Det nyeste hiphop finder du på ’RapCaviar’ på Spotify – opdateres hver uge

Joey Purp udvider og udfordrer hiphoppens grænser

Joey Purp udvider og udfordrer hiphoppens grænser
Joey Purp.
Joey Purp udvider og udfordrer hiphoppens grænser - Quarterthing
5 6
Joey Purp
'Quarterthing'

Album, Selvudgivet

I 2016 blæste Chicago-rapperen Joey Purp os bagover med mixtapet ‘iiiDrops’, der spåede vækkelsen af en ny stjerne udsprunget af hiphopkollektivet SaveMoney, der også tæller rappere som Chance the Rapper, Vic Mensa og Kami. Sidstnævnte udgør sammen med Purp rapduoen Leather Corduroys, og Kami er selv aktuel med singlen ‘Reboot’ i et ikke overraskende samarbejde med både Purp og Chance.

Men i modsætning til ‘iiiDrops’, hvor både Vic Mensa og Chance gav en hjælpende hånd til Purps raketfart, står hans første officielle studiealbum ‘Quarterthing’ langt mere som et selvstændigt projekt uden de store featurings. Med sine stadig mesterlige lyriske og genreomfavnende evner er Joey Purp nu for alvor trådt ud af SaveMoney-skyggen.

Men har han fundet sin egen lyd endnu, eller forsvinder personligheden i forsøget på at omfavne forskellige stilarter?

Inddragelsen af Wu-Tang Clan-rapper og producer RZA på introen til ‘Godbody Pt. 2’ og Wu-Tangs GZA på albummets spoken word-outro ‘In the Morning’ viser, at Joey Purp – i modsætning til en lang række nye rappere – har stor respekt for hiphoppens mere klassiske lyriske værdier. Og han mestrer dem uden på nogen måde at lukke døren for udforskning af andre stilarter.

Med et lynhurtige flow i hooket til ‘Paint Thinner’ udfolder Purp sine lyriske evner på eksplosiv vis og antænder beatet uden behov for så meget som en gnist. Senere skifter han til det berømte og berygtede ’aye’-flow, for så igen at skifte tilbage til en ny hektisk rimgeværsalve.

Samtidig formår han på den mere rolige ‘2012’ at stikke dybere lyrisk og følelsesmæssigt med åbningslinjerne, der ligesom flere andre steder berører en hård opvækst i Chicago: »I’m riding clean / bought a Montecarlo, I don’t want it though / they took my G / RIP my homie man, they took my dog«.

Annonce

Kontrasten i tempoet mellem førnævnte sange er én blandt mange forskelligheder og modsætninger, som Joey Purp forsøger at omfavne på ‘Quarterthing’, og det er i denne musikalske åbenhed – både fra Purps vokal og i hans beats – at de mest interessante ting opstår.

Singlen ‘Elastic’ fortsætter stilen fra Chance-samarbejdet ‘Girls’ fra 2016 med et mekanisk, rytmisk opbyggende underlæg og et helt stramt flow, som sender tanker mod Vince Stables’ ‘Big Fish Theory’. ‘Aw Sh*t’ bevæger sig i samme skæve univers, men tager den musikalske åbenhed til et nyt niveau med beatet, der hen mod slutningen nærmest forfalder og nedsmelter robotisk med overraskende synthlyde og mærkelige telefon-bip-melodier.

De mere skæve numre fungerer som en god overgang mellem introens soulparader og videre til albummets hårde kerne, hvor der både bliver skruet op for trap-musikken, aggressiviteten og dovenskaben, der igen flot omfavner kontrasterne.

Første del af ‘Fessional/Diamonds Dancing’ er et stærkt, trap’et hook, hvorefter Purp skifter til et rekordhøjt niveau af dovenskab over det sløve beat, der får to minutter til at føles som ti. På den gode måde! Og igen i kontrast til sløvheden står aggressiviteten i ‘Karl Malone’s råbende autotune-vers som et af albummets stærkeste udtryk, mens omkvædet gemmer på en mindre genialitet i sin brug af melodisk autotune ved linjerne om ’de nye rapperes’ stoffer som xanax og molly, mens linjerne om de mere klassiske gangsterstoffer blot råbes ud med høj aggressivitet.

Joey Purp er en spændende rapper, fordi han tør udforske flere forskellige stilarter og formår at mestre dem alle. Denne her omfavnende egenskab kan dog også opfattes som hans største svaghed, da der går noget tabt i forhold til personligheden.

Albummets første numre er soul-samples uden meget sjæl, som man skal igennem for at nå ind til den hårde og vigtige kerne. Her er kontrasterne imellem materialet så stor, at det kunne tyde på en identitetsrise, men bryder man først ind til kernen, bliver kontrasterne en form for styrke – en styrke, som kan og skal blive ved med at udfordre og fusionere hiphoppen som genre.


Kort sagt:
Joey Purps første rigtige studiealbum er et selvstændigt projekt, hvor Purp for alvor træder ud af SaveMoney-kollektivets skygge med en udgivelse, der viser stor musikalsk åbenhed og ikke mindst mesterlige lyriske evner. Albummets hårde og imponerende kerne er pakket ind i lidt ligegyldige soul-samplede numre, der står i så stor kontrast, at det kunne tyde på identitetskrise. Men selvsamme kontraster er i sidste ende det, der udgør albummets største styrke.