Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – hiphop fra både Danmark, England og USA

Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – hiphop fra både Danmark, England og USA
Kodie Shane.
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.

1. Empress Of ‘When I’m With Him’

Lorely Rodriguez aka Empress Of betog med sensuel, sexet synthpop, da hun i 2015 slap debutalbummet ’Me’. Nu står albumtoeren ’Us’ snart for døren, som Rodriguez selv beskriver som »et spejl, lytterne kan se lidt af sig selv i«. Første brudstykke af spejlet er ’When I’m With Him’, der oser af det sydlige Californien, pladen er undfanget i.


2. Bobby Shams ’Bispebjerg’

Vanen tro bragte nyeste afsnit af Standard-podcasten tidligere på ugen en eksklusiv snigpremiere på Bobby Shams’ nye ’Bispebjerg’, der nu er officielt ude. Her opremser Nørrebro-rapperen sin opvækst i betonjunglen med så vægtige og nostalgidunstende minder, at det føles som at have været der selv.

Hør i øvrigt hele podcasten HER, hvor Louis Valuta svinger forbi med to stærke (og selvfølgelig eksklusive) numre.


3. Skylar Spence ’Carousel’

På Skylar Spences nye nummer er det ikke til at høre, at han faktisk røg i en sumpende depression efter debutalbummet ’Prom King’ fra 2015. Borgerligt døbte Ryan DeRobertis skriver sig heldigvis fænomenalt ud af den igen med ’Carousel’, som er en sand discokugle af et brusende popnummer.


4. Kodie Shane ’Sing to Her’

Sailing Team-medlemmet Kodie Shane har alle dage stået lidt i Lil Yachtys skygge. Den tid varsles dog potentielt ovre med den melodiske og poplænende ’Sing to Her’, der er første forsmag på den 19-årige Atlanta-rappers debutalbum.


5. The Entrepreneurs ‘Joaquin’

Sidst vi hørte fra The Entrepreneurs var i 2016 med ep’en ‘Tony Rominger’. Nu gør den garagesmadrede støjrocktrio med forsanger Mathias Berthelsen i front comeback med singlen ’Joaquin’, der er startskuddet på debutalbummet ’Noise & Romance’. Det lander den 1. februar 2019.


6. Helena Deland ’Rise’

Canadiske Helena Deland laver både pop og mere afdæmpet musik indhyllet i skovbrynsguitar og eftertænksomhed. ’Rise’ hører til i sidstnævnte kategori, hvor singer/songwriteren genkalder specifikke momenter i mindernes skatkammer med terapeutisk overbevisning. Singlen stammer fra ep’en ‘From the Series of Songs Altogether Unaccompanied Vol. III & IV’, der rammer de digitale hylder den 19. oktober.


7. Young Thug ’Audemar’

Young Thug samler venner og familie på sammenskudsgildet ’Slime Language’, der brillerer i momenter som ’Audemar’: Et klistret stykke sangrap, der starter ud med frøkvæk for derefter at slå over i Thuggas trancebindende, excentriske flow.


8. Yumi Zouma ‘In Camera’

Sommeren synger på sidste vers rundt omkring, hvilket newzealandske Yumi Zouma indkapsler til perfektion på den flimrende ’In Camera’, der vemodigt ruller afsted på sværmerisk vokal og bløde discotangenter. Singlen er fra trioens afsluttende ’EP III’ fra en trilogi hos pladeselskabet Cascine, der startede tilbage i 2014.


9. Slowthai ’Drug Dealer’

Beatet til Slowthais ildevarslende ’Drug Dealer’ bæres af så intense strygere og glubske blæsere, at det føles helt okkult, mens han lægger linjer om pusherlivet i et England, han er mere end utilfreds med: »Nothing great about fucking Britain«. Endnu engang viser den 23-årige grime-purist, at han er en af de mest fascinerende UK-rappere for tiden.


10. Disclosure ’Where Angels Fear to Tread’

Tre år er efterhånden gået siden Disclosures sidste fuldlængdeprojekt ‘Caracal’, der med sine saftige crossover-baskere ikke tegnede uden for stregerne. Siden har broderparret vovet sig ud i lidt andre terræner, der nu udmønter sig i en fascination for 50’ernes a cappella-jazzgrupper (!) på ’Where Angels Fear to Tread’. Nummeret, et ud af flere udgivet i denne uge, har haft vokalgruppen The Four Freshmens ’Fools Rush In’ fra 1961 i sample-kværnen.

Læs også: Hør ugens fem vigtigste nye album – bl.a. Blood Orange og Værket

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold