Oversete hiphopklassikere #5: MF Doom bliver undergrundens forkæmper i opgøret med mainstreamen (2004)

Oversete hiphopklassikere #5: MF Doom bliver undergrundens forkæmper i opgøret med mainstreamen (2004)
MF Doom.
Dette efterår sætter vi i en artikelserie fokus på oversete hiphopklassikere fra årtusindskiftet og frem til nu – ét album fra hvert år. Denne uge ser vi på MF Dooms 'MM... Food', hvor den maskerede rapper udfordrede den stagnerende mainstreamhiphop med et excentrisk undergrundsalbum, der stadig efterlignes i dag.
Oversete hiphopklassikere #5: MF Doom bliver undergrundens forkæmper i opgøret med mainstreamen (2004)
SERIE: Oversete hiphopklassikere

–––––––––––––––––––––––– Du kender 'The Blueprint' og 'Marshall Mathers LP'. Men hvad med de mindre kendte album, der har defineret hiphoppen siden årtusindskiftet?

Dette efterår sætter vi fokus på oversete hiphopklassikere fra år 2000 og frem til nu.

Undergrunden sydede som aldrig før i 2004. En vaskeægte superskurk var nemlig vendt tilbage fra de døde for at udføre sin nådesløse hævn over den overfladiske hiphopkultur, der havde skrottet ham i vejkanten.

Ud af skyggerne kom MF Doom, og hele undergrunden havde fundet en ny helt. Alle dem, der hadede Lil Jon, G-Unit og hvad de dominerede rappere dengang ellers hed, samledes om superskurkerapperen med den karakteristiske jernmaske.

Der var masser at lytte til, for Doom udgav hele tre album i 2004. Den store klassiker ’Madvillainy’ med producerkollegaen Madlib, udgivelsen ’Venomous Villain’ under aliaset Viktor Vaughn og så ’MM… Food’, som han udgav under sit hovedkunstnernavn MF Doom.

’Madvillainy’ er blevet udråbt til en form for ’Illmatic’ for undergrundsrappen, og det har måske lidt skygget for, at det er på ’MM… Food’, vi får den reneste kondensering af den her excentriske og mystiske rapper.

For her er næsten ingen gæsterappere, og Doom producerer stort set hele albummet selv. Hele ’MM… Food’ er bygget op omkring skæve samples, en masse fragmenterede tegnefilmssekvenser og så en Doom i storform, der beskriver hele sit liv gennem massevis af mad-metaforer.

Resultatet er et helt exceptionelt album, der står som en af grundstenene i start-00’ernes undergrundshiphop og samtidig peger frem mod en række toneangivende artister, der har ladet sin inspirere af superskurkerapperen. Men frem for alt er det her det kronende værk på året, hvor MF Doom for alvor invaderede hiphopscenen.

Hvordan blev det til?

Som alle rigtige superskurke har MF Doom en obskur og mystisk baghistorie. For ingen ved rigtig, hvad der skete i anden halvdel af 90’erne, hvor Daniel Dumile forsvandt fra jordens overflade. Vi ved kun, at da han kom tilbage, var han blevet til MF Doom.

Sponsoreret indhold
Tag et smut med Iris Gold til Berlin
Iris Gold har en travl kalender, der har bragt hende en tur til Berlin. Turen byder både på Michael Jackson-inspirerede sceneoutfits og en meget høflig JBL-højttaler.

Men lad os starte endnu tidligere. I 1988 var Daniel Dumile kendt som Zev Love X. Han var en del af gruppen KMD, der også talte Dumiles lillebror DJ Subroc blandt sine medlemmer, og havde moderat succes i New Yorks hiphopundergrund.

I 1991 udkom KMD’s debutalbum ’Mr. Hood’, og i 1993 skulle de til at udgive efterfølgeren ’Black Bastards’. Men kort før udgivelsen blev Subroc kørt ned og dræbt, og KMD’s pladeselskabet droppede dem efterfølgende. De to chok sendte Daniel Dumile ud på en årelang deroute.

Han boede eftersigende hjemløs på Manhattan og havde et heftigt forbrug af alkohol. Men mod slutningen af 90’erne vendte han tilbage. Med en jernmaske på ansigtet, et nyt kunstnernavn og en uslukkelig tørst efter hævn mod den verden, der havde såret ham. Det begyndte med 1999-albummet ’Operation: Doomsday’ under navnet MF Doom. Derefter fulgte udgivelser som Viktor Vaughn og King Geedorah samt beat-udgivelser under navnet Metal Fingers.

Den mystiske kunstner blev ved med at have faser, hvor han forsvandt fra jordens overflade. Men tiden mellem 2002 og 2004 var en fase af intens kunstnerisk aktivitet, hvor han skabte sine karrieredefinerende værker. Og den reneste kondensering af den persona, der havde formet sig i skyggen af hiphoppens mainstream, kunne findes på ’MM… Food’.

Hvordan lyder det?

Da MF Doom kort før årtusindskiftet vender tilbage fra intetheden, lyder han ikke bare anderledes end før. Han lyder anderledes end nogen har lydt før.

Hans tekster er hyperkomplekse skabninger fyldt med skæve referencer, originale metaforer og endeløst snørklede rim. Men han leverer ikke (som så mange New York-rappere) de her tekster, som om hver linje burde blæse dig væk. Han rapper dem, som sad han og småsludrede halvsnalret på en brun bodega.

