Det velformede vinder over det infernalske på det første Spiritualized-album i seks år

Det velformede vinder over det infernalske på det første Spiritualized-album i seks år
Jason Pierce.
Det velformede vinder over det infernalske på det første Spiritualized-album i seks år - And Nothing Hurt
4 6
Spiritualized
'And Nothing Hurt'

Album, Fat Possum/Playground

’And Nothing Hurt’, det første album fra Spiritualized-mastermind Jason Pierce i seks år, starter med lyden af en ukulele og en melodi, der rammer lytteren som bølger, der døsigt slår ind mod stranden på nummeret ’A Perfect Miracle’. Melodistumpen minder unægteligt om melodien til Elvis Presleys evergreen ’I Can’t Help Falling in Love’, hvilket der måske/måske ikke kan være en intertekstuel pointe med.

I forbindelse med udgivelsen af Pierces mesterværk, ’Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space’ (1997), blev Pierce tvunget til at foretage en sidste-minuts-justering: Rettighedshaverne nægtede ham at udsende den oprindelige version af titel- og åbningsnummeret, der inkorporerede ’I Can’t Help Falling In Love’ på smukkeste vis (den oprindelige version blev dog endeligt frigivet i forbindelse med en genudgivelse i 2009).

Man kan ikke undgå at få den idé, at Pierce på det, der ifølge ham selv er karrierens sidste album, sender en lille hilsen til en af de centrale myter, der knytter sig til hans største værk: At det i sidste øjeblik blev udsat for ’vandalisme’ (den Elvis-rensede version af titelnummeret er nu en skønhedsåbenbaring i egen ret, skal det retfærdigvis indskydes).

På mange måder har hele Pierces musikalske virke lydt som et ekko af den smukke, vuggende, men også roligt fremadskridende melodi til ’I Can’t Help Falling In Love’, som har netop den komposition budt sig til som det uplettede idealbillede, Pierce siden karrierens begyndelse dels har søgt at finde ind til i sine egne sange, men også som et ideal, han har ønsket at forvrænge, forstørre og strække ud til yderpunkter, hvor originalmodellen næsten ikke længere er til at genkende.

Pierce har blandet countryballader med sydstats-soulet rock, psykedelika og shoegaze med gospel. Han lyder ikke som så meget andet end sig selv, men på samme tid er det tydeligt, at han trækker på – og nikker meget tydeligt til – nogle oplagte referencer fra populærmusikkens ’gode, gamle dage’ (nogle af sangtitlerne på det nye album – ’I’m Your Man’, ’Let’s Dance’ – refererer eksplicit til berømte forlæg).

At lytte til Spiritualized er som at sætte to uforenelige størrelser i spil i forhold til hinanden og se noget smukt, både stærkt og sårbart, skyde op fra skaberkraftens våde muld: Skønhed og støj, kosmisk udadvendthed og narkotisk indadvendthed, amerikansk genrebevidsthed og britisk sensibilitet – et harmonikasammenstød af dimensioner.

Der er noget bevidsthedsudvidende over formen – godt hjulpet på vej af de ofte orkestralt knejsende arrangementer eller de psykedeliske freak-outs i atonal støj, der ofte er den enten underskønne eller infernalske destination Pierces sange synes ladet med.

Annonce

’And Nothing Hurt’ er både en bekræftelse og en art kulmination på alle de dyder (der med mellemrum tipper over i kategorien for ’for meget af det gode’, og dermed bliver til laster), som har kendetegnet Pierces musik i snart en menneskealder – han startede ud med tryk på det psykedeliske trip i Spacemen 3 i 80’erne.

Med sine blot ni sange på 48 minutter er det en meget koncis og koncentreret version af Spiritualized-æstetikken, vi præsenteres for, og det er en måske overraskende sangbar udgave. For eksempel er den indledende trio af sange helt udsædvanligt velskabte: Den førnævnte, valsetakt-slentrende ’A Perfect Miracle’, den ’Abbey Road’-bluesede ’I’m Your Man’ (med et omkvæd, der strutter af kæk charme) og, ikke mindst, ’Here It Comes (The Road) Let’s Go’, som er et godt bud på karrierens mest syng-med-egnede melodi. Man tager sig i den kætterske tanke: Er nu 52-årige Pierce gået for langt – er han sprunget ud som populist på sine gamle (desperate) dage?

Det er først på albummets femte skæring, ’On the Sunshine’, at Pierce finder tilbage til et af de ældste tricks i hans pose, nemlig et psykedelisk, støjrockende crescendo, der stopper akkurat inden oplevelsen truer med at træde vande.

Det er slående, hvor let og ligetil ’And Nothing Hurt’ præsenterer sig selv for lytteren. Det virker som et album lavet af en kunstner, der kender sin styrker ud og ind, men også sine begrænsninger. Det er noget så sjældent som et harmonisk Spiritualized-album – ikke så meget i den forstand, at lyrikken emmer af tilfredshed og afklarethed (for det er aldrig helt sagen: Pierces psyke ville formentlig gøre vildt oprør, hvis den opdagede, at den havde fundet sig til ro!), men mere i den rutinerede og håndværksmæssigt forbløffende rene udførelse, der kendetegner disse ni destillerede essenser af rendyrket Spiritualized-æstetik.

Deri ligger så også albummets eneste reelle fejl eller mangel: Vildskaben og det ukontrollerbare er om ikke fraværende på ’And Nothing Hurt’, så i hvert fald holdt i lidt for stramme tøjler.

Pierce har i promotion-interviews op til udgivelsen gjort opmærksom på, at albummet tog ham seks år at indspille, fordi han ikke havde råd til at booke dyre studier og store orkestre (som det var rockstjernens selvfølgelige privilegium i 90’erne) og derfor måtte lære sig at reproducere sin vanlige grandiositet ved hjælp af laptop-teknologiens velsignelser. Måske er der – trods det imponerende veludførte simulacrum af en opulent rockodysse og det generelt meget fine sangskriverniveau – gået et eller andet udefinerbart tabt i oversættelsen fra en organisk opbygget til en ’artificielt’ (kompenserende) arbejdsform?

’And Nothing Hurt’ er et meget velkomment, og overfladisk vurderet meget vellykket comeback til en kunstner, der har givet mere – kald det bare sjæl – til britisk rock end de fleste, men det er også et album, der reelt ikke byder på nogen musikalske eller soniske innovationer – men til gengæld har en nyhedsværdi deri, at Pierce lyder selvafklaret og zen frem for fremmedgjort og konfliktfyldt.


Kort sagt:
Med sine blot ni sange på 48 minutter er ’And Nothing Hurt’ en meget koncis og koncentreret version af Spiritualized-æstetikken, og det i en overraskende sangbar udgave. Det meget fine sangskriverniveau imponerer, men albummet byder ikke på nogen musikalske eller soniske innovationer. Det er som om Pierce på karrierens angiveligt sidste album har stillet sig tilfreds med at tilbyde sine fans en opsummering af sine dyder snarere end et vildt, bevidsthedsruskende trip.