Årets 25 bedste udenlandske album

Årets 25 bedste udenlandske album
Pusha-T.
Fra stortalenters nyskabende kreationer til sene og uventede højdepunkter i efterhånden rutinerede karrierer. 2018 er ved at gå på hæld, og i et bagudskuende lys har året budt på et sandt mylder af fremragende album fra en ekstremt forskelligartet skare af musikere. Her er vores kåring af de seneste 12 måneders allerstærkeste internationale udgivelser.

25. Stephen Steinbrink ‘Utopia Teased’

Høj og kogt på lsd bearbejder Stephen Steinbrink en tragisk ulykke, der kostede 36 mennesker livet i et kreativt kollektiv i Oakland. Resultatet? Et aldeles givende album fyldt med velskrevne melodier over finurlige lydlandskaber.


24. Ariana Grande ‘Sweetener’

Ariana Grande har været popstjerne i et par år, men på ’Sweetener’ bliver hun dén popstjerne, det hele tiden var meningen, hun skulle være. Slut med samlebånds-bangers, ind med quirky, Pharrell-produceret pop og ta-da: Her er en popstjerne, der ikke bare har en fantastisk stemme, men som faktisk finder sin stemme.


23. Earl Sweatshirt ‘Some Rap Songs’

Går du sjældent udenfor? Er du indadvendt? Har du svært ved at finde hoved og hale i det hele? Og elsker du ordforelsket og stenet undergrundsrap a la MF DOOM? Så har Earl nogle rapsange, der er lige, hvad du skal bruge.


22. Mitski ‘Be the Cowboy’

På sit femte album giver Mitski ikke mange femører for vers-omkvæd-vers-strukturer og andre trivialiteter fra popmusikkens instruktionsbøger, mens hun på modig og komplekst vis hudfletter kærlighedens og ensomhedens gen- og omveje.

Annonce

21. Low ‘Double Negative’

En »forbløffende musikalsk metamorfose«. Sådan beskrev vores rundforvirrede anmelder slowcorepionerernes 13. album, hvor de på forrygende vis undergår en af nyere tids mest radikale transformationer.


20. XXXTentacion ‘?’

Punket råberap, akustiske ballader, highschoolet poppunk og endda storslåede popsange: XXXTentacions sidste album, før han blev slået ihjel i  juni, er så trist at lytte til, fordi det viser ikke bare én, men et sandt virvar af fascinerende, musikalske veje, den kontroversielle rappers karriere kunne have gået i.


19. Tierra Whack ‘Whack World’

Et album skabt til Instagrams 60-sekunders grænse lyder som det mest 2018 ever. Men dén verden, der åbenbarede sig på Tierra Whacks ’Whack World’, er farverig, fantasifuld og fascinerende nok til at vække genklang hinsides SoMe-formatets gimmick med 15 sange på præcis 15 minutter.

Annonce

18. Rosalía ‘El Mal Querer’

Med rygsækken proppet med nogle af flamenco-traditionens vægtigste elementer så som klapperytmer og klassisk guitar (slået an med alvorlig mine, vel at mærke) giver spanske Rosalía med ‘El Mal Querer’ et kompromisløst og idiosynkratisk bud på global popmusik anno 2018.


17. Snail Mail ‘Lush’

Med et mere end komfortabelt greb om den elektriske guitar og et stilsikkert afsæt i 90’ernes alternative rocklyd er ‘Lush’ et vidunderligt debutalbum og et løfte om meget mere fra bare 19-årige Lindsey Jordan.


16. U.S. Girls ‘In a Poem Unlimited’

Akkompagneret af det solidt svingende funkkollektiv The Cosmic Range injicerer Meg Remy uimodståelige, poppede varianter af funk og disco direkte i hofterne af lytteren, alt imens politiske frustrationer og betragtninger simultant sendes i hovedet på selvsamme.


Sponsoreret indhold
Det lykkedes ikke, da ’Girls’ peakede …
... men nu er Sara Hjort endelig lykkedes med at komme på forkant på Lena Dunaham-fronten. Hør om hendes tv-cravings her.

15. Blood Orange ‘Negro Swan’

Hos Blood Orange kan protestmusik godt lyde som afdæmpede kærlighedssange. For når verden er grim og urimelig, er en insisteren på skønhed og skrøbelighed et oprør i sig selv.


14. Travis Scott ‘Astroworld’

Travis Scotