Bisses Danmarksrevy er en bastard med smukke vinger

Bisses Danmarksrevy er en bastard med smukke vinger
Bisse.
Foto: Michella Bredahl
Bisses Danmarksrevy er en bastard med smukke vinger - Tanmaurk
4 6
Bisse
'Tanmaurk'

Album, Showbisse Inc.

Alt godt kommer til den, der venter, siger man. Men når det handler om Bisse, har vi efterhånden lært, at der slet ikke behøver at gå så længe endda. Album kommer – på godt jysk – som skidt fra en spædekalv fra den danske sangskriver, der blot et halvt år efter udgivelsen af ’Bizzin’ følger op med sit niende album i karrieren.

’Tanmaurk’ hedder det, men fonetisk har vi at gøre med ’Danmark’, som Dronning Margrethe ville udtale det. Med et dybt a og et rullende r. Det lærer man på albummets sidste nummer ’Lichtenbergs Løver’, hvor Thorbjørn Radisch Bredkjær sgu interviewer en ekspert over telefon, inden han monotont messende fremmaner ordlyden af fædrelandet: »Danmark, Danmark, Danmark«.

Med disse velvalgte ord lukker han sin Danmarks-trilogi, der desuden tæller albummene ’Højlandet’ og ’19.6.87’. Og det sker med 12 symfoniske sange, der kredser om kongeriget på en både etnografisk og ret stedspecifik måde. Man kommer med op på Himmelbjerget, til Walters Café i Skanderborg og til Amager på en overflyvning af vores kære »Fladland«. Et sted, hvor man må lægge sig fladt ned for at være med, som det hedder på ’Grand Danois’.

Albummet er indspillet sammen med Copenhagen Phil, og musikalsk er det lidt af en game changer i forhold til Bisses plastisk-elektriske intensorock. Nu lukkes man i stedet ind i et Disney’sk univers, hvor man ikke ser sig omringet af synthesizere og guitarlir, men af fagotter, strygere, alverdens blæsende messing, plirrende harper og paukeslag, der falder som lysekronebomber omkring den speedsnakkende nationalskjald. Ja, den får ikke for lidt.

Arrangementerne er grandiose og veksler naturligt og voldsomt mellem lys og mørke, mellem brusende bølger og andægtigt havblik, i udfoldelsen af et enormt klanglærred, hvorpå piruetter og detaljer fremstår som stjerner og skud på en frostklar nat. Deciderede omkvæd må man til gengæld kigge langt efter, og visse sange minder mest af alt om fusionsjazz fra 70’erne, hvor andre samler sig om et triumferende udtryk a la Arcade Fire.

Annonce

Men selv om alt omkring Bisse er forandret, er han selv så fandens nem at kende, når han falder ind i sin faste rytme og lirer prosaiske ordguirlander af som en turbotroubadour: »Ned i dybden, ned i substansen, ned i teksten, ned i øjenhøjden, tilbage til starten, ned til havet, ned i skødet, ned i det bløde, ned i mørket, jeg vil bare ned«, som det hedder på sangen ’Surfer’ i et desperat hungrende kald på mere substans og mindre overfladefacade her i livet.

Af og til sporer man en snert af kritik bag bisserne, andre gange mere dybfølt patriotisk patos, men helt klare i spyttet bliver teksterne aldrig. Og det bliver albummet som sådan heller ikke. For der er ikke altid synergi mellem Bisse og de klassiske armbevægelser – nogle gange ville man foretrække dem hver for sig. Der er en iboende dissonans mellem det storladne symfoniorkester og ordet ’lavprisselskaber’. Mellem dekadence og discount. Ligesom det rent æstetisk kun passer dårligt til cellisternes dirrende drama, når Bisse beretter: »Den fjerde juni spiste vi den sidste portion havregryn«.

’Tanmaurk’ er med andre ord lidt af en bastard. Generelt er det dog en smuk en af slagsen. Og det gælder især på sange som ’Viv’, ’Grand Danois’ og den opløftende ’Fællesbrev fra Sveg Vårdcentral’, der har et umiskendeligt præg af nordisk vise og Björn Afzelius (det er ment absolut positivt). Midt i al pompen og pragten skiller ’Verdens ældste kitesurfer’ sig også positivt ud som en enlig akustisk svale, der viser, hvordan melodisk mod og hudløshed bør forenes uden så meget pis.

På denne Bisses Danmarksrevy er der staffage for alle pengene, og det lyder ganske enkelt forbandet godt, når sangenes spektrum eksploderer og får vinger i philharmoniens dynamiske hænder. Det er forfriskende at være i selskab med Bisse i disse nye rammer, og alligevel er det symptomatisk for dette såvel som for resten af hans uregerlige repertoire, at det er de simpleste skæringer i lakken, der gør det allerstørste indtryk.


Kort sagt:
Bisse har allieret sig med Copenhagen Phil på sit niende album, hvor han går i dybden med Danmark. Musikalsk er det lidt af en game changer, hvor hans plastisk-elektriske intensorock viger for et Disney’sk univers med fagotter, blæsere og strygere i stride strømme. Det lyder forbandet godt, og alligevel er det de simpleste sange, der gør størst indtryk.

Læs anmeldelse: Bisse ‘Bizzin’

Annonce