Roskilde Festival: Her er vores fem favoritter blandt dagens annonceringer

Roskilde Festival: Her er vores fem favoritter blandt dagens annonceringer
Alma.
I dag har Roskilde Festival afsløret de 12 allerførste navne til næste års plakat. Her er de største scoops i bandpakken.

1. Travis Scott

Med dette års ambitiøse ‘Astroworld’-album har Travis Scott for alvor taget skridtet fra kultdyrket trap-auteur til vaskeægte verdensstjerne. Derfor er han nu den første deciderede trap-artist, der nogensinde får lov til at spille på Roskilde Festivals største scene.

Det er et scoop, men det er også noget af et sats. For Travis Scotts koncerter lever lige så meget af teatralsk sceneshow og rapperens egen utæmmelige energi som af klassiske koncertdyder. Meget af vokalen er backtrack, så den dynamiske koncertform, der inkluderer moshpits og en masse kaos, skal kompensere for det manglende liveaspekt.

Kan det fungere på Orange Scene? Det vil tiden vise. Men uanset hvad, så er det en modig booking, der rammer lige ned i hiphoptidsånden.


2. Julia Holter

Julia Holter bliver simpelthen bedre og bedre. Siden debuten ’Tragedy’ fra 2011, et i øvrigt også fornemt album, er hun blot blevet ved at forny og forfine sine betagende granskninger af poppens væsen. Og er sangen ’I Shall 2’, som Holter for et par måneder siden udgav, på nogen måde et retvisende pejlemærke for niveauet på hendes kommende album ’Aviary’, så kunne det meget vel blive et meget fantastisk ét af slagsen.

Holter besøgte senest Roskilde i 2014 – da var det hendes anden optræden på festivalen, og hun blev ved den lejlighed tildelt Gloria-scenen.

Hvad så denne gang? Det er på tide med en opgradering, så giv hende Avalon og lad hende og hendes fornemme orkester betage dér. Hendes bagkatalog taget i betragtning bliver det – uagtet scenevalg – en uomtvisteligt spændende affære.


3. Tirzah

Engelske Tirzah er gået fra at lave dystre danseskæringer, som praktiseret på ep’erne ’I’m Not Dancing’ (2013) og ’No Romance’ (2014), til at lave mere r’n’b-influerede dagdrømmere på sit debutalbum ’Devotion’, der udkom tilbage i august, og som hurtigt har sat den 31-årige sangskriver på manges musiklæber.

Hvor på Roskilde kan man så forvente disse engelske dagdrømmerier? Dét er lige spørgsmålet.

Hendes musikalske udvikling gør det nemlig også en smule sværere præcist at placere hende på Dyrskuepladsen – for faktisk ville hun passe ind flere steder. Man kan både forvente det helt intime, lidt skramlede udtryk, mens Tirzah også ubesværet kan tage danseskoene på.


Sponsoreret indhold
Kig nærmere på den nye serie 'Catch-22'
Den talentfulde Christopher Abbott kilder både lattermusklerne og tårekanalerne – læs her fire andre gode grunde til at se 'Catch-22'.
C More

4. Parquet Courts

Underholdende rockmusik! Ja, man tror jo, det er løgn, men Brooklyn-kvartetten Parquet Courts er simpelthen et fantastisk sprudlende band, hvis musikalske fundament i høj grad bygger på postpunk-ikoner som Talking Heads og Gang of Four.

Et godt sted at starte (hvis man ikke allerede er dykket ned) er dette års fremragende album ’Wide Awake’. Ja, og så er der altså også godt knald på newyorkerne, når de spiller live.

Imellem sangene er de forreste tre i bandet, sanger/guitarist Austin Brown, bassist Sean Yeaton og sanger/guitarist Andrew Savage, ikke blege for at indgå i goofy udvekslinger med hinanden, og især Savage og hans enerverende indlevelse efterlader intet på scenen.


5. Alma 

Alma hitter rundt omkring i Europa med klubdrevne dansebangers såsom sidste års hit ’Chasing Highs’. Og så er hun om nogen det bedste finske bud på en moderne popstjerne – og den helt åbenlyse finske ambassadør i en skandinavisk popfraktion, som også tæller danske Mø og svenske Tove Lo og Tove Styrke, med hvem hun alle har samarbejdet.

Til december skal Alma sågar varme op for Mø i Royal Arena. Men mon ikke den finske popmager må nøjes med lidt mindre til sommer. Hun kunne være et godt bud på en lidt sen eftermiddagsfest på Apollo.

Læs også: Roskilde Festival afslører de 12 første navne til 2019 – Travis Scott på Orange

Læs også: Er Travis Scott klar til Orange – og er Orange klar til ham?

Læs også: Travis Scotts fem største moshpit-bangers – og tre sange der viser, at han er meget mere end det

Læs også: Kære Travis Scott: Fem ønsker til rapperens koncert på Orange Scene