Top Tracks: Hør ugens otte bedste nye sange – Grimes, Meek Mill og dansk emorap

Top Tracks: Hør ugens otte bedste nye sange – Grimes, Meek Mill og dansk emorap
Meek Mill.
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.

1. Lillebittebock ‘Fortabt’

På ‘Fortabt’ vender Lillebittebock blikket væk fra sit indre og ud mod sin generation, som han indsmurt i klangfyldt autotune erklærer for uden håb. Foruden nummerets lydmæssige kvaliteter som virkelig melodiøs emorap er den dertilhørende billedside i øvrigt ret så forrygende.


2. Eloise ‘TTCL’

Med en tilbagelænet, varm og letknasende vokal fører Eloise blidt og sikkert lytteren igennem sin nye (og blot anden) single, ‘TTCL’, og dens jazzede, underspillede arrangement.


3. Meek Mill ‘Oodles O’Noodles Babies’

»Got a black judge tryna tear me down / all this jail time probably wear me down«, rapper Meek Mill, der i foråret blev løsladt fra fængsel efter en opsigtsvækkende sag, med desperation i stemmen på ‘Oodles O’Noodles Babies’ – den første single fra rapperens nye album ‘Championships’, der er ude nu.


4. Pottery ‘Hank Williams’

‘Hank Williams’ er det Montreal-baserede band Potterys debutsingle; et forrygende frisk miskmask af new wave, garagerock og godt humør. En ven af bandet har forklaret det meget godt: »Da vi først havde ‘the bones of the song’ på plads, hørte en ven det og sagde, at det lød som Hank Williams (legendarisk countrymusiker, red.) på speed«.


5. Ecstasy In Order ‘Material Girls’

Den pulserende trio Ecstasy In Order hiver poppens former og melodier ind i deres sædvanligt klubbetonede univers på nummeret ‘Material Girls’, som er én ud af tre nye numre fra ep’en ‘Girls, Boys and Brothers’.

Hør sangen på Spotify HER.


6. Grimes ‘We Appreciate Power’

Grimes, altså. Hendes kreative begær for at folde sig ud er lige så stærkt som altid. På den nye single ‘We Appreciate Power’ kyles man som lytter gennem en meteorstorm af indtryk, melodier, genrer, vilde tekststykker, alt muligt. Kan vi kalde det AI-metal? Det er i hvert fald hårdt og hamrende interessant.


7. Schultz & Forever ‘Dead But Alive’

Jonathan Schultz går helt følt til værks i denne atmosfæriske og samtidig meget intime r’n’b-ballade. »Nobody knows what it’s like / to feel more dead than alive / except for you and I«, synger, næsten hvisker Schultz på ‘Dead But Alive’, som er hans første singleudspil siden albummet ‘Grand Guignol’, der udkom i foråret.


8. 6ix9ine feat. Kanye West & Nicki Minaj ‘Mama’

På det seneste har det handlet om alt andet end musik for 6ix9ine, der i øjeblikket er fængslet uden mulighed for kaution. Men nu er albummet ‘Dummy Boy’ altså ude (efter først at være blevet udskudt), hvor dette længeventede track selvfølgelig figurerer. En hyperprominent treenighed, som i hvert fald ikke skuffer på attituden.

Læs også: Her er 10 koncerter, du skal opleve i december – bl.a. Mø, Skepta og Thundercat.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold