»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Den psykedeliske popprins Connan Mockasin sætter de skæve vinkler i vater

Den psykedeliske popprins Connan Mockasin sætter de skæve vinkler i vater
Connan Mockason.
Den psykedeliske popprins Connan Mockasin sætter de skæve vinkler i vater - Jassbusters
4 6
Connan Mockasin
'Jassbusters'

Album, Caroline

Der bliver pirret til den sensoriske oplevelse, når man lytter til Connan Mockasins nye album – det første i fem år –  som desuden agerer akkompagnement til en hjemmelavet film ved navn ‘Bostyn ‘n’ Dobsyn’.

R’n’b-surrealist, psychpopprins, lo-fi-soul brother. Der er mange titler at hæfte på den new zealandske musiker, og fælles for dem alle er, at uanset hvilken genremaske, Mockasin ifører sig, har hans musikalske oeuvre netop altid været indsat i en skævt vinklet ramme.

Det var således også min forventning i mødet med ‘Jassbusters’, men fordums dvælen ved skælvende og atonale elementer har i denne ombæring veget pladsen for en mere smooth og poleret fernis, der dog stadig er et kælent stævnemøde mellem psych, soul og r’n’b. Et genre-rendezvous, som har gjort Mockasin til en af de mest interessante skikkelser i den psykedeliske popmusiks renæssance.

Når han således retter på de skæve vinkler, er det på sin vis et plus, fordi alting er indstillet i et klart fokus. Man skal ikke dechifrere de mærkværdige koder, som kendetegner Mockasins tidligere sange. Samtidig var det jo netop også en fascinerende dimension, man alligevel lidt savner.

Annonce

Med dialogbidder og en lækker loungestemning inviterer ‘B’n’D’ lytteren ind i det aktuelle musikalske univers. Dog er den ustemte leadguitar i ‘Charlotte’s Thong’ (nummeret skal angiveligt referere til en amourøs liason mellem Charlotte Gainsbourg og Mockasin) et koblingsled til hovedpersonens tidligere slingrende kurs.

Hvorom alting er, værdsætter man ‘Sexy Man’s vuggende progression og ‘Con Conn Was Impatient’s sofistikerede jazzpop-vibe, der kalder på en så umiddelbart fjern slægtning som svenske Stina Nordenstam som nærliggende reference. Hvilket blot vidner om Mockasins spændvidde på dette album, og selv om han afgjort er original, hører man samtidig ekkoer af kontemporære åndsfæller på neopsych-scenen. Med et tilbagelænet groove stævner ‘Last Night’ ud i de samme farvande som Unknown Mortal Orchestra.

Selv når man køber præmissen om, at materialet indgår i en kontekst, der skal anskues som en art soundtrack, undgår man ikke at føle, at nogle numre isoleret set tydeligvis er skåret efter samme skabelon. ‘Momo’s’ trisser tilforladeligt afsted i et adstadigt morads, og ‘Les Be Honest’ flirter med mageligheden, så nummeret tangerer det ligegyldige.

Tilvalg er lig med fravalg, og selv om man kan begræde, at Connan Mockasin sætter de skæve vinkler i vater, indstiller det samtidig ens fokus på hans glimrende sangskrivning og stilsikre flair for instrumentering og arrangementer.

‘Jassbusters’ er honning for øregangene, omend de elementer, der tidligere fik ørerne til at vibrere en ekstra gang, er tonet ned i denne ombæring.


Kort sagt:
Man bliver strøget kælent med den bløde håndflade på den new zealandske psych-darlings tredje udspil. Fordums dvælen ved skælvende og atonale elementer har veget pladsen for en mere smooth og poleret fernis, der dog stadig er et kælent stævnemøde mellem psych, soul og r’n’b.