The Minds of 99 osede af nærvær og selvtillid på Roskilde Festival

The Minds of 99 osede af nærvær og selvtillid på Roskilde Festival
The Minds of 99 på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Store røde balloner fløj ud over scenekanten under The Minds of 99’s Orange-koncert. Oppustede, men lette at punktere, som de egoer, der befolker sangene på deres nyeste udspil, ’Solkongen’.

Hvis ikke oppustede, så i hvert fald selvsikre indtog Niels Brandt og co. den ikoniske scene for anden gang på kun tre år – denne gang i bedste sendetid fredag aften. Deres åbning af Orange i 2015 var en manifestation af et talent med vokseværk, og to album og et hav af koncerter senere er The Minds of 99 landets måske største rockband.

Der var fart på fra start, hvor bandet diskede op med tre regulære hits, ’Ung kniv’, ’Barn af min tid’ og ’Det er Knud som er død’. Sange, der understreger Niels Brandts position som en intelligent og ilter ung stemme, også denne aften hvor forsangerens intense blå øjne og hoppedans i ledtog med råbekor og de medrivende guitarmelodier stænkede smittende energi ud over publikum.

Endnu større effekt havde koncertens afdæmpede øjeblikke dog. De blide akkorder på ’Solkongen’ var velgørende terapi for festivalfolkets udmattede hjertestrenge, imens en akustisk version af den længselsfulde ’Hurtige hænder’ med en formidabel vokalpræstation fra Brandt stod for en intimitet, som det er en kunst at skabe på den monstrøse scene.

’I’m Gonna Die’, ’Rav’ og ’Stjerner på himlen’ lod koncerten slutte i højeste gear med brede smil fra bandet og shout-outs til den korpulerende Roskilde-genganger Alien & Ko. Selvtillid kan måske punkteres, men det kan et så solidt talent ikke.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2019

Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser

The Minds of 99. Koncert. Roskilde Festival, Orange Scene.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af