Agentfilm med overskud – se 'Kingsman: The Golden Circle' på C More her

‘Sweetener’ kunne have været Ariana Grandes hidtil bedste album – hvis det ikke var for Pharrell

‘Sweetener’ kunne have været Ariana Grandes hidtil bedste album – hvis det ikke var for Pharrell
Ariana Grande.
Foto: Universal Music Group
‘Sweetener’ kunne have været Ariana Grandes hidtil bedste album – hvis det ikke var for Pharrell - Sweetener
4 6
Ariana Grande
'Sweetener'

Album, Universal

Alt tydede på, at ’Sweetener’ ville gå hen og blive Ariana Grandes stærkeste album til dato. Med en langt større emotionel ballast end tidligere, stærke singler og et knap så lak-og-kaninører-agtigt look, kunne man se frem til at møde en ekstremt sårbar, velfunderet og moden Grande på hendes tredje studiealbum. Det ville have været en smuk og absolut velfortjent kulmination på et par turbulente år for den 25-årige sangerinde, der har indeholdt et frygteligt terrorangreb, et usundt forhold til rapperen Mac Miller og en nylig forlovelse med ’SNL’-stjernen Pete Davidson.

Men ligeså tumultariske, som de seneste år har været for Grande, ligeså ambivalente følelser sidder man tilbage med efter at have lyttet til ‘Sweetener’. Albummet er nemlig en smags- og genremæssig rutsjebanetur, der indeholder alt fra helt geniale popnumre som singlerne ‘No Tears Left To Cry’, ‘God Is a Woman’ og ’Breathin’ til mærkværdige, rodede, næsten komiske produktioner som titelnummeret og ‘Borderline’, der slet ikke lyder som Grande.

De lyder til gengæld utrolig meget som en velkendt, hattebærende sværvægter af en producer… Nemlig Pharrell Williams, der har produceret syv ud af de 15 sange på ‘Sweetener’.

Pharrells særegne lyd fra både N.E.R.D. og The Neptunes er altoverskyggende på numre som ‘Blazed’, ‘Sweetener’, ‘The Light Is Coming’, ‘R.E.M’, ‘Borderline’ og ‘Succesful’ (bare for at nævne et par stykker), og de snublende, hektiske og til tider skøre beats bliver et virkelig irriterende underlag for Ariana Grandes fløjlsbløde og helt eminente popstemme. Særligt på titelnummeret er Pharrells, stakåndede, stønnende ad-libs næsten uudholdelige.

Det er sært og næsten respektløst at få en Ariana Grande-anmeldelse til at handle om hendes mandlige producer. Især når Grande selv har skrevet et mindre feministisk manifest om den måde, hvorpå kvinder i musikbranchen bliver frataget deres selvstændighed af medierne. Men hver gang, man forsøger at skrive Pharrell ud af ‘Sweetener’-ligningen, er han kun et tåkrummende ad-lib væk.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Kunne han nu ikke lade det her album handle om Ariana Grande? En producers allerfornemste opgave må være at få den respektive kunstner til at tage sig så godt ud som muligt – ikke at overtromle vedkommende med sine egne visioner.

De ambivalente følelser indtræder, når Pharrell-showet tager et timeout og glimrende popnumre som ‘Breathin’, ‘God Is a Woman’ eller den fine ‘Better Off’ langt om længe bringer lytteren tilbage til den Grande, man havde forventet at møde på ‘Sweetener’.

Her er hun mere personlig end nogensinde. I lækre popproduktioner synger hun om sit forhold til Mac Miller på ‘Better Off’ og om sin kæreste Pete Davidson på, ja, ‘Pete Davidson’. Bangeren ‘Breathin’ er ligeledes en følsom sang om angst og om at holde sammen på sig selv, der har lidt af den samme fremdrivende energi som ‘Dangerous Woman’-hittet ‘Into You’. Begge sange har da også den svenske producer Ilya i ryggen. Førstesinglen ‘No Tears Left To Cry’ er også en virkelig elegant måde at få sunget om hændelsen i Manchester på uden at kamme over i ubetinget melankoli.

På de storladne, men samtidig personlige popsange mærker man for alvor, hvordan de seneste år har sat sine spor i Grandes popmusik, og det ekstra lag klæder virkelig hendes sange. Man kan kun ærgre sig over, at de virkelig gode numre skal kæmpe om opmærksomheden med de irriterende Pharrell-produktioner.

Så kære Ariana… til en anden gang ik’? Lad ikke Pharrell komme i nærheden af dit store talent.


Kort sagt:
Ligeså tumultariske som de seneste år har været for Grande, ligeså ambivalente følelser sidder man tilbage med efter at have lyttet til ‘Sweetener’. Albummet er nemlig en smags- og genremæssig rutsjebanetur, hvor virkelig gode popsange kæmper om opmærksomheden med irriterende produktioner af Pharrell Williams. På de storladne, men samtidig personlige popsange mærker man dog, hvordan de seneste år har sat sine spor i Grandes popmusik, og det ekstra lag klæder virkelig hendes sange.

Læs også: Tidslinje: Ariana Grandes rejse fra nuttet Nickelodeon-pige til progressiv popstjerne

Advertisement