Møs ’Forever Neverland’ er upåklageligt pophåndværk
Ventetiden har været lang og sej, fyldt med Diplo-samarbejder, singler, verdensturneer og meget andet. Men Møs længeventede efterfølger til ‘No Mythologies to Follow’ er her langt om længe.
Debutalbummet udkom helt tilbage i 2014, og det er faktisk lidt af en bedrift, at Mø i de fire efterfølgende år har formået at holde så konsekvent liv i sit momentum. Men det vidner netop om, hvor stærke popsangene på ‘No Mythologies to Follow’ var, og hvor god Mø har været til at følge trop med en lind strøm af singler.
Her i 2018 er det stadig Karen Marie Ørsteds hæse stemme og hendes karakteristiske, catchy instrumentalhooks, der er de bærende elementer i musikken, og selv om sangene på ‘Forever Neverland’ er tilpasset et mere internationalt format, er hendes imødesete toer en solid videreførsel af universet.
Solidt, upåklageligt pophåndværk er nok det, der bedst beskriver ‘Forever Neverland’. Der bliver spillet på alle de rigtige tangenter, og der er masser af storladne popbangers blandt albummets 14 sange, som i overvejende grad er kommet til live sammen med den canadiske producer Stint. Men til gengæld er det heller ikke et album, der byder på de helt store åbenbaringer.
Sidste år drømte Mø sig tilbage til barndommen og ungdomslivet på ep’en ‘When I Was Young’, og den lidt eftertænksomme, tilbageskuende tematik får i højere grad lov til at folde sig ud på ‘Forever Neverland’. Helt åbenlyst på den lidt spøjse, barndomsagtige ‘Nostalgia’, men også i mere subtile vendinger på sange som den Diplo-producerede ‘Sun In Our Eyes’ og ‘Blur’, hvor Mø lader til at reflektere over den stress og forvirring, hendes internationale karriere har bragt med sig. Netop ‘Blur’ er en af albummets absolut flotteste sange, og den indierockede lyd i verset står i virkelig flot kontrast til det tætte vocoder-kor i broen.
I det hele taget har mange af sangene en stor grad af eftertænksomhed, og de er knap så quirky som tidligere (måske lige med undtagelse af ‘Nostalgia’). I stedet er det den sårbarhed, der med årene har fået mere og mere plads i Møs musik, der er i højsædet på ‘Forever Neverland’.
Flere af sangene, som ‘Mercy’ og ‘Trying To Be Good’, er nærmest balladeagtige i stil med singlen ‘Don’t Leave’ fra 2016, og sidstnævnte af de nye sange har en virkelig fin, skrøbelig instrumentering, der sjældent er set i Mø-regi. De helt store følelser får afløb i store synthflader, stadiontrommer og velopbyggede drops, og Mø virker ikke bange for at snuse til lidt melodramatiske virkemidler.
Der er dog stadig dømt pop med stort ‘P’, og tidstypiske trends som vocoder-omkvæd, calypso-beats, instrumentalhooks og lange drop-opbygninger er rigt repræsenteret på ‘Forever Neverland’. ‘If It’s Over’ har endda en næsten mumblerap-agtig frasering og melodi og et auto-tune-domineret c-stykke af Charli XCX.
Men det er svært at gennemskue, hvilke elementer i Møs sangskrivning, der for alvor adskiller hende fra andre ligesindede. I virkeligheden er det nok nærmere hendes særegene, hæse vokal, og ikke mindst hendes attitude og udstråling, der skiller sig ud. For musikalsk træder hun af og til en lille smule vande og forfalder til de samme partytricks og nogle lidt for udtrådte linjer – som på ‘Mercy’s »I need mercy / I’m begging you please« og senere »mercy / I’m down on my knees«.
Stemningen går også lidt for meget i tomgang mod albummets slutning med lidt anonyme numre som ‘Red Wine’ og ‘Beautiful Wreck’. Hvad ‘Forever Neverland’ mangler, er et par numre, hvor Mø for alvor tør springe den popformel, hun kender så godt, helt i stykker. Et par numre, hvor energiniveauet når nye højder, og man bliver mødt med den samme følelse af forløsning som på eksempelvis ‘Final Song’. Den er der næsten på ‘Blur’ og ‘I Want You’.
Løssluppenheden og den punkede attitude, der gennemsyrer hendes fremtoning og ikke mindst hendes koncerter, mangler lidt i musikken, selv om ‘Forever Neverland’ uden tvivl er en værdig opsamling på de seneste år i Møs vilde karriere.
Kort sagt:
Solidt, upåklageligt pophåndværk er nok det, der bedst beskriver ‘Forever Neverland’. Der bliver spillet på alle de rigtige tangenter, men det er til gengæld heller ikke et album, der byder på de store åbenbaringer. Sangene rummer dog en stor grad af eftertænksomhed og en følsomhed, man sjældent har set før i Mø-regi, og det lader til, at hun ikke er bange for at snuse til melodramatiske virkemidler.
Læs også: Hvem er Stint, der har produceret næsten hele Møs nye album?
Læs interview: Mø har ramt de 30: »Der er én ting, som er ret forfærdelig ved at blive ældre«