Juice WRLD skal løfte emorap-arven fra Lil Peep og XXXTentacion
Juice WRLD.

Juice WRLD skal løfte emorap-arven fra Lil Peep og XXXTentacion

Efter seks-syv minutter af mit interview med Juice WRLD lyser hans øjne op for første gang: »Bro, mine ører er lige poppet!«.

Den rimelig tømmermændsramte rapper er kun 19 år, og han har ikke engang været kendt uden for hjembyen Chicago i et helt år. Men nu består hans liv af en strid strøm af koncerter, interviews og andre forpligtelser. Trykket når knap nok at lette fra ørerne, før man flyver videre igen.

Hver dag byder på kaotiske oplevelser, kæmpe crowds, nye byer. For kort tid siden kastede en narkotiseret mand for eksempel en dildo efter rapperen i en taxa i Berlin, da han kørte forbi en sexshop: »Han kastede sindssygt præcist, så dildoen sad fast i vinduet, selv om ruden næsten var kørt helt op!«.

Og i dag sidder han så her. I København. Samme aften har han en udsolgt koncert i Store Vega.

»Ved du, hvor der er en skateshop her i nærheden?«, spørger han mig på et tidspunkt. Jeg giver ham en adresse og spekulerer over, om han egentlig ved, hvilken by han er i. Det hele går jo så mega hurtigt.

»Tingene går for hurtigt til, at jeg overhovedet kan skille tingene ad. Jeg er her det ene øjeblik og væk det næste«, siger han.

Så vidt så klassisk: Fortællingen om, hvordan internettet katapulterer rappere til superstjernestatus, ligner sig selv. Men hos Juice WRLD har den en ekstra dimension.

For Jarad Higgins, som han helt normalt hedder, er ikke bare en hypet, ung rapper, der pludselig har en masse fans. Han er mere end det: Juice WRLD er gallionsfigur for en ungdomsbevægelse inden for hiphoppen, der dyrker (ulykkelige) følelser, poppunk-inspirationer og en ny form for maskulinitet. Han er epicentret i en storm, der for tiden forandrer hiphopverdenens overflade.

Grunden til, at Juice WRLD har fået den her status som potentiel generationsstemme, er ikke kun hans egne stærke sange, der tæller emorap-ballader som gennembruddet ‘All Girls Are the Same’ og det globale verdenshit ‘Lucid Dreams’. Men også to store dødsfald. For i de seneste tid har den unge, eksplosivt voksende hiphopscene mistet sine to største helte: Lil Peep og XXXTentacion. De er allerde en form for Tupac og Biggie for emorap-generationen. Juice WRLD har endda lavet sangen ’Legends’ om deres tragiske dødsfald.

Dén sang, hans store succes og tomrummet efter Peep og X har gjort, at den unge rapper fra Chicago pludselig skal fylde rollen som scenens frelser. Men de omstændigheder gør også, at han til dels befinder sig i skyggen af de to ulykkelige skæbner.

For Peep og X døde som henholdsvis 21- og 20-årige. Juice WRLD bliver 20 til december. Det er ikke kun forløbernes artistiske skygge og store fanbase, der følger ham. Der er også en dyster advarsel, der er svær at ignorere. For Jarad Higgins stræber for tiden mod at blive den generationsdefinernede artist, Peep og X var på vej til at blive. Men samtidig er han nødt til at undgå de faldgruber, der tog deres liv alt for tidligt.

Juice WRLD.

»Told her if I die, I’mma die young«, rapper Juice WRLD På ’Lean Wit Me’ og lyder i processen påfaldende meget som den dødsforelskede Lil Peep. I videoen til ’Black & White’ er han til sin egen begravelse – ligesom XXXTentacion i ’Sad!’-videoen, der først kom ud, da X rent faktisk var død. Det kunne godt ligne, at de samme skygger, der allerede har slugt flere af hans generations vigtigste stemmer, også er ved at omfavne Juice WRLD.

Men det, der gør, at man i alt det her kaos føler sig håbefuld for den unge rapper, er blandt andet hans forhistorie. For da den 19-årige kunstners ører endelig er poppet, og han har fået adressen på nærmeste skateshop, vågner han til live og fortæller en ret fascinerende historie om sin opvækst.

For Jarad Higgins var nemlig ikke en rowdy ung kriminel som XXXTentacion eller en dødsforelsket stofmisbruger som Lil Peep. Faktisk er det ikke længe siden, Juice WRLD var det modsatte af rapstjerne: Han var fabriksarbejder.

