Vi kårer: Halvårets 15 bedste udenlandske album

Vi kårer: Halvårets 15 bedste udenlandske album
Pusha-T.
Det har været et hektisk albumår indtil videre, og efter juni måneds vanvittige strøm af hiphopalbum kan det næsten være svært at huske, at der også skete noget før Kanye West. Men det gjorde der i den grad. Vi kårer de foreløbigt bedste udenlandske album fra 2018.

15. Oneohtrix Point Never ‘Age Of’

Elegante cembalo-melodier og forvredne elektroniske collager kolliderer med autotune, spansk guitar og filmiske klangflader. Der er i den grad noget at gå på opdagelse i på denne unikke konstruktion af abstrakte eksperimenter og imødekommende melodier. Et album, der sætter nye standarder for David Lopatins sprudlende kreativitet og manifesterer hans position som visionær ener på den elektroniske musikscene.


14. Kendrick Lamar ‘Black Panther: The Album’

Det her var ikke bare et ret vanvittigt power move af Kendrick Lamar. Det var et power move, der passede perfekt ind i Compton-rapperens egen fortælling.

For hvad kunne være mere passende, end at manden bag storværker som ’Damn’ og ’To Pimp a Butterfly’, der samtidig var indgående analyser af sort kultur og dens plads i USA, nu leverede soundtracket til den første store, sorte superhelte-blockbuster?

På ‘Black Panther: The Album’ rapper sydafrikanske rappere som Yugen Blakrok og Saudi side om side med L.A.-artister som Schoolboy Q, Mozzy og Kendrick selv. Resultatet er et storladent, sort statement-soundtrack, der samtidig er en kulturudveksling mellem Compton og Cape Town.


13. XXXTentacion ‘?’

Selv efter XXXTentacion blev myrdet i juni har det været umuligt at adskille kunstneren fra mennesket. For hvordan forener man den helgenkåring af X, der allerede er i gang, med anklagerne om vold, der fulgte ham siden starten af karrieren?

Det er svært at finde et entydigt svar på det spørgsmål. Men det er også svært et benægte den kreativitet og rendyrkede nytænkning af hiphoppens regler, der finder sted på ’?’. Det er et album, der viser, hvorfor han blev så vanvittig populær på så kort tid.

Her er den punkede Soundcloudrap, XXXTentacion slog igennem med, på sange som ’Floor 555’, men her er også rendyrkede popsange som storhittet ’Sad!’ og stille, sørgelige ballader som ’Hope’ eller ’Changes’.

Med andre ord: Her en række løfter om XXXTentacions kunstneriske fremtid på ’?’. Det føltes som en start på noget. Nu er det i stedet en afslutning.


12. Hop Along ‘Bark Your Head Off, Dog’

Det altafgørende trumfkort på indiepop-gruppen Hop Alongs tredje album var mere end nogensinde forsangerinde Frances Quinlan, hvis let hæse, men uforligneligt smidige vokal og impressionistiske lyrik hævede bandets udtryk et godt stykke op over afdelingen for metervarer. Lyden var en kende mere poppet og poleret end tidligere, men det var fortsat antydningens kunst, der var Philadelphia-gruppens største attraktion.


11. Cardi B ‘Invasion of Privacy’

Det geniale ved ’Invasion of Privacy’ er, at albummet indkapsler alle de ting, der har gjort Cardi B til en verdensstjerne i løbet af det seneste års tid.

Her er de store trapbangers ’Bodak Yellow’ og ‘Drip’, de imponerende komplekse flows på ’Bartier Cardi’, den geniale, selvbiografiske albumåbner ‘Get Up 10’ og selvfølgelig latin trap-sommerbangeren ’I Like It’.

Men frem for alt er der de der linjer, hvor hendes uimodståelige karisma skinner igennem. Som på ’I Like It’, hvor hun siger »I like these Balenciagas, the one’s that look like socks« eller linjen fra ’Thru Your Phone’, hvor hun fantaserer om at forgifte en utro kæreste. Det er et album, der til fulde indkapsler en af de største personligheder på hiphopscenen lige nu.


10. Snail Mail ‘Lush’

Lindsey Jordan suger nektar fra 90’ernes alternative rockscene, og sine 19 år til trods formidler og forvalter hun virkemidlerne selvsikkert. Med en glimrende vekslen mellem porøst fingerspil og brusende guitarakkorder lyser debutalbummet af vedkommende fortællinger på en række gennemarbejdede og velovervejede melodier, som tydeligt viser Jordans kyndige og nærværende overblik i sit musikalske udtryk.


9. U.S. Girls ‘In a Poem Unlimited’

»Man kan have det sjovt og tænke på samme tid«, sagde U.S. Girls’ Meghan Remy op til udgivelsen af ‘In a Poem Unlimited’, og albummet er netop indkapslingen af dét koncept.

Det er et lille mesterværk, der handler om overgreb og pilskæve magtbalancer, men serverer det med groovy synthpop, der oser og syder af både disco og funk. Det er dansevenlig protestmusik: En ‘genre’, der kan være svær at manifestere, men som her lykkedes i yderste potens.

Sponsoreret indhold
Hver lørdag fra klokken 23 ...
... forvandles Hotel Cecil til Cecil AM. Kom indenfor og mærk stemningen.
Cecil AM

8. Sophie ‘Oil Of Every Pearl’s Un-Insides’

Alting er flydende på Sophies egentlige debutalbum, hvor produceren endelig viste sig selv for verden. Køn, identitet og musik smelter sammen og skilles igen, og ingen elementer er fasttømrede, når Sophie folder sin hyperrealistiske popmusik ud i et dragende møde mellem menneske og maskine.

