Rosalía er den globale popstjerne, vi har ventet på

Rosalía er den globale popstjerne, vi har ventet på
Rosalía.
Hun synger på spansk, og hendes musik består delvist af flamenco-elementer. Det lyder måske ikke som det mest åbenlyse lige at kaste sig over, men Rosalía er en ny form for popstjerne, som med sit nye album ’El Mal Querer’ giver et kompromisløst og idiosynkratisk bud på, hvordan global popmusik anno 2018 kan lyde.

Rosalía har sine rødder solidt plantet i Spaniens flamenco-tradition. Tænk klapperytmer, akustisk guitar, der bliver slået an med en alvorlig mine, og voldsomme vokale følelsesudladninger. Meget seriøs musik.

Men den 25-årige spanske sangers nye, andet album ‘El Mal Querer’ (‘Den dårlige kærlighed’) rummer meget mere end det. De traditionsrige elementer suppleres op med synths, elektroniske trommer og tidens karakteristiske, allestedsnærværende vokalsamples. Udtrykket har givet pote, for i øjeblikket hyldes Rosalía med god grund langt uden for hjemlandets grænser – selv om hun altså udelukkende synger på spansk.

Blot at kalde Rosalía en flamenco-sanger er heller ikke retfærdigt. Måske kunne man slippe af sted med det efter sidste års debutalbum ‘Los Ángeles’, men med ‘El Mal Querer’ tager Rosalía et radikalt og grænsebrydende spring ind i 2018’s poplyd – samtidig med at hun bevarer flamencoens dna. Ikke nødvendigvis en nem opgave, men den spanske kunstner løfter den, som var det det mest naturlige.

Hertil ville det være fristende (ikke mindst grundet det spanske) at putte hende i hvert fald halvvejs ned i samme kasse som den latinpop, der de seneste år er begyndt at tage mere og mere over i vores streaming-dominerede lyttermiljø – selv om Rosalía er fra Spanien, mens latinpoppen jo er fra Latinamerika.

Selvfølgelig er det ikke uvæsentligt, at vores ører er blevet vant til spansksproget musik, og med latinpop-revolutionen (og en K-Pop-invasion lurende ude i horisonten), er verden nok begyndt at indse, at popmusik kan komme fra alle mulige steder.

Sponsoreret indhold
»En natur-nørd fanget på stenbroen«
Sara Hjort har brug for en solid dosis naturnørderi og små, pippende strudseunger i sit tv. Hør om den danske skuespillers tv-cravings her.

Det fortæller dog kun en del af sandheden, for i dette tilfælde er der noget mere på spil. Uden at devaluere latinpoppen, føles Rosalías bud på globaliseret pop dybere, og derfor mere potent og spændende.

Flamenco-elementerne står tydeligt frem og kommer til deres fulde ret. Det handler ikke om at få flamencoen udvandet tilpas nok til at kunne fungere i en moderne popæstetik, eller om at putte et trap-beat under nogle synkoperede flamencoklap. Det handler om at vise, at de to elementer sammen kan blive noget mere end hver for sig, for flamenco og pop løber tydeligvis lige stærkt i Rosalías musikalske årer.

‘El Mal Querer’ og nyskabelse i traditionen

Den sammenblanding er netop noget af det, der gør ‘El Mal Querer’ så uimodståeligt og dragende. At lytte til albummet er som at opleve en ny idé udfolde sig i realtid. Man får lov at træde ind i Rosalías univers samtidig med, at hun selv er i gang med at skabe det.

Flamencoens sentimentalitet og nærmest for-meget-hed får sat strøm til sig, og her dannes rammen for, at noget nyt og potentielt endnu mere ekspressivt og rørende kan opstå. ‘El Mal Querer’ holder sig på ingen måde tilbage – et træk, Rosalía har taget med sig fra flamencoen.

Selv om numrene er sparsomme i produktionerne, er de fyldt til randen med følsomhed og indlevelse, ikke mindst takket være vokalen. Singlen ‘Di Mi Nombre’ består af en harpelyd, klap, en 808-bas, sang, og højdepunktet ‘Pienso En Tu Mirá’ følger nogenlunde samme opskrift. Mere skal der ikke til, og mange af sangene formår at være fyldestgørende og storladne med brug af få elementer. Kedeligt bliver det dog aldrig takket være brud som for eksempel den strygerdrevne ‘Reniego’ og a cappella-udfoldelsen ‘Nana’.

Annonce

Stemmen fortæller en historie i sig selv – bogstavelig talt. Selv om man måske ikke forstår, hvad der bliver sagt, er man aldrig i tvivl om, at Rosalía har noget at sige. Hendes vokal er grundet i flamenco-traditionens sangstil og fremstår derfor markant anderledes fra tidens øvrige popstjerner.

Hendes allestedsnærværende melismer og fraseringer, som via flamencoen kommer mindst lige så meget fra en mellemøstlig musiktradition som fra tidens popmusik, er medrivende og veludførte. Sprogbarrieren er selvfølgelig ægte, men det er som om de følelser, hun synger om, materialiserer sig i så høj en grad, at de sætter sig dybt inde på Rosalías stemmebånd. Derfor rammer de én. Hun har en intensitet og kraft, så man føler sig tvunget til at lytte.

Kompromisløs performer

Ser man videoer af Rosalía live, bliver man nærmest overvældet. Hendes vokal er mindst lige så kraftig live, og hun kaster sig ofte ud i dans sammen med sine (mange) baggrundsdansere. Når hun fremfører eksempelvis ‘De Aqui No Sales’, hvor samples af bilmotorer, dækudskridninger og sirener udgør den rytmiske baggrund for Rosalías ellers nøgne vokal, har hun en ATV med på scenen. Følelserne sidder ikke bare uden på tøjet, men bliver nærmest et udtryk i sig selv.

Rosalía gør på mange måder noget, der ikke er gjort før. Hun er kompromisløs og overbevisende, både i sin insisteren på at holde fast i flamencoen, men også i sin musik og performance.

I sidste ende taler det højere end alt andet: Selv hvis man skrællede alle lag af ideologisk og kulturel optimisme omkring global pop og flamenco-fascinationen væk, ville ‘El Mal Querer’ være en kræftpræstation af et album. Og Rosalía en performer og sanger, man ikke får lov at opleve hver dag, men som vi måske kan takke den stigende globalisering i popmusik for.

Rosalía kunne gå hen og være den popstjerne, som for alvor viser os, hvad globaliseret popmusik kan og skal.

Læs også: Latinpoppen er for alvor tilbage – men er den kommet for at blive?

Annonce