De største internationale hiphop tracks lige nu – lyt til ’Flow’ på Spotify

Travis Scotts ’Astroworld’ er lyden af en forlystelsespark på månen

Travis Scotts ’Astroworld’ er lyden af en forlystelsespark på månen
Travis Scott.
Travis Scotts ’Astroworld’ er lyden af en forlystelsespark på månen - Astroworld
4 6
Travis Scott
'Astroworld'

Album, Sony

Lige siden debut-mixtapet ’Owl Pharaoh’ fra 2013 har Travis Scott døjet med at blive kaldt endnu et ubetydeligt sandkorn i trap-bunken. Dengang var det ikke svært at istemme sig koret af nejsigere, der følte, at Houston-rapperen med det borgerlige navn Jacques Webster især var en hybrid af Futures narkosvulmende sydstats-trap, Kid Cudis melodiske tristesse og Kanye Wests uforlignelige øre for produktion.

Om end kritikken til en start var forståelig, har den virket gradvist mere fejlplaceret for hvert projekt, Scott sidenhen har sluppet. Allerede på det kriminelt oversete ’Days Before Rodeo’-mixtape fra 2014 fandt han ind til sin helt egen effektmodificerede trap-kerne, der vekslede mellem det søsygt krybende og komplet hyperventilerende. Og på de efterfølgende ’Rodeo’ og ’Birds In the Trap Sing McKnight’ bryggede han videre på en formular, der på ’Astroworld’ destilleres til at lyde som en forlystelsespark på månen.

Albummet låner nemlig sit navn fra et for længst nedlagt tivoli i Houston, som Scott vækker til live som et slags Frankensteins autotune-monster. Flere af sangtitlerne hentyder mere eller mindre direkte til forlystelsesparkkonceptet (’Carousel’, ’NC-17’, ’Astrothunder’), ligesom produktionen hist og her bærer præg af karrusel- og cirkusagtige elementer: ’Carousel’ med Frank Ocean snurrer på en bund af mørke, honningglitrende tivoli-keys, ’5% Tint’ lyder som en dræberklovns temanummer, og ’Skeletons’ med Tame Impala og The Weeknd er soundtracket til en pariserhjulstur på svampe.

’Astroworld’ er med andre ord et turpas til Travis Scotts karneval, der er delirisk og legesygt som aldrig før. Den psykedeliske åbner ’Stargazing’ og den tredelte banger ’Sicko Mode’ opløser eksempelvis sig selv med bratte beat-skift, mens odysséen ’Stop Trying to Be God’ ægter Kid Cudis rugende brummen med Stevie Wonders mundharmonika (!) og James Blakes dybfølte croon i et af Scotts mest fabelagtige, flerlagede eksperimenter hidtil.

Annonce

Det siger i øvrigt en del om Travis Scott som kunstner, at han udvinder det bedste fra langt størstedelen af sine features her. Kabalen af hitmagere bestående af blandt andre Drake, The Weeknd, Frank Ocean, Swae Lee, James Blake, Tame Impala, to tredjedele af Migos og Juice WRLD går op takket være hovedpersonens evner som facilitator. Scott er hverken den bedste rapper eller producer, men når det kommer til at kuratere en vision, er han en kapelmester uden lige. »Who put this shit together? I’m the glue«, understreger han på ’Sicko Mode’.

En af La Flames akilleshæle har alle dage været hans rap (eller manglen på samme), som han delvist indhenter her. Hans flows er stærke og adrætte på førnævnte ’Sicko Mode’, anden halvdel af ’Stargazing’ og den højoktane moshpit-gnist ’No Bystanders’, skønt lixtallet yderst sjældent hæver sig over sex, stoffer og børnerimsagtige ordspil som »No one can check me when it’s chess« (’Houstonfornication’).

Scott bliver aldrig nogen stor lyriker, hvilket man absolut heller ikke forventer af ham. Og selv om han stortrives i rollen som festdynamoen, der har indgået pagt med en ekstraterrestrisk autotune-djævel, vover han sig alligevel ud i betænksomhed på ’Coffee Bean’: Albummets ukarakteristiske lukker, der over sløret elguitar giver et sjældent indblik i Scotts tanker om forholdet til Kylie Jenner (»Your family told you I’m a bad move«), når først ecstasypillen har udpint dopamindepoterne.

’Coffee Bean’ er afstikkeren, der sætter hele albummet i relief: Her er Scott endelig sangens essentielle midtpunkt til forskel fra resten af tracklisten, hvor han blot agerer dukkefører. Flere af hans features overstråler ham, og når de ikke gør, virker de ligegyldige. Tænk Navs utilgiveligt miksede besyv på ’Yosemite’ eller den malplacerede radio-pleaser ’Wake Up’, der i grunden er en The Weeknd-sang.

’Astroworld’ er et forskruet tivoli, man vil vende tilbage til igen og igen, indtil man brækker sig af muteret candyfloss og pillepoppende sus i maven, men det er ikke et lige så banebrydende værk, som ’Rodeo’ var. Dengang var Travis Scott forud for sin tid. I dag er det nærmere, hvad man forventer af den infektiøse vibe-kurator.


Kort sagt:
Travis Scotts tredje album brygger videre på den særegne Frankenstein-formular, Houston-rapperen grundlagde allerede på ’Days Before Rodeo’-mixtapet fra 2014 med den twist, at universet nu lyder som en forlystelsespark på månen. Flere af numrene bærer præg af det forskruede og legesyge tivolikoncept, hvor en perlerække af gæstekunstnere får turpas til Scotts stærkt kuraterede karneval, der lidt for sjældent hiver ham ud af rollen som den evige dukkefører bag kulissen.

Læs også: Ord kan ikke beskrive Travis Scotts vanvittige video til ‘Stop Trying to Be God’