Det er musik til år 2028, sci-fi-pop uden regler og rammer, hvor yderpunkter mødes med største selvfølgelighed: Elektroniske udbrud over for ekstremt smukke ballader. Det er voldsomt og sårbart på samme tid.


7. Kids See Ghosts ‘Kids See Ghosts’

Kanye Wests soloalbum ‘Ye’ nåede aldrig for alvor at konfrontere de dæmoner, han kæmper med for tiden. Det gjorde Kanye og Kid Cudis fællesprojekt, Kids See Ghosts, til gengæld.

Det starter allerede på åbningsnummeret ’Feel the Love’, hvor Cudi forsøger at fremmane kærligheden, bare for at blive afbrudt af en dæmonisk Kanye West, der river nummerets firmament i stykker med gutturale pistolskudsefterlininger.

Derfra er Kids See Ghosts en rejse fra mørket mod lyset, der forløses i episke sange som ’Reborn’, hvor lyset for enden af tunnelen synes lige til at gribe.


6. Against All Logic aka Nicolas Jaar ‘2012 – 2017’

Det her album gik først totalt under radaren, da den evigt hamskiftende Nicolas Jaar valgte at udgive ‘2012 – 2017’ under sit slumrende alias Againts All Logic og ikke rigtigt gad bruge tid på at promovere det.

Albummet blev dog ‘opdaget’, og godt det samme: Det her er ikke Jaar som indelukket troldmand, der bygger elektronisk eksperimenterede katedraler af syntetiske lyde, det her er produceren i et mere mainstream-orienteret hjørne. Det er til dansegulvet, til houseentusiasterne – et album, hvor lokkende rytmer og en næsten poppet dynamik bringer Jaar tilbage til klubben. Og her har han være savnet. For ingen gør det helt ligesom ham.


5. Beach House ‘7’

Der en slående kvalitetsmæssig konsistens på tværs af den feterede drømmepop-duos syv udgivelser. Mere end tidligere markerede ’7’ en appetit på en nyorientering, men ikke i en grad, så Beach House lød som noget andet end sig selv.

Der var dog en anderledes mystisk, farlig og sexet kant over sangene på ’7’, hvor fuzztung shoegaze og hiphop-inspireret percussion skabte dragende forskydninger.


4. Kacey Musgraves ‘Golden Hour’

De humoristiske oneliners og ramsaltede miljøbeskrivelser var erstattet med eksistentielle kærlighedssange på Musgraves’ tredje album, hvor musikken var breezy og med en glød, der mindede om 70’er-koryfæer som Fleetwood Mac og Elton John.

Musgraves var lige overbevisende i de intime ballader (’Slow Burn’), de stort forløste popsange (’Space Cowboy’) og som den søvnige lillebys svar på glamourøs discodronning (’High Horse’).


3. Pusha-T ‘Daytona’

Hvem ellers har gjort det her? Skabt den mest præcise, skarpe og (som vores anmelder skrev) diamanthårde version af sin lyd mere end 20 år efter sin første pladekontrakt?

Pusha-T er 41 år nu, men ’Daytona’ føles som albummet, det var meningen, han skulle lave.

Og meget tyder på, at Pushas producer også fortjener en del af æren. For rapperen har sagt i interviews, at Kanye West især kan lide ham på én særlig måde: I koncentreret, nihilistisk crackrap-modus. Så Kanye skabte den slags minimale, forvrængede beats, der altid får det værste (læs: bedste) frem i den garvede rapper.

Resultatet er syv Kanye-producerede Pusha-sange, der føles som ufiltreret crack til ørerne.


2. Kali Uchis ‘Isolation’

Den 23-årige amerikanske sangerinde med de colombianske rødder leverede en ren opvisning i musikalsk eklekticisme på sit debutalbum, der fremviste et misundelsesværdigt stærkt sangskriverniveau på tværs af de 15 sange. Uanset om Uchis kastede sig over neo-soul, reggaeton, indiepop eller bossanova var bundniveauet ærefrygtindgydende højt.

Man skal vel omtrent tilbage til Becks ’Odelay’ i 90’erne for at finde en ung kunstner med mod på – og evner til – at jonglere så frygtløst med genreudtryk uden at sætte hverken værkets sammenhængskraft eller sin gennemtrængende personlighed over styr.


1. Janelle Monáe ‘Dirty Computer’

‘Dirty Computer’ er ikke bare et album, det er et værk. Et helstøbt afrofuturistisk værk (også serveret som film), der både i billeder, lyd, lyrik og outfits fortæller en stærk historie om at være fremmedgjort og marginaliseret – og sjældent er så meget smerte og frustration blevet udtrykt i så catchy, dansable popsange som her.

Janelle Monáe har taget sin neo-soul i en mere kommerciel retning, men det på trods præsenterer hun lige så meget nerve som altid, og mellem popbangers som ‘Screwed’, ‘Pynk’ og den Prince-inspirerede ‘Make Me Feel’ finder man også de sårbare ‘Don’t Judge Me’ og ‘I’m Afraid’.

Udover at være et følelsesladet, identitetspolitisk oprør er ‘Dirty Computer’ også en magtdemonstration i musikhistorisk og popkulturelt overblik, hvor Monáe med kæmpe overskud laver referencer til alt fra Prince og Aerosmith til ‘Blade Runner’. Intet mindre end et mesterværk.

Læs også: Halvårets 10 bedste danske album