The Blazes debutalbum holdes tilbage af en idiosynkratisk houselyd

The Blazes debutalbum holdes tilbage af en idiosynkratisk houselyd
The Blaze.
Foto: Benjamin Loyseau
The Blazes debutalbum holdes tilbage af en idiosynkratisk houselyd - Dancehall
3 6
The Blaze
'Dancehall'

Album, Animal63

Der er en gammel joke om Chris Brown, der lyder således: »Når det gælder hans evner som sanger, er han en ganske habil danser«.

Det er fristende at fyre en lignende smøre af omkring fætterparret Guillaume og Jonathan Alric, der sammen udgør houseduoen The Blaze. Når snakken falder på The Blaze, fylder deres musikvideoer, som de også selv instruerer, nemlig omtrent lige så meget, som deres egentlige musik gør.

Det er dog tydeligt, at de ikke blot ønsker at skabe soundtracks til deres (i øvrigt konsekvent fremragende) musikvideoer. De har helt klart også øre for at skabe en lyd, der er deres egen, hvilket var både en fordel og en ulempe ved deres debut-ep, ‘Territory’ – den karakteristiske lyd gjorde udgivelsen sammenhængende, men det gjorde den også uheldigt ensartet.

De samme synder sætter sig desværre i høj grad på ‘Dancehall’, deres første album i fuld længde. Denne gang skal deres begrænsede lydunivers dog holde til hele 38 minutter frem for de 19, som ep’en varede.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Der skal ikke herske tvivl om, at The Blaze er kompetente musikere – deres take på deep house er typisk fyldt med varme synthesizers tilsat dybe, uslebne vokaler fra fætrene selv. Det er svært at pege på et nummer, hvor det ikke lykkes for dem at skabe en stemning, man kan mærke, gennem deres rige og ganske detaljerede produktioner.

Men stilen er ved at blive en hindring for deres kunstneriske udtryk. De er blandt andet begyndt at skrive sange, som deres idiosynkratiske vokaler ikke er egnede til. De romantiske ‘She’ og ‘Places’ er ingenlunde nær så overbevisende som duoens mere ængstelige cuts; ‘Heaven’ kunne muligvis have været deres bedste sang, hvis de ikke havde indskrevet høje toner, som simpelthen ikke lyder godt – end autotune kunne hjælpe – og ‘Faces’ lyder desværre decideret fjollet, når den samme stemme, vi tidligere har hørt på albummet, bliver choppet op i korte fragmenter.

Det nok bedste track er pudsigt nok det instrumentale afslutningsnummer, ‘Mount’. Nummeret er én lang house-crescendo, der byder på en intens, tilfredsstillende finale til albummet. Den samme kolossale lyd er til stede på den næsten vokalfri ‘Rise’. Mens det er godt, at ikke alle tracks er af så storladent format, er det svært ikke at tænke på, hvor fedt et album The Blaze ville kunne præstere, hvis de valgte at holde sig til instrumentale tracks.

Der er dog også tidspunkter, hvor deres unikke stemmer passer strålende ind – vokalen er fræk og uforudsigelig på det meget bekvemmelige og klassisk konstruerede åbningsnummer ‘Opening’. Den er også effektiv i at udtrykke angst på ‘Runaway’, der musikalsk er et af de mere eventyrlystne numre med sine små elementer af post-dubstep.

Med få undtagelser bydes der ikke just på de mest finpudsede melodilinjer, og det er synd, når sangene befinder sig i den mere melodisk orienterede ende af deep house. Det kan deres glimrende evner som producere ikke redde dem fra.

The Blaze gør det på ‘Dancehall’ klart, at de gerne vil være mere end bare dem med de fede musikvideoer – men deres særprægede lyd har endt med at male dem op i et hjørne, og trods nogle sporadiske højdepunkter er albummet endt som en lettere formløs oplevelse.


Kort sagt:
Houseduoen The Blaze har fundet en lyd, der utvetydigt er deres egen – desværre viser det sig på ‘Dancehall’, at det er en ret begrænset lyd. De klarer sig bedst, når de prøver at udfordre den, men alt for langt hen ad vejen befinder de sig i en musikalsk komfortzone.