Courtney Barnett vred sig i distortion-kramper på Store Vega-scenen
Courtney Barnett har siden udgivelsen af debutalbummet ‘Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’ bevist, at hun er lidt af en ener i musikbranchen. Den australske dronning af slackerrocks anekdotiske sange har et særligt miks af quirkyness, humor, eftertænksomhed og en snert fandenivoldskhed, der skal ledes længe efter andre steder. Og det var en både vred, sårbar, quirky og velspillende Barnett, man blev mødt af søndag aften i Store Vega.
Det var første koncert på den europæiske afdeling af Barnetts verdensomspændende turné med albummet ‘Tell Me How You Really Feel’ fra i år, og af samme årsag var det særligt sangene derfra, der dominerede setlisten. Dog blev det også til en god del numre fra debutalbummet og ep’en ‘How To Carve a Carrot Into a Rose’, og i løbet af den godt halvanden time lange koncert fik Barnett demonstreret sider af sin dragende musikalitet, der fremstod endnu tydeligere live end på hendes album.
På hendes indspilninger er vokalen ofte tonet demonstrativt meget ned, og derfor var det en kæmpe fornøjelse at høre langt flere facetter af hendes stemme live. Særligt på åbneren ‘Hopefulesness’ var der en flot klarhed på vokalen blandet med en charmerende hæshed. Det samme oplevede man senere på aftenen under ‘Depreston’ og ‘Walking On Eggshells’.
Størstedelen af koncerten var karakteriseret af Barnetts spinkle, sortklædte skikkelse, der vred sig hen over scenen i distortion-kramper og forvrængede bevægelser, og særligt på ‘I’m Not Your Mother, I’m Not Your Bitch’ fik hun blæst publikum bagover med høje sungne vredesudbrud, mens hun stod badet i blodrødt lys på scenen.
Den største udfordring for Barnett blev dog at få de ret ensklingende sange til at fastholde en form for intensitet, og indimellem kom energiniveauet i koncerten til af fremstå en lille smule monotont.
En ustemt guitar (der vist nok viste sig at stemme alligevel) blev årsagen til det første ophold i koncerten, hvor Barnett henvendte sig til publikum – og det var tiltrængt. Derefter kørte hun på med ‘Depreston’ og et fint, nedtonet solovers som intro. Netop ‘Depreston’ blev et vigtigt punkt i koncerten, hvor det lykkedes at skabe kontakt til publikum og ikke mindst til en lidt mere sårbar side af hovedpersonens sangkatalog.
Koncerten blev afsluttet med ‘History Eraser’ efterfulgt af ekstranumrene ‘Everything Is Free’ (et Gillian Welch-cover), ‘Anonymous Club’ og ‘Pedestrian At Best’. Barnett optrådte helt solo på ‘Everything Is Free’, og her opstod der virkelig en helt særlig form for opmærksomhed, som koncerten havde haft underskud af undervejs.
Det er ikke fordi, Courtney Barnett bør begynde at lave følsomme oneman-shows. Men det ville uden tvivl virke stærkt, hvis hun kunne få flettet mere af den følsomhed, man fik på ‘Everything Is Free’, ind i sit ellers lidt for statiske liveset.
Kort sagt:
Det var en både vred, sårbar, quirky og velspillende Barnett, man blev mødt af søndag aften i Store Vega. Størstedelen af koncerten var karakteriseret af Barnetts spinkle, sortklædte skikkelse, der vred sig hen over scenen i distortion-kramper og forvrængede bevægelser i et af og til lidt for statisk liveset.
Læs anmeldelse: Courtney Barnett ‘Tell Me How You Really Feel’