På ’MM… Food’ tager han den rapteknik til et helt nyt niveau. For hele albummet er en slags konceptudgivelse omkring mad-metaforik, hvor alt halvdelen af tiden bare er rim om bajere og snacks på nye kreative måder. Det er på en måde her, stonerpersonaen Doom får lige så meget taletid som superskurken.

Sponsoreret indhold
’True Detective’ er endelig tilbage!
Se Mahershala Ali brillere i den nye, intense sæson 3 på HBO Nordic.
HBO Nordic

Og så gør det samtidig også udgivelsen til et af de mest ordforelskede hiphopalbum, man kan forestille sig. For netop fordi temaerne kredser om noget så banalt som mad og drikke, har Dooms excentriske kreativitet frit spil.

Det resulterer i sange som klassikeren ’Hoe Cakes’, hvor Doom rapper om en række kvindebekendtskaber, sangen ’Deep Fried Frienz’ om illoyale venner, og ’Rapp Snitch Knishes’ om alle de rappere, der ikke kan røre ham.

Doom rapper om, at han ligner en »black wookie when he let his beard grow« (‘Hoe Cakes’), truer med at æde rappere og drikke dem under bordet i samme linje (’One Beer’) og forklarer sin livsfilosofi med denne oneliner: »if he had a pot, he’d still piss on the sidewalk« (’Kon Karne’). Sidstnævnte linje er i øvrigt et godt eksempel på et af Dooms originale sprog-tics: Han omtaler sig konstant i tredje person.

De her rim foregår over jazzede og soulede samplebaserede beats, der stedvis rammer nogle ret uimodståelige melodier, men som hele tiden er lidt off. Produktionerne lyder som om, de konstant er ved at glide af sporet, de hikker og sprutter nærmest ligesom hovedpersonen selv. Tag bare ‘Hoe Cakes’, hvis behagelige loop hele tiden afbrydes af en stemme, der udbryder »super!«, mens et hikkende human beatbox-beat kører i baggrunden.

Helt amok går sample-legen på en fire sange lang collage midt på albummet. Her er det lige ved at køre af sporet, men pludselig er Doom tilbage i førersædet på ‘Kon Karne’, en afdæmpet og overlegen ordleg af en sang, der er dedikeret til hans afdøde bror.

Så ja, det er svært at finde hoved og hale i det her. Men det er jo netop meningen, at man skal fare vild og finde nye afkroge i den her labyrint af et album. For hvis man lytter til MF Doom for at finde hoved og hale i tingene, er man i forvejen helt galt på den.

Sponsoreret indhold
Har du nerver til en ny omgang ’True Detective’?
Se Mahershala Ali brillere i den intense sæson 3 på HBO Nordic.
HBO Nordic

Hvad har det betydet?

’MM… Food’ markerer (sammen med hans andre 2004-udgivelser) tidspunktet, hvor MF Doom bliver undergrundsrappens største stjerne. Men det markerer samtidig også kulminationen af den bredere undergrundsbevægelse, der eksisterede rundt om Doom – selv om han måske ikke nødvendigvis var bevidst om den.

For i første halvdel af 00’erne var undergrundshiphop en meget specifik ting. Pladeselskaber som Def Jux og Stones Throw havde relativt store følgeskarer og drømme om at udfordre mainstreamen. Producere som J Dilla, Madlib og rappere som Little Brother og El-P kæmpede mod normen. Det var tiden før Kendrick og Kanye var superstjerner, og de her artister så sig som opposition mod en fordærvet kultur.

Og her kom så MF Doom, undergrundens maskerede hævner, og gav hele dén scene sin definerende stemme. I 2004 peakede den modkultur. For selv om vi stadig har navne som Run the Jewels, er der ikke længere en lignende undergrundsbevægelse

Det skyldes også Doom selv. For i årene efter 2004 udgav han kun sporadisk. Annoncerede fællesalbum med blandt andre Ghostface Killah fra Wu-Tang Clan er aldrig udkommet. I årene siden er det vel kun ‘Born Like This’-albummet fra 2009, der har levet op til de høje standarder. Derudover har han skabt kontroverser ved at sende dobbeltgængere for at spille sine koncerter, hvilket naturligt nok pissede folk af (selv om trækket passer godt til hans skurkepersona).

Men mens Doom selv ikke har været interesseret i at udnytte sit momentum, har yngre kunstnere omfavnet hans æstetik. Tænk bare på Odd Future-rapperen Earl Sweatshirt, der sagde pænt nej tak til mainstreamsucces for i stedet at praktisere indadvendt stoner-rap a la Doom.  Eller den for nyligt tragisk afdøde Mac Miller, der genopfandt sig selv totalt ved at omfavne Doom-agtigt syrede rim på ‘Watching Movies With the Sound Off’. Andre kunstnere som Joey Badass leger også med Doom-flows.

Der er altså stadig mange, der vender ryggen til mainstreamen, tænder op for en blunt og finder på de skæveste rim, man kan tænke sig, mens et fjernsyn uden lyd viser tegnefilm i baggrunden. Alternative rappere findes stadig, og mange af dem har taget en smagsprøve eller to fra ‘MM… Food’.

Læs også: Oversete hiphopklassikere #1: Three 6 Mafias crunk-eksplosion på ‘When the Smoke Clears’ (2000)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #2: Cormega satte punktum for New Yorks guldalder på ‘The Realness’ (2001)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #3: Cam’ron introducerer verden for DipSet på ‘Diplomats Volume 1’ (2002)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #4: T.I. grundlægger og navngiver trap-genren (2003)

Advertisement