Premiere: Kill J varmer op til debutalbum med den politiske ‘Strange Fruits of the Sea’

Premiere: Kill J varmer op til debutalbum med den politiske ‘Strange Fruits of the Sea’
Kill J.

»Jeg skrev sangen, fordi jeg er sur«, fortæller Julie Aagard aka Kill J, og ‘Strange Fruits of the Sea’ er et ekstremt politisk nummer, der med musikerens egne ord er »en protestsang – om grænser, mure, pigtrådshegne og mennesker, der prøver at overleve i små både, mens de krydser Middelhavet«.

Nummeret føles konfronterende i budskab, men bestemt også i lyd, hvor marcherende fodtrin og et tungt, bølgende hiphopbeat blandt andet er med til at skabe følelsen af en popsang, der er frustreret.

Selve titlen er en homage til Billie Holidays ‘Strange Fruit’ fra 1939: En anti-racisme-sang, der dengang kommenterede på lynching af sorte i sydens USA, der hang fra træerne som ‘strange fruit’. Aagard opdaterer tematikken, så den nu handler om bådflygtninge i havet.

Sidst vi hørte fra Kill J var for et år siden med singlen ‘Gravity’, men med ‘Strange Fruits of the Sea’ er Aagard for alvor ved at skyde i stilling til sit debutalbum, som har fået titlen ‘Superposition’ og ifølge en pressemeddelelse tager udgangspunkt i den partikelfysiske verden.

»Kun videnskab kan redde os!«, siger Aagard.

Læs også: Kill J forener videnskab og religion i den nye video til ‘Gravity’

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af