Fanget på fabrikken

»Jeg arbejdede på en bilfabrik, hvor jeg skulle lave de små håndtag, folk holder fast i. Senere hen skulle jeg lave en eller anden ting, der blev til en del af en bil. Jeg vidste faktisk ikke, hvad den blev til«, siger Juice WRLD og gestikulerer med hænderne for at vise bevægelsen, han skulle lave ved maskinen utallige gange om dagen.

Og så begynder han at fortælle en historie, der nærmest lyder som en socialrealistisk novelle, der beskriver industrialiseringens fremmedgørende effekt på dem, der er fanget i maskinen:

»Det sørgeligste var, at jeg arbejdede lige ved siden af en mand, der var 70 år gammel. Og han gjorde de præcis samme ting som mig. Han har sikkert været der i 35 år. Jeg tænkte, hvorfor er du her? Det var skræmmende. Man kan blive fanget og vokse fast sådan et sted. Og det eneste, du får, er en jakke, hvor dit navn er broderet på. Eller du kan blive månedens medarbejder, og så er der gratis pizza hver fredag. Man knokler og slaver hele sit liv – og det eneste, man får for det, er gratis pizza. Jeg vidste, jeg måtte komme væk derfra hurtigst muligt. Jeg ville hellere være broke end at arbejde der. Sådan et sted dræber din personlighed«.

Dén slags helt konkrete livshistorier er næsten forsvundet i hiphoppens mytologi. Mange af hiphoppens nye fortællinger handler om cool kids, der finder sammen via Instagram, influencers, der bliver rappere, eller andre underlige måder, som internettet skaber stjerner på. Juice WRLD’s valg var hiphoppens helt klassiske dilemma: Enten bliver man stjerne, ellers bliver man på fabrikken.

Jeg vidste, jeg måtte komme væk derfra hurtigst mulig

Jarad Higgins havde oprindeligt valgt at arbejde. For selv om han var intelligent og fik gode karakterer, var han ikke flittig i skolen. Han skatede og dyrkede sport, men ikke nok til at bryde igennem. Så da musikken i lang tid ikke førte nogen steder hen, endte han på fabrikken. »Jeg var nødt til at tage big boy shoes på og tjene nogle penge«, som han siger.

Men efter kun to uger blev den fremtidige rapstjerne fyret. Han glemte vist at dukke op et par gange, og så var det slut.

»Min mor blev træt af mig efter det«, siger Higgins om fyresedlen. »Hun ville have, jeg skulle arbejde eller tænke over college. Jeg tror, nogle forældre har mere forståelse for deres børns drømme end andre. Og min mor var meget sådan: Skole, arbejde, skole, arbejde, og så videre. Men jeg forstod godt, hvorfor hun gjorde det. Musikindustrien er en af de sværeste brancher at komme ind i. Det er ligesom NBA. De lukker ikke bare hvem som helst ind«.

Lige da det så ud som om, musikkarrieren aldrig ville blive til noget, kom der dog et uventet gennembrud.

Under vingen hos de lokale gangstarappere

»Tingene begyndte at ske for mig, da en dj fra Chicago, der hedder DJ Victorious, hev fat i mig«, fortæller Juice WRLD. »Jeg ved ikke, hvordan han fandt mig. Men han tog mig med i studiet, hvor G Herbo også var. Jeg endte med at samarbejde med G Herbo og hans partner Lil Bibby«.

G Herbo og Lil Bibby er hårde gaderappere, der blev store i kølvandet på Chief Keefs succes. Keef havde startet drill-bølgen i 2012 og ændrede Chicagos image totalt. Før var byen kendt for soulrap a la Kanye, Common og senere Chance the Rapper. Men med Chief Keef (og andre folk som Lil Durk, King Louie og Lil Reese) fik verden øjnene op for Chicagos mørke side. Det blev gangstamusikkens nye hovedstad i en kort periode.

Juice WRLD. (Foto: Dia Dipasupil/Getty Images)

Det interessante ved Juice WRLD er, at han slet ikke passer ind i nogle af de kategorier for Chicago-rap. Hans musik opererer slet ikke på Chance/Keef-spektret. På den måde er hans musik i høj grad et produkt af internettet: Den her følsomme, sangbaserede emorap er mere inspireret af Futures auto-tune-ballader og Lil Uzi Verts Xanax-syrede klagesange end af musikken i lokalmiljøet. Men gaderapperne G Herbo og Lil Bibby tog alligevel den følsomme Juice WRLD under deres vinger, selv om han lød helt anderledes.

