Kanye West var ’Saturday Night Live’s dårligste joke

Still or sparkling? Jeg havde rent faktisk høje forventninger, men der var absolut ingen brus i Kanyes weekendbesøg i ’Saturday Night Live’. Det var faktisk mest af alt pinligt.
Kanye West var ’Saturday Night Live’s dårligste joke
Kanye klædt ud som en Perrier-flaske i 'Saturday Night Live'.

KOMMENTAR. Lørdagens sæsonpremiere af ’Saturday Night Live’ havde flere dårlige sketches – blandt andet denne her og denne her. Men det var uden tvivl Kanye West, der var aftenens største joke.

På trods at alt, der er sket i 2018, havde jeg ellers rimelig høje forventninger. ’Yandhi’ skulle lanceres (hvor er du…?), gæstelisten bugnede, og Kanye har før brugt ’SNL’-scenen til at vise noget helt igennem skelsættende.

Ja, hans ’The Life of Pablo’-relaterede optræden i 2016 var et godmodigt rod, men for lidt under fem år siden trådte han ind på de skrå brædder for i sort t-shirt og guldkæde at fremføre ’New Slaves’ for første gang. Helt koldt. En manisk ’Black Skinhead’ var også på programmet.

Dét var banebrydende. En begivenhed. En stor kunstner, der viste nye sider og et nyt format. Han ville noget: Både med musikken og budskabet, men lod frem for alt kunsten tale.

Vi spoler tiden fra 2013 og frem til i lørdags. Her viste Kanye alt andet end format som musikalsk gæst i ’Saturday Night Live’, der havde Adam Driver som vært.

Skal vi starte med ’I Love It’? For det første skal det siges, at jeg ikke er fan af singlen – så er dét ligesom ude. Det er en banal joke-sang med en joke-video lavet sammen med en Soundcloud-rapper. Og at det er blevet Kanyes største hit siden 2015’s ’FourFiveSeconds’ viser måske også, at store dele af hans publikum i øjeblikket helst bare vil se ham som en joke. Det er jo i grunden sørgeligt, når han hver dag prøver hårdt på at være det modsatte på de sociale medier.

Men joken blev forstørret i ’Saturday Night Live’. Med en tanke til tekstens »when the first time they ask you if you want sparklin’ or still?« var Kanye og Pump klædt ud som vandflasker (Perrier og Fiji respektivt), og selve optrædenen er noget af det mest uinspirerede, jeg længe har set fra Kanye, på ’SNL’-scenen, ja, hvor som helst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Én ting er de halvbagte og helakavede dansetrin og det faktum, at ingen af dem rigtigt kan rappe i de der kostumer. Kanye har sådan et halvsmørret grin på meget af tiden: Som om han ved, at han troller ’SNL’, publikum og alle andre. Men jeg vil ikke trolles, og dét der var ikke godt. Det var heller ikke en god joke. Det var bare en joke, punktum.

Så er der Kanye og Teyana Taylors optræden med ’We Got Love’, der ikke er officielt udgivet.

»Love is the new money« – really?

I modsætning til det visuelle spektakel under ’I Love It’ var der intet lir på scenen under ’We Got Love’. Bare en b-side-gospelproduktion (gode strygere, dog) med Kanye, der kløjes i ordene halvvejs og prøver at få publikum til at klappe med. Siden hvornår er Kanye blevet så folkelig, at han skal opildne publikum til at klappe med?

»Kom så, kom så…« – det var, igen, totalt uinspireret på alle planer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men Kanye var ikke færdig her.

Til slut spillede han ’Ghost Town’ sammen med Kid Cudi og 070 Shake – iført MAGA-hat, vel at mærke. Og i stedet for at lade den ’gestus’ være provokation nok under et show, som så ofte har ytret sin modstand mod Trump-administrationen, valgte han at erstatte ’SNL’s normalt hyggelige afslutning med et utidigt rant fra scenekanten.

’Saturday Night Live’ har hverken delt ’Ghost Town’ eller talen på Youtube, også et klart signal, men internettet leverer altid – blandt andet takket være Chris Rocks Instagram-story, hvor komikerens lille »oh my God«-udbrud siger det hele.

»De mobbede mig backstage – gå ikke derud med den hat på«, sagde Kanye, der i stedet brugte hatten som sin »Superman-kappe«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De billigende klap var få, og der var endda enkelte ’boo’-råb fra publikum, mens Kanye roste Trump og kritiserede mediernes partiskhed. Flere af komikerne stod på scenen og kiggede ned i jorden, mens andre gik til direkte modangreb på de sociale medier.

Som Chris Redd, der med en fuckfinger pointerede, at »jeg var ikke på scenen til det der«.

Eller Michael Che, der i sin Instagram-story skrev nedenstående.

Det var ikke et berigende øjeblik, men endnu en episode, hvor det som stor fan af Kanyes kunst var svært at forstå ham som menneske. Og lige netop dét har på mange planer været op ad bakke i år.

Selvfølgelig skal han have ret til at sige sin mening – men alting har en tid og et sted. Det her var ikke stedet, og Kanye er åbenbart på et niveau, hvor han ikke formår at sige noget med ‘bare’ sin kunst.

Det var ikke kontroversielt på den opildnende måde eller provokerende på en facon, så man fik lyst til at tænke sig om en ekstra gang. Noget Kanye jo ellers har haft masser af succes med tidligere: Han har plasket rundt i kontroverserne som et barn i en vandpyt, men i år har bredderne de fleste gange skvulpet over. Og det gjorde de også i ’SNL’.

At Kanye fulgte et par så ringe musikoptrædener op med det her stunt var den både største og dårligste joke i sæsonpremieren af ’Saturday Night Live’. Og en joke, som ingen hverken havde bedt om eller ønskede – heller ikke showets egne folk. Han havde fejlfortolket sin invitation: Han var der for musikken, ikke for talen. Begge dele skuffede.

»Follow your heart and stop following your mind«, sagde Kanye på scenen. Måske skulle han selv prøve at balancere de to ting lidt bedre.

Læs også: Donald Trump lovpriser Kanyes ‘SNL’-optræden uden at have set den

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af