»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Ghostface Killah rapper dominerende over lækre, støvede soulbeats på ‘The Lost Tapes’

Ghostface Killah rapper dominerende over lækre, støvede soulbeats på ‘The Lost Tapes’
Ghostface Killah.
Ghostface Killah rapper dominerende over lækre, støvede soulbeats på ‘The Lost Tapes’ - The Lost Tapes
4 6
Ghostface Killah
'The Lost Tapes'

Album, X-Ray Records

»Yeah, yes. You hear that motherfuckin’ soul shit? You hear that shit? Soul rap, r’n’b, dusty soul rap«.

Sådan indleder skuespiller Michael Rapaport på selvtilfreds vis intronummeret på Ghostface Killahs nye soloalbum.

Det er på mange punkter en rimelig ligegyldig intro – enhver kan jo let høre, at der er masser af støvede soulsamples, hvis de blot hører musikken. Men det siger en del om albummet, at det ikke har noget større statement at åbne med. For de seneste mange år har Wu-Tang Clan-rapperen fokuseret på højtragende konceptalbum og samarbejder, men med ‘The Lost Tapes’ er der ‘blot’ tale om en samling sange med klassisk støvet Ghostface-lyd.

Da der ikke er noget koncept, har Ghostface Killah jo altså også total musikalsk frihed, og han har fokuseret på at lave en række sange, der fungerer godt på egen hånd – og til det har han trukket på en lang række gæsterappere, heriblandt sværvægtere som Snoop Dogg, Big Daddy Kane og mange af de gamle Wu-venner.

Trods de mange features er det ganske tydeligt, at det er Ghostface Killah, der er hovedpersonen. Han er både dominerende og fokuseret bag mikrofonen, og trods fraværet af et gennemgående koncept, har han sørget for en gennemgående lyd, der skaber sammenhæng mellem de ellers forholdsvis assorterede tracks.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Hvis vi ser bort fra interludier, intro og outro, er der kun otte sange på ‘The Lost Tapes’. Det lyder ikke som det store, men det betyder, at Ghostface Killah ikke spilder din tid. De soulede beats er hele vejen igennem eminente, og han sørger for at få sine gæster til at levere deres a-game – selv Snoop Dogg lyder på ‘Saigon Velour’ bedre og mere engageret, end han har gjort i årevis.

Selv om alle sange oser af talent, føles det lidt uambitiøst, at de færreste af sangene tematisk bevæger sig henover andet end den vante brag-rap, vi efterhånden har hørt Ghostface optræde med utallige gange. Både Ghost og hans mange kumpaner behandler dog de trætte emner på vældig underholdende vis, og de sparer ikke på de kreative ordspil og morsomme vinklinger, der kan trække på smilebåndende.

Når Ghostface går uden for denne komfortzone, går det ellers typisk meget godt. Han bliver en romantisk loverman på balladen ‘Done It Again’, og der er blodig historiefortælling på ‘Watch Em Holla’. Det stærkeste track på albummet er ‘Constant Struggle’, hvor Ghost sammen med Killah Priest og Bishop Lamont reflekterer over, hvad frihed er for en størrelse. Dette gør de over et minimalistisk gospelbeat, der giver nummeret en spirituel aura.

Albummets omkvæd er nok det svageste led. De fleste af dem bliver rappet af Ghost selv, og de er sjældent særlig sticky. De lyder egentlig mest af alt som linjer, der oprindeligt var skrevet til versene, men så blev skåret fra.

Hvis man ser bort fra outroen, atter med Michael Rapaport, slutter ‘The Lost Tapes’ af med ‘I Think I Saw a Ghost’, der er en lettere pinlig omgang raprock, der sampler både Van Halen og Black Sabbath, hvis jeg ikke tager meget fejl. Rappernes levering er stadig god, men lyden er alt for rodet. Heldigvis er det den eneste sang, hvor instrumentationen ikke sidder lige i skabet – det er blot en uheldig måde at afslutte et ellers ret godt album.


Kort sagt:
Hjulet bliver ikke genopfundet på ‘The Lost Tapes’, men hvis du er til støvet soulrap i bedste Wu-stil, skuffer Ghostface Killah og hans slæng af gæsterappere ingenlunde. Albummet spilder ikke tiden med at levere stribevis af lækre soulbeats og kreative verselinjer, hvilket nu engang er det Ghost er bedst til.

Læs også: Vi har rangeret alle 11 vers på Logics nummer med Wu-Tang Clan – fra værst til bedst

Advertisement