»Jeg kan huske første gang, de tog mig med til L.A.«, siger Jarad Higgins og udtaler byens navn på samme måde som et barn ville sige ’Disneyland’.

»Det handlede slet ikke om mig, for dengang var fokus på G Herbo, der var i gang med at lave albummet ’Swervo’ med Southside (stor trap-producer fra Atlanta, red.). Men jeg tog med for at vise mit ansigt, og en gang i mellem fik jeg lov til at indspille nogle vers. Men ellers observerede jeg mest og mødte en masse folk som Chief Keef og Waka Flocka Flame«.

Turen udmunder sig i en af den unge rappers første større gæsteoptrædener på ’Honestly’ fra G Herbos ’Swervo’-album. Sangen er et perfekt billede på, hvor umage venner Juice WRLD havde fået: Midt på det her barske, nedbarberede gaderapalbum kommer der pludselig en helt øm sangstemme. Det er tydeligt, at Juice WRLD er noget helt andet end de klassiske gangstarappere, han deler track med. Og da hans solosange begynder at tage fart, bliver det hurtigt klart, hvor stort et publikum, der er for Juice WRLD’s følsomme hiphop.

Chief Keef møder Ozzy Osbourne

»Jeg er inspireret af alt fra Chief Keef til Ozzy Osbourne. Forestil dig en sang, der lyder som en blanding af det – jeg har omkring 100 sange, der lyder sådan«, siger Juice WRLD, da jeg spørger ind til hans musik. Men han forklarer også, at det ikke altid har været sådan.

»Jeg plejede at være fan af Lil Wayne, Drake og Eminem, og jeg prøvede hele tiden at sige sindssyge linjer, der kunne få folk til at sige damn. Jeg gik op i metaforer, punchlines, sammenligninger og figurativt sprog«.

Juice WRLD’s udvikling er et spejlbillede af hele den unge hiphopscenes udvikling. Klassiske hiphop-bars er ikke længere i centrum, ligesom rappere ikke længere går i vildt baggy tøj og har testosteron-pumpende machoattituder. En ny form for rapper har vundet frem. Og Juice WRLD er nærmest arketypen.

Jeg plejede at være fan af Lil Wayne, Drake og Eminem

Han er piercet, totaltatoveret, har braids og klæder sig i rockinspireret lædertøj. Når man er til koncerter med Juice WRLD, som for eksempel i Store Vega i oktober, føles det skiftevis som emotionel fællessang og moshpit-baseret aggressionsudladning. Det er hiphop som fællesterapi for en hel ungdomsgeneration.

Juice WRLD er på ekstremt kort tid blevet rapperen i centrum af denne her ungdomsbevægelse. For efter den første læreperiode hos G Herbo og Lil Bibby udgav han først ’All Girls Are the Same’ og så ’Lucid Dreams’, der blev gigantiske globale hits. Det er hypermelodiske sange, hvor Juice WRLD bruger et flow, der nærmest er endnu mere syngende end hos forbillederne Lil Uzi Vert og Future. Især ’Lucid Dreams’ er blevet et lige så stort globalt fænomen som Lil Uzi Verts generationshymne ’XO Tour Llif3’ var sidste år.

I sin kerne laver Juice WRLD ulykkelige kærlighedssange forklædt som trap – melankolske ballader om knuste hjerter og dulmende narkotika, der samtidig fungerer fint som festsange. Til hans koncerter bliver der jævnligt moshet til sange, der handler om depression og sorg. Og det siger måske alt om hans musik: Weltschmertz man kan moshe til.

Dans med døden

Men i den her altomsluttende weltschmertz er der tit mere end et glimt af dødslængsel. Og hele ideen om at selvmedicinere ulykkeligheden med en lang række stoffer er også pænt risikabel. Det ville måske være nærliggende at kalde det hele for en tom poseren. Altså, hvis alle teenagere, der nogensinde havde skreget »jeg ville ønske, jeg var død!« rent faktisk døde, ville de fleste af os ikke være her i dag.

Men det var jo netop det, alle sagde om Lil Peep. Og om Mac Miller. Indtil de pludselig blev fundet døde.

Man kan ikke længere benægte, at blandingen af depressiv dødslængsel og en ret all you can eat-agtig tilgang til stoffer har haft helt konkrete konsekvenser i hiphopverdenen.

Juice WRLD.

