De nyeste tracks fra danske hiphop-artister – lyt til ’DK rap’ på Spotify

Eminems homofobiske Tyler, the Creator-diss er det mest deprimerende, jeg har hørt i 2018

Eminems homofobiske Tyler, the Creator-diss er det mest deprimerende, jeg har hørt i 2018
Eminem.
En 45-årig Eminem, der sviner yngre kunstnere til med homofobiske skældsord – har vi virkelig brug for det her?
Eminems homofobiske Tyler, the Creator-diss er det mest deprimerende, jeg har hørt i 2018
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR Prøv at hør, jeg forstår det jo godt: Eminem giver ikke en fuck! Han tør sige alt muligt lort, som ingen andre tør sige! Han er fucking ligeglad!

Jeg forstår godt, det er befriende at have kunstnere som ham. Jeg er også gammel nok til at kunne huske, hvor fedt det var i tiden omkring ’The Real Slim Shady’ og ’Without Me’, da Slim Shady sparkede hele den snerpede popscene i røven og samtidig sagde alle de grimme ord, man ikke måtte sige.

Det er vigtigt at have artister, der vitterlig ikke har nogle fucks tilovers for nogen. Det er især vigtigt for en ungdomskultur som hiphop var (og er), at der er nogle kunstnere, der tør give de voksnes regler mellemfingeren.

Men alligevel. Der er noget, der føles forkert med Eminem i 2018.

Det føles småligt, når han på det nye album ‘Kamikaze’ disser rappere som den 18-årige Lil Pump, der ikke engang var født, da hovedværket ’Marshall Mathers LP’-udkom i år 2000. Det føles lidt småpinligt, når han bruger trap-flows som parodi bare for at vise os, at den unge generations musik er for plat.

Måske er det fordi, Eminem som 45-årig ikke længere kan claime ungdomsoprøret som udgangspunkt. Eller måske er det fordi han ikke længere føles som en outsider, men som en person i en magtposition, der sparker nedad.

Samtidig er der vel ikke nogen mere konform og reaktionær position end at være ham den gamle, der siger til de unge, at deres musik er noget lort. Tag bare Lil Yachty, som Eminem disser på ‘The Ringer’ fra ‘Kamikaze’.

Hvorfor har gamle, sure, magtfulde mænd som Eminem behov for at slå ned på unge, farverige kunstnere som Lil Yachty, der tydeligvis bare har det lidt sjovt og tilføjer genren lidt kulør? Engang var han jo selv ung, vild og udskældt. Nu er han den gamle, konforme stemme, der peger fingre af de unge regelbrydere.

Annonce

Men ja, det ville man måske kunne leve med, selv om det da er ærgerligt, når nogen bliver en karikatur af sig selv. Hvis altså ikke lige Eminem også insisterede på at rulle sine gamle provokatør-tricks ud af ærmet og sagde en række sexistiske og homofobiske ting.

For én ting er, at Eminem er sur på en hel generation af rappere, hvilket vel dybest set bunder i, at han ikke forstår dem. En anden er at kalde en ung rapper som Tyler, the Creator for en »faggot«, som Eminem gør på ‘Fall’ fra ‘Kamikaze’.

Det er ikke for at være overdrevet korrekt eller fintfølende, men helt seriøst, har vi virkelig brug for det her? En 45-årig Eminem, der sviner yngre kunstnere til med homofobiske skældsord?

Det har vitterlig intet at gøre med den unge Slim Shady, der nedbrød de voksnes tabuer og sagde det, andre ikke turde. Det her er tværtimod en mand, som er gammel nok til at kunne være Tylers far, der peger på en yngre rapper (der ovenikøbet har idealiseret ham) og angriber ham på hans seksualitet.

Seriøst, det er da for langt ude.

Det hører klart nok med til historien, at Tyler selv har sagt »faggot« rigtig mange gange og har fået rigelig ballade for det. Men det gør det ikke mindre pinligt, når gamle onkel Eminem vralter ind på hiphopscenen for at skælde ud på de unge med homofobiske skældsord. Det synes Justin Vernon, der gæster ‘Fall’, tydeligvis også. Han har i hvert fald frasagt sig nummeret og opfrodret til at »dræbe sangen«.

Historien har desuden den yderligere dimension, at Tyler, the Creator og hans ’Flower Boy’-album har været en central del af hiphoppens opgør med homofobi og seksuelle stereotyper. Tyler omtaler flere steder på albummet sin egen seksualitet med linjer, der er op til fortolkning. Der er blandt andet en linje om, at han har kysset drenge siden han var ung. Det er et smukt, følsomt og modigt album, der sammen med udgivelser fra folk som Frank Ocean og Brockhampton har indledt en ny, mere tolerant tid på hiphopscenen.

Tyler startede måske som fandenivoldsk provokatør. Lidt ligesom Eminem faktisk. Men med tiden står han som få andre for en nuanceret, følsom og tolerant hiphop. Og midt i den her tolerancens renæssance vælter gamle, sure onkel Mathers så ind og råber »faggot«.

Det er pinligt, det er kikset og det er fucking tåbeligt.

Læs anmeldelse: Eminem ’Kamikaze’