»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Hold øje med Pizzagirl: 80’er-fantastisk soveværelsespop om pubertære romancer

Hold øje med Pizzagirl: 80’er-fantastisk soveværelsespop om pubertære romancer
Pizzagirl.
Pizzagirl, eller bare Liam Brown, synger om ungdommens romancer over fløjlstykke 80’er-melodier, som han bager i hjemmestudiet The Beatzzeria. Og så er musikken en pink fuckfinger til den liverpoolske maskulinitet.

The Beatzzeria… Really?

Really! Liam Brown er – for lige at få dét på plads – en anelse spøjs. Og spøjsheden indebærer naturligvis, at hans hjemmestudie i sit soveværelse er døbt The Beatzzeria. Endnu bedre – eller værre, alt efter temperament – bliver det på hans website, mypizzagirl.com, der på fascinerende vis krydser et halvsløjt forstadspizzerias ærgerlige hjemmeside med en ti-årigs farvefyldte forsøg på en PowerPoint-præsentation.

På websitet kan man læse sig frem til, at han er 14 år gammel, vejer 205 kilo og taler 34 sprog. Det er – skulle femøren ikke allerede være faldet – naturligvis ikke sandt. Just for the lolz, som man siger på internettet.

Annonce

Men… er den påtagede weirdness og den millennialske ironi ikke ved at være lidt trættende?

Jo, eller… Men i tilfældet Brown er der en pointe, for her hænger musikken uløseligt sammen med personaen og det skingre website. Hans musik er primitivt indspillet, farverigt og humørfyldt i sin lyd – og alligevel ret teenage-usikkert. Det er lyden af den umiddelbare ungdom; om idrætshaller, kaffebarer og gymnasie. Og det er (især!) lyden af en fyr, som i sine gymnasieår lagde en dæmper på sin hang til pink tanktoppe på grund af Liverpools »giftige maskulinitet«. Men nu er farverne fundet frem – og gudskelov for det. For selv om Brown kun er otte sange gammel, så er han værd at spidse ører til.

»Det er dejligt at kunne frigøre sig fra det (den giftige maskulinitet, red.), nu hvor jeg bare er mig selv; nu kan jeg opveje alle de år, hvor jeg har holdt lav profil«, har Brown sagt i et interview. Og frigørelsen mærkes så tydeligt i musikken. Der er en umiddelbar glæde i de fleste af sangene.

Tag bare den seneste single ‘Gymnasium’. Kun 13 (!) sekunder bruger han på verset, før han lader omkvædets steppebrand af trommeslag og tropiske synthtoner skylle ind over lytteren. Han kan simpelthen ikke vente med at slippe det løs. Forløsning! Og så synger han bare om at chille i motionscenteret. Her kan man altså med rette tale om feel good og alt det der.

Brown er selve personificeringen og lyden af sin egen identitetsskabelse. Derfor er det netop vigtigt at have hjemmesideæstetikken og Browns andre særpræg med i lytningen af hans musik. Der er skruet ekstra op for elementerne, ekstra op for det mærkelige og det kærlige.

Når Brown tillader sig at synge »that makes me go ‘tu-de-lu-tu-de-lu’« på sin debutsingle ‘Favourite Song’, ikke afholder sig fra at skrue helt op for weirdness på sit website og af alle muligheder vælger at kalde sig for Pizzagirl, så er det hans egen personlige »fook off« til de liverpoolske gymnasiebøller, der ikke tillod afstikkere fra heteronormativitetens strikte kasser.

Okay, jeg hører dig. Og fortæl mig så lidt mere om musikken.

Nu hvor jeg allerede har nævnt Browns debutsingle ‘Favourite Song’, så lad os i stedet hive fat i hans klart største streamingsucces, ‘Seabirds’, der med 460.000 afspilninger er stukket godt fra nummer to, ‘Coffee Shop’, som i skrivende stund kun kan prale med knap 100.000 af slagsen. ‘Seabirds’, der med tekststykker som »I wish the seabirds were in my body / I wish the seabirds would leave me dead« gør, at jeg kæmper lidt med at levere en litterær analyse, emmer af noget nedtrykkende, men som alligevel har øjeblikke, der lyder fantastisk opløftende. Som en nedslået, depressiv fyr, der står og fløjter glade melodier.

Sangens melodiske og stadig enormt bedrøvelige guitarriff, der først slår sig an efter nogle rundganges sparsom synth og bas, er helt forrygende. Siden tager Browns vokal, der er kolporteret gennem 15 klangbokse, styringen og lister langsomt hen mod det atmosfærisk tilfredsstillende omkvæd. Måden, som linjen »I love the way things have a double life« bliver løbet afsted, er i sig selv optur.

Og sådan forløber de fleste af Browns foreløbigt otte sange faktisk. Solidt funderet omkring pubertære romancer, fortalt henover svulstige synthmelodier, som trækker fløjlstykke tråde til 80’erne, og oftest kulminerende i humørløftende omkvæd. Skidemeget variation finder man ikke (endnu). Men altså – kan man ikke lide duften i pizzeriaet, må man jo pænt daffe.

Jeg er solgt. Hvad kan man forvente i den nærmeste fremtid?

Selvfølgelig er du det.

Og som udgangspunkt kan du forvente en del, for den unge mand er jo kun lige begyndt. Det er værd at huske på, at debutsinglen ‘Favourite Song’ udkom så sent som i januar i år, så den liverpoolske spillemand har altså endnu til gode at fejre sit etårsjubilæum som popsnedker. Og man ved jo, hvordan unge artister sprudler løs, når først svineriet går i udbrud.

Helt konkret så har Brown sin anden ep på trapperne. Den er døbt ‘Season 2’, og indtil videre er føromtalte ‘Gymnasium’ samt ‘Highschool’ blevet sluppet afsted som singler. Ep’en, som ligesom forårets ‘An Extended Play’ vil indeholde seks sange, forventes ude den 30. november på selskabet Heist Or Hit. Et ikke så stort Manchester-baseret pladeselskab, som også huser Browns lokale Liverpool-kolleger fra Her’s.

På koncertfronten er det en smule mere uvist, hvornår vi europæiske fastlændere kan få fornøjelsen af ham på scenen. Indtil videre er han udelukkende booket til shows i Storbritannien, men mon ikke, vi har lov at være så heldige, at nogen sender ham vores vej engang i 2019. Fingrene er krydset, i hvert fald.

Læs også: Hold øje med de fem venner i Glød: »Om en måned ved folk, hvem vi er«