I kølvandet på Lil Peeps død kom der en modbevægelse mod stofferne, hvor folk som Lil Uzi Vert, XXXTentacion og en række andre offentligt tog stilling mod misbrug. Selv Xanax-talsmanden over dem alle, Lil Pump, tog afstand.

Men nu, omkring et år senere, virker det ikke som om meget har ændret sig. Hiphoppen kredser stadig om pilleglasset lige så sikkert som jorden kredser om solen. For hiphoppens forhold til stoffer er gået fra en ret monoman weed-fascination til at inkludere stoffer som MDMA, lean (hostesaft) og angstmedicinen Xanax. Samtidig er rappere og deres fans blevet yngre og yngre. Der er sket et farligt ryk, hvor yngre mennesker er mere åbne for flere stoffer.

»Jeg tager ingen stoffer«, fortæller Juice WRLD. »Det er sørgeligt, hvad der er sket med Peep og X. Når alt kommer til alt, må alle indse, at de artister, de idealiserer, også er mennesker. Og der er mange flere mennesker end dem, der dør hele tiden, og som man aldrig hører om«.

Den unge rapper har en pointe. Der har i flere år været tale om en decideret epidemi af nye stoffer i USA, hvor især angstmedicin og smertemedicin er skyld i utallige dødsfald. Det er et landsdækkende problem. Det er bare noget nyt, at man så tydeligt og direkte kan se det afspejlet på hiphopscenen. Både i musikken, men også i kunstnernes liv – og død.

Rappere er også kun mennesker

»Du kan smadre dig selv som 18-årig«, siger Juice WRLD. »Artister glemmer nogle gange, at de også er mennesker. De er på den her platform, hvor alle forguder dem. De får alt, hvad de vil have. Men stjerner kan lige så hurtigt dø unge som alle andre. Jeg håber aldrig, jeg mister jordforbindelsen. Jeg prøver bare at være mig selv og ikke ændre mig«.

Den ekstreme hype blandet med stoffernes farlige understrøm gør, at Juice WRLD balancerer på en knivsæg: Udpeget til at være Peep og X’ arving, men samtidig i fare for at følge i deres dødsdømte fodspor. Når han taler om, at han håber på aldrig at miste jordforbindelsen, er det tydeligt, at han oplever den fare som en konkret ting.

Derudover er Juice WRLD’s kamp også til en vis grad hans generations kamp. For det er fascinerende og positivt, at hiphoppen kan forandre sig så meget. At den kan smide gamle fordomme overbord, finde nye udtryksformer og genskabe rapperrollen som noget helt nyt. Forandring er godt, også for den tit meget traditionsbundne hiphopgenre. Men de mørke farer, der lurer, virker meget tydelige i emorappen, der mistede sine to største navne i løbet af det første år af sin eksistens.

Du kan smadre dig selv som 18-årig

Juice WRLD’s skæbne er stadig uklar. Han er totalt stoffri, siger han som nævnt, men hans nye album er et fællesprojekt med narkofyrsten over dem alle, Future. Det hedder ’WRLD On Drugs’. Artworket forestiller piller og hostesaft.

Det skal siges, at hverken Juice WRLD eller Future som sådan glorificerer stoffer som eksempelvis Lil Pump gør det. De indgår i stedet i en kontekst af depression og fremmedgørelse; stoffernes funktion er at dulme en smerte. Så indtil videre er lean, Xans, MDMA og så videre stadig en del af pakken. Eller i hvert fald en del af musikken.

Men når man taler med Jucie WRLD, får man ikke indtrykket af at tale med en gennemdeprimeret person, eller en dødsmærket mand.

XXXTentacion lignede altid, at han var på vej mod en eller anden voldsom slutning. Peeps aura var gennemsyret af dødslængsel. Men Juice WRLD virker ikke fjern eller manisk. Han virker jordbunden. Han virker som en rapper, hvis største problemer i dag har været, at hans ører trykkede efter flyeturen, og at han ikke har noget skateboard. Alt skal nok gå, fornemmer man.

»Lige nu savner jeg ingenting«, siger han, da jeg spørger, hvad han tænker tilbage på, når han er på turné. »I hvert fald ikke noget, jeg kan komme i tanke om. Jeg nyder øjeblikket«.

Læs også: Generation moshpit: Hvordan en ny bølge af rappere og fans har ændret hiphopkoncerten

Lyt til podcast: Koncert-special i Standard Ekstra: Hvornår blev hiphopshows så punk?