Migos-kongen Quavo går solo, men så ikke helt alligevel

Migos-kongen Quavo går solo, men så ikke helt alligevel
Quavo.
Migos-kongen Quavo går solo, men så ikke helt alligevel - Quavo Huncho
3 6
Quavo
'Quavo Huncho'

Album, Universal

Han hedder Quavious Keyate Marshall, og han er en af hiphoppens mest indflydelsesrige kunstnere i disse år. Mange vil nok have gættet ud fra navnet, at der er tale om den ukronede Migos-konge Quavo, der har taget endnu et nyt skridt i karrieren og udgivet sit første officielle soloalbum uden for gruppen.

Er man en del af Migos-fanklubben, og bekymrer man sig for sit fremtidige medlemskab, så kan man roligt slå koldt vand i blodet, da Quavo ved flere lejligheder har understreget, at projektet er en inspirationssøgning og altså ikke en afsavning af Migos-rødderne.

Men måske burde Quavo have sat en tykkere streng under skellet mellem soloprojektet og Migos. For selv om albummet viser nye sider af rapperen, der eksperimenterer både musisk og lyrisk og allerede på åbneren ‘Biggest Alley Oop’ manifesterer, at det er »only one mic in the booth«, så virker det alligevel som om, at han ikke tør folde sig fuldt ud og udnytte den kreative chance, der ligger i at kunne frigøre sig fra en så velkendt lyd som Migos’.

Albummet er endnu engang lidt af et hiphopmaraton med hele 19 numre, og mange tracks virker mere som trappet Migos-lydende fyld end som nyskabende inspiration. De bedste eksempler viser sig i de forudgivne singler som ‘Lamb Talk’ og ‘Workin Me’. De har begge allerede vist, at de har banger-potentiale, men de spiller i højere grad på den spartanske og melodiløse trap i stil med de største Migos-hits frem for de kvaliteter, der kendetegner Quavo som individ – hvilket er synd, når nu ‘Quavo Huncho’ skulle forestille at være et soloprojekt.

For hvor er Quavo? Hvor er den melodiske Migos, der gennem et hav af poppede gæsteoptrædener og en decideret dominans på hitlisterne har vist, hvor stærk han er i kunsten at trappe melodisk?

Han er derinde et sted. Man skal bare grave overraskende dybt for at finde ham, og i det 19-track enorme dyb kan man grave længe. Men hvis man gør, finder man guld, og Quavo viser også, at han formår at udvikle sig – både i musikken og teksterne.

Tidligt viser han, at han har et par esser oppe i ærmet med nummeret ‘Huncho Dream’, der er et hysterisk velfungerende svar til Nicki Minajs geniale henrettelse af samtlige mandlige rappere i nummeret ‘Barbie Dreams’. Med lidt lån fra Drake (som Migos pt. turnerer med og selvfølgelig også har med på albummet) kommer Quavo med et stærkt og flabet modsvar over ‘In My Feelings’-melodien med omskrivningen: »Nicki, do you love me / why you crying? / she don’t want to be a queen unless she got me«.

Flere andre steder viser Quavo også lyriske færdigheder, der stikker en tand dybere end Nicki Minaj-beef. ‘Shine’ har et magisk smykke-poetisk hook: »She can make diamonds shine on the darkest nights«, og der bliver med Offset på passagersædet affyret politiske skud mod politiet på den energiske ‘Fuck 12’ med linjer som »cuz I’m black, I don’t know how to act / you judging me off the face tats / …whips on my back got me the whips out back«.

Quavos største styrke er og bliver det melodiske, og det er også særligt her, at ‘Quavo Huncho’ lykkes – og det er ikke kun i arbejdet med vokalen. Det er spændende at se Quavo svinge popstaven og beværte en full blown hitliste-dræber som ‘Swing’, selv om fløden måske flyder over. ‘Champagne Rosé’ er et scoop af en anden verden, alene på gæstelisten med Cardi B og Madonna (!), og Quavo formår at malke successen til sidste dråbe. Cardi B-verset er som oftest tungt og velfungerende, men det er de forvrængede, skæve effekter på Madonnas stemme, der udgør albummets mest nyskabende gæstebidrag. Det er denne nytænkning, der retfærdiggør Quavos solofærd.

Det hele går op til sidst. Kid Cudi-samarbejdet ‘Lost’, der måske lige så vel kunne have været et Kids See Ghosts-samarbejde, viser Quavo fra en ny side fra alle vinkler. Det melodiske har man hørt før, men ‘Lost’ er mere inderlig, og i de følelsesudtømmende, ærlige tekster som »hope I don’t get lost / …in this world, they divide us all« opstår der et nyt og mere kunstnerisk udtryk, som det ville klæde Quavo at dyrke i endnu højere grad – i hvert fald så længe han kalder sine projekter for solo.


Kort sagt:
Quavo er ude med sit første officielle soloalbum, men ‘Quavo Huncho’ går ikke solo i så høj grad, som man kunne have håbet. Mange numre spiller stadig på de trappede Migos-kvaliteter, som for det meste virker upåklageligt, men samtidig også virker som et spild, når nu soloprojektet burde være en inspirationssøgning.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold