Elektroniske elementer gør Roxy Jules’ melankolske rockmusik endnu mere nærværende

Elektroniske elementer gør Roxy Jules’ melankolske rockmusik endnu mere nærværende
Roxy Jules.
Foto: Johan Lei Gellett.
Elektroniske elementer gør Roxy Jules’ melankolske rockmusik endnu mere nærværende - Roxy Jules IV
4 6
Roxy Jules
'Roxy Jules IV'

Album, Nordic Music Society

Sanger og sangskriver Julie Runa har under navnet Roxy Jules udgivet ganske solid alternativ rockmusik siden starten af årtiet. Hun har altid haft hang til det nærværende og underspillede – albumtitlerne har blot været ‘Roxy Jules’, ‘Roxy Jules II’ og så fremdeles, og passende har deres artwork konsekvent været rimelig simple motiver i sort/hvid.

På overfladen ligner ‘Roxy Jules IV’ derfor selvsagt mere af det samme. En sådan dom ville dog kun være halvt sand, for hun fornyer faktisk sin lyd ret markant, alt imens disse nye elementer flot fremhæver det, der hele tiden har været hendes stærkeste forcer.

Det er ikke til at vade uden om: Roxy Jules’ lyd er blevet mere elektronisk. Hvert af hendes album har været lidt mere elektronisk end det forrige, men her har de elektroniske lyde fået et ekstra kick, idet produktionen er mere krystalklar end før. Det er ikke til at se bort fra længere.

Heldigvis fungerer de elektroniske instrumenter virkelig godt med denne produktion. Når det organiske i sangene ofte reduceres til Runa og en grungy guitar, går disse to enheder i smuk symbiose med hinanden, og den skarpe produktion får guitaren til at træde endnu klarere frem i mixet.

Det elektroniske på albummet skal virkelig roses for at give rockelementerne plads til at ånde, og der hersker ingen tvivl om, at ‘Roxy Jules IV’ i sin essens stadig er et rockalbum. Trommemaskiner og synthesizere krydrer blot ganske elegant musikken med et underliggende mørke, der klæder Runas allerede melankolske sangskrivning ganske godt.

Runa har en god fornemmelse for, hvornår hun skal holde igen, og det er derfor, at hun tilsyneladende ubesværet kan kaste sig over så bizarre tiltag som trap-hi-hats på ‘Fractured Bones’ eller et rendyrket electropop-track i form af ‘Come Away With Me’, uden at de stikker markant ud.

Det med at holde igen ender dog også med at være albummets væsentligste anke. Der bliver ikke gjort det store ud af at afslutte albummet særlig definitivt, så jeg sidder altid og venter på mere, når afslutningsnummeret ‘Driving At Night’ svinder ud. Det hjælper ikke på dette problem, at albummet kun er knap 29 minutter langt.

Når det trods alt er så kort, havde lidt mere helhedsfornemmelse også været rart. Albummets rækkefølge formår ikke at gøre det store for at skabe sammenhæng på tværs af tracklisten – nok med den ene undtagelse af, hvor fint den rendyrkede electropop på ‘Come Away With Me’ bliver integreret på en så rockorienteret udgivelse.


Kort sagt:
På det fjerde Roxy Jules-album tager elektroniske instrumenter en større plads end tidligere. Det er et vovet tiltag, men Julie Runa formår at udnytte det til at gøre sin melankolske rockmusik endnu mere nærværende.

Annonce