsmålet rejser sig hver gang, en kunstner med et anerkendt bagkatalog er på turné med et nyt album: Spiller han/hun de gode gamle hits? Eller insisterer kunstneren på at vise de nye numre frem?

Få kunstnere sidder så meget i saksen her som Eminem. Mellem 1999 og 2002 udgav han tre klassikere i form af ‘The Slim Shady LP’, ‘The Marshall Mathers LP’ og ‘The Eminem Show’, men alt han har lavet siden har mere eller mindre været langt under de tre urørlige album.

Især de seneste album (‘Revival’, ‘The Marshall Mathers LP 2’) har været noget nær totalkatastrofer. Altså: Der er sange, hvor han rapper som Yoda, og et nummer, hvor han sampler ‘I Love Rock N Roll’.

Setlisten fra Oslo-showet i weekenden giver os et ret klart fingerpeg: Eminem spiller de gamle klassikere og de største af de nye singler.

Det vil sige: Ja, selvfølgelig får vi ‘Stan’, ‘Lose Yourself’, ‘The Real Slim Shady’, ‘My Name Is’ og så videre. Men vi bliver også nødt til at holde til Ed Sheeran-samarbejdet ‘River’ og rockrap-fadæsen ‘Cinderella Man’.

I det store hele er det dog svært ikke at glæde sig til onsdag aften, når man ser nedenstående setliste. Det er spændende, at der er blevet plads til albumnumre som ‘Til I Collapse’ og ‘White America’, og så bliver det genialt at høre ‘The Real Slim Shady’ efterfulgt af ‘Without Me’.

Og ‘Lose Yourself’ som ekstranummer? Det bliver ikke meget mere episk end det.

Eminem-setliste (30. juni, Oslo):
‘Medicine Man’
‘Won’t Back Down’
‘3AM’
‘Square Dance’
‘Kill You’
‘White America’
‘Rap God’
‘Sing For The Moment’
‘Like Toy Soldiers’
‘Forever’
‘Just Don’t Give A Fuck’
‘Framed’
‘Criminal’
‘The Way I Am’
‘Walk On Water’
‘Stan’
‘Love The Way You Lie’
‘Berzerk’
”Till I Collapse’
‘Cinderella Man’
‘Fast Lane’
‘River’
‘The Monster’
‘My Name Is’
‘The Real Slim Shady’
‘Without Me’
‘Not Afraid’
Ekstranummer: ‘Lose Yourself’

Læs også: Dear Slim: Syv ønsker til Eminems koncert på Roskilde Festival

Læs også: Roskilde Festival: Publikums must see-koncerter