Barselona har skabt et helt særligt nummer med den inderlige ‘Har været på vingerne’

Barselona har skabt et helt særligt nummer med den inderlige ‘Har været på vingerne’
Barselona.
Foto: Sophus Wolf

Det er ret sjældent, det sker. Det der med, at man hører en helt ny sang, men det føles som om, man har kendt den hele livet. At føle genkendelsens og nostalgiens glæde i en helt ny komposition. Det er en ret speciel følelse. Sådan havde jeg det, da jeg hørte Barselonas nye single ‘Har været på vingerne’ for første gang.

Det er virkelig et særligt nummer, Rud Aslak og Rasmus Theodor her disker op med efter den mere modne popsang ‘Fra Wien til Rom’. Nu føjes endnu et lag til duoens portefølje med den inderligt intime og vemodigt længselsfulde, men samtidig håbefulde ballade, der serveres udelukkende med guitar og vokal. Og vokalen, den rammer Aslak lige i røven med alle de førnævnte følelser mudret sammen i et rørende miskmask.

Det er en af den slags sange, som kommer til at følge et band hele karrieren. Som kommer til at blive spillet som akustisk ekstranummer til alle fremtidige koncerter – enten som afsluttende fællessang eller som det stille break, inden den festlige finale sætter ind.

For duoen selv er ‘Har været på vingerne’ et tidsbillede. En snapshot af nogle af de følelser, man sysler med som ung. Oplevelysten over for trygheden.

»Vi skrev sangen i sommer, hvor vi konstant var på tour, og det er dét, sangen handler om; at man tager ud og fyrer den af og får masser af vilde oplevelser, men hele tiden vender hjem igen. Vi legede meget med metaforen om fuglen, der flyver sydpå for at opleve verden for en stund for så at vende hjem igen. Altså: Ude godt, hjemme bedst«, fortæller de i en pressemeddelelse.

Den nye single kan opleves live, når Barselona til foråret giver koncert i landets fire største byer.

Læs også: Video: Pladejagt med Karl William og Rud fra Barselona

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold