Det virker efterhånden som en festkliché: Den hakkende synthbas, det stramme trommebeat og Robyns ikoniske ord »somebody said you got a new friend«, der rammer højtalerne og kaster en ekstra følsom stemning over dansegulvet.
Selv otte år efter udgivelsen er Robyns ‘Dancing On My Own’ dog stadig et klassisk party-nummer og et udødeligt soundtrack til knuste hjerter. Og faktisk husker jeg ret tydeligt mit første møde med, hvad der skulle gå hen og blive en af mine absolutte favoritter, når det kommer til dans-dit-hjerte-ud-numre.
Efter en gymnasiefest i 2010 havde en af mine klassekammerater fået sit teenagehjerte knust, og i ægte millennial-stil var en af hendes coping-mekanismer blandt andet at poste noget poetisk på sin Facebook-væg. »I’m in the corner, watching you kiss her / I’m right over here, why can’t you see me / I’m givin’ it my all, but I’m not the girl you’re taking home / I keep dancing on my own«, stod der.
Ordene tappede ind i en helt særlig del af min 16-årige teenagehjerne, der var dybt forelsket i tanken om at blive forelsket, og måske faktisk også lidt i at få sit hjerte knust. En hurtig Google-søgning ledte mig selvfølgelig videre til Robyns lille mesterværk af et popnummer, og resten er historie. Det filmiske scenarie i ‘Dancing On My Own’, hvor man ser passivt til, mens ens udkårne kysser med en anden, passede helt perfekt som soundtrack til tre lidt halvforvirrede gymnasieår, hvor romantisk frustration blev bedøvet med følsom popmusik og Leonardo DiCaprio-film.
Kun for mig
’Dancing On My Own’ har siden gymnasietiden været et helt uundgåeligt party-anthem i mine vennekredse, og det er stadig en sang, der kan sende mig tilbage til følelsen af at tude på dansegulvet på Slagelse Gymnasium. Men det er også en sang, der langsomt med årene har fået lov til at udfolde flere nuancer af sig selv og hvad det egentlig vil sige at danse alene.
I et ømt øjeblik en fredag nat på Mac’en spurgte jeg min veninde, hvad hun følte, når hun hørte ‘Dancing On My Own’. »Jeg føler lidt det samme, som når jeg hører ‘Kun for mig’«, svarede hun.
Jeg havde aldrig rigtig forestillet mig, at Medina og Robyn skulle have noget som helst til fælles, men sammenligningen er alligevel ret præcis. For begge sange rammer nemlig lige ned i følelsen af at være i zen på dansegulvet, og de beskriver, hvordan dansegulvet næsten kan have en terapeutisk, frigørende kraft. Der er noget helende, validerende og ekstremt opløftende over at kaste armene i vejret og svede på dansegulvet, mens Robyn agerer ens personlige terapeut med sine relaterbare ord: »I’m just gonna dance all night / I’m all messed up, I’m so out of line«.
Lighedspunkterne mellem Medina og Robyn stopper måske også her, men når Robyn synger den insisterende sætning »I keep dancing on my own« føles det faktisk lidt som om, musikken kun spiller for mig. Alle de følsomme lag i musikken – tristhed, beslutsomhed og den euforiske følelse af at danse sine sorger i laser midt i en rodet menneskemængde – går op i en højere enhed, som er langt tættere på glæde og forløsning end melankoli. Det må da være en eller anden form for dansegulvsterapi?
En poetisk genistreg
Da jeg var 17 år, gymnasieelev og måske en lille smule melodramatisk, var det klart ordene: »I’m in the corner / watching you kiss her« og tanken om romancer som på film, der vejede tungest, men i dag er det i højere grad beslutsomheden og det frigørende i »I keep dancing on my own«, der giver størst genklang.
Det handler langt mindre om fortabt kærlighed og langt mere om frihed. Og at én sang og så simple ord kan tappe ind i så mange forskellige sindsstemninger vidner om nummerets poetiske genialitet.
Jeg tror i høj grad, at en sangs levetid kan blive defineret af de forskellige stemninger, man er i stand til at læse ind i den, og i den forstand er det virkelig lykkedes Robyn at lave en poetisk, sproglig genistreg med ‘Dancing On My Own’. Tekstens plastiske, skiftende betydning har også været årsag til, at den flere gange er dukket op i film og tv-serier som ’Girls’ og ’SKAM’, og den er også blevet adapteret som en form for gay-anthem i et cover af britiske Calum Scott.
Den måde Robyn er i stand til at synge sit eget hjerte ud og samtidig også skære så dybt ind i sit publikums egne følelser er noget af det, der foruden hendes særlige musikalske stil gør hende til så stærk en sangskriver. Man mærker især også den kvalitet på singlen ‘Missing U’ fra hendes snarlige album ‘Honey’, hvor hun endnu engang formår at synge sin smerte ud i et eminent fremadstormende dansenummer.
Det er det samme, ‘Dancing On My Own’ kan – sangen viser os, at dansegulvet kan være et følsomt, forløsende sted, hvor hjerte for alvor rimer på smerte, og hvor melankoli og eufori hører sammen på fineste vis.
Forhåbentligt indeholder ’Honey’ endnu flere af den slags øjeblikke.
Læs også: 14 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene