For meget terapitime og for få overraskelser fra Marissa Nadler

For meget terapitime og for få overraskelser fra Marissa Nadler
Marissa Nadler.
For meget terapitime og for få overraskelser fra Marissa Nadler - For My Crimes
3 6
Marissa Nadler
'For My Crimes'

Album, Bella Union/Friendly

Marissa Nadler har allerede drejet sine folkballader på hele otte album. Altid med håndfast kvalitetsbevidsthed og fingerspillede guitarakkompagnementer, der beklæder næsten hele diskografien som sortblomstrede gobeliner. Hun er næppe i stand til at lave et decideret dårligt album. ‘For My Crimes’ er heller ikke et af slagsen. Det er bare heller ikke et af Boston-sangerindens mest mindeværdige.

’For My Crimes’ er klassisk Marissa Nadler med en melankoli så ophøjet, at den nærmest kan skue over bjergtoppene og en rumklang, der kaster ekkoer tilbage helt til Leonard Cohens ’Songs of Leonard Cohen’ fra 1967.

Gang på gang i teksterne nævnes et ’you’. Sangene virker nærmest terapeutiske i deres hjertesorg, som var bladene i hendes personlige dagbog spildt ned i sanghæftet. Og Nadler tyr ikke til selvretfærdighed, mens hun skuer over ruinerne af et forhold: »Please don’t remember me / for my crimes«, synger hun på albummets første skæring, hvor hun tillægger sig en dødsdømts perspektiv, mens hun bliver ført mod henrettelsen med bundne håndled og gæstevokalist Angel Olsen spøger ude i periferien som en søster i synden, der allerede er trådt over i det hinsides.

»I know I’m going to hell«, synger Nadler længere inde på albummet, som en genoptagelse af temaet fra albummets åbner. Alt er kuldslåede nuancer af ravnesort, askegråt og englehvidt. Det er sigende for den gennemført gammeldags stil og monokrome æstetik, at en reference til Byrds-legenden Gene Clark (1944-1991) i dette univers virker som en anakronisme, når hun titulerer et nummer ’I Can’t Listen to Gene Clark Anymore’.

Sponsoreret indhold
»Lady Gaga spiller fænomenalt«
Lady Gaga og Bradley Cooper kæmper med stjernedrømme og forelskelse i Coopers intense instruktørdebut: ‘A Star Is Born’. Find billetter og spilletider her.
Warner/SF Film

På Marissa Nadlers forrige album ’Strangers’ bredte hun lærredet ud, skabte et mere dynamisk rum med større afstande, flere lag mellem flere instrumenter, så udtrykket blev mere dynamisk. Her og der fik man den fornøjelige mistanke, at Nadler pønsede på at opfinde sit eget brand af lyssky pop.

Det lignede en forgrening i vejen. Et nyt kapitel. Og således er det svært ikke at føle, at ’For My Crimes’ træder vande. Som om Marissa Nadler stikker halen mellem benene. Der er intet som sådan at udsætte på det her udspil. Især afslutningsnummeret ’Said Goodbye To That Car’ er direkte catchy og nærmest paradoksalt veloplagt. Også den svage 50’er-agtige evergreen-fornemmelse i omkvædet på ’Flame Thrower’ gør sangen mindeværdig og ørerne glade ved hvert genlyt.

Andre sange – som ’You’re Only Harmless When You Sleep’ og ’Are You Really Going To Move To the South’ – bliver til gengæld repetitive og lange i ansigtet. Så man til sidst bare ønsker sig, at bemeldte kæreste smækker kufferten i og træder på sømmet, så vi alle sammen kan komme videre med vores liv.

Singer/songwritere vil og bør blive ved med at synge om break-ups, så længe der er andre sysler tilbage end at sikre den blotte overlevelse på kloden. Men ’For My Crimes’ fremstår som en svagere kopi af ’July’ fra 2014, hvor Nadler også ruminerede smukt over et andet forlist forhold. For en så ensomt lydende kunstner er det beroligende og opmuntrende for fans og beundrere, at hun tilsyneladende har talent for at samarbejde med mange slags forskellige typer kunstnere. Ud over Angel Olsen er også Sharon Van Etten og harpisten Mary Lattimore, blandt flere andre, med på dette album. Tidligere har også tungere acts som blackmetal-enspænderen Xasthur og de Swans-inspirerede Wrekmeister Harmonies fået assistance fra Marissa Nadlers tidløse mezzosopran, der som få andres kan fremmane en fornemmelse af uafvendelig tragedie og romantisk stræben.

Men Marissa Nadler ville også på sine egne plader have godt af at komme ud af sin komfortzone og måske lægge terapitimerne andetsteds end i studiet. Lige så perfekt gennemført æstetikken og udtrykket er, griber jeg mig denne gang i at længes efter en overraskelse.


Kort sagt:
Marissa Nadlers hjemsøgende folkballader er altid værd at lægge øre til, men det ottende udspil føles trods smukke højdepunkter som en gentagelse af temaer og stemninger, der er besøgt med endnu større succes tidligere i diskografien.

 
 
Advertisement