Jpegmafia er mystisk på en måde, man ikke ser så tit længere. Sociale medier har givet os en slags umiddelbar adgang til alle verdens artister, men på en eller anden måde har den Baltimore-baserede rapper stadig sådan en udefinerbar aura omkring sig.
Passer det for eksempel, at han har boet i Japan et år? Har han været soldat i hæren? Og hvilken slags person gemmer der sig bag den her underlige noise-rap, der tager eksperimenterende hiphop til helt nye højder? Er Jpegmafia egentlig bare en persona?
Det er noget af en kryptisk kunstner, der kommer til Danmark for første gang på onsdag. Men nogle ting ved vi dog om ham.
Han hedder Devon Hendryx, er født i New York, men bor i Baltimore. Han har boet i Japan og været udsendt som soldat i Irak. Normalt omtales han som Peggy. Men han er i gang med en ret exceptionel karriere under kunstnernavnet Jpegmafia, en identiet, som han i et interview med Youtube-anmelderen Anthony Fantano har kaldt »en ekstrem version af mig selv«.
Men Jpegmafia er faktisk ikke kun en ekstrem version af Devon Hendryx selv. Projektet er også et form for sammensurium af al den musik, populærkultur og indflydelse, han har været fascineret af.
Lyden af det dybeste internet
Trap-musik, Britney Spears, Ol’ Dirty Bastard, ‘Counter-Strike’ – alt kan flyde sammen i det her univers. Hør bare sangen ’Millenium’, der er en slags noiserap-sammenkog af både Ghost Town DJ’s og Backstreet Boys, for at få ét eksempel på hans produktionsstil.
Jpegmafia er typen, der sampler en brølende Ol’ Dirty Bastard det ene sekund og dekonstruerer Travis Scott det næste. Og så lægger han mixtape-vokaldrops, maskingeværsskud eller computerspillyde henover.
Lige før ’Does This Ski Mask Make Me Look Fat’ dør ud i en døsig outro, kan du eksempelvis høre Young Jeezys grin. Selve sample-jagten i musikken er en øvelse i sig selv: Som om det her musik er lavet til Genius-debatter over sample-kilder eller tekstbidder.
Men det primært fascinerende er faktisk ikke at høre samplet, men at se det blive forvandlet til noget helt nyt, mens man lytter. For Jpegmafia twister alle indflydelserne til noget uigenkendeligt. Som om musikken er en form for splintret skærm, der afspiller et bånd, som fastforwarder gennem alle hans inspirationskilder.
Det er den her flimrende kvalitet, der gør musikken så desorienterende. Sangene flakker for ørerne. Man forstår kun lidt af transmissionen – og lige så snart man synker ind i en stemning, skifter sangen retning totalt. Det er kaotisk.
»Jeg er internettet«, har Jpegmafia sagt i ovennævnte interview. »Når du hører min musik, lytter du til the deep web«.
Og ja, Jpegmafia har virkelig internettets flakkende, flersidige natur. Sange har også meme-agtige titler som ‘Does This Skimask Make Me Look Fat?’, ‘I Cannot Fucking Wait Til Morrissey Dies’ og ‘I Might Vote 4 Donald Trump’.
Men under den her leg med sprog, lyd og samples er der faktisk en gravalvorlig kerne i rapperens musik.
Kaos som kunstform
Ligeså meget de mange samples antyder leg, lige så tit bliver de afbrudt af skingre stemmer, sirener eller andre ubehagelige, næsten voldelige lyde. Og det er de her afbræk, der måske mest af alt kendetegner Jpegmafia og skiller ham ud.
For selv om han uden tvivl er et unikum, er der referencer, der giver mening. Her er den rå, fandenivoldske energi, der knytter an til den unge punkrap-bølge omkring folk som XXXTentacion og Ski Mask the Slump God. Og så er der selve lydbilledet, der nok mere skal ses i forlængelse af nogle af de eksperimenterende hiphopgrupperinger, der har deres egen mindre kanon.
Hos Jpegmafia er der nemlig nogle af de samme mystisk-messende intonationer i flowet som hos Shabazz Palaces, og her er noget af den fragmenterede sangstruktur fra Clipping og noget af den aggressive vildskab fra Death Grips.
Sidstnævnte sammenligning skal du dog ikke konfrontere Devon Hendryx med – han fucking hader åbenbart Death Grips, især sammenligningerne med frontmanden MC Ride.
Men ingen af de her navne formår som Jpegmafia at skabe det chokmoment, der opstår, når Baltimore-rapperen pludselig lader virkeligheden brage voldsomt ind i sin internetbaserede sample-leg.
Aggression som grundstemning
Devon Hendryx kommer nemlig fra Baltimore, et sted han selv kalder »the grimiest fucking place in the world«. Han har også fortalt The Fader i en dokumentar, at han kunne lide Baltimore, fordi byens musik var »dybere, grovere, mere smertefuld«.
Det er den hårde, beskidte virkelighed, der brager igennem, når Jpegmafia pludselig rapper om at tage en pistol med til et alt right-optog på ‘Rainbow Six’, eller når han taler om at få bloggere til at tigge for deres liv på ‘Rock N Roll Is Dead’.
De tekstbidder lyder måske unuancerede. Og det er de faktisk også, for Jpegmafias vrede kender ingen nuancer. Han angriber i lige så høj udstrækning venstrefløjsaktivister (‘Libtard Anthem’) som alt right-aktivister. Han disser også folk, der lyder som Drake eller Soundcloud-rappere.
Alle kan blive ramt. Og grundtonen er næsten altid voldsom.
Selvfølgelig har den her grundvrede politiske undertoner. Vreden er klart en reaktion mod undertrykkelse. Men det er egentlig mere en vrede mod politik som sådan, end mod en specifik retning. Det er vrede mod det hele.
Er det Jpegmafias sande natur? Er musikkens grundtone vrede? Det kan være svært at sige. Men det føles ikke sådan. For så kommer der pludselig en joke eller en spændende musikalsk reference, der letter stemningen.
Man falder aldrig helt til ro, når man lytter til Jpegmafia. Og måske er dét netop det unikke i musikken, Jpegmafia skaber. At man permanent pendler mellem fascinerende distraktion og voldsom virkelighed.
Læs også: Rapperen Jpegmafia kommer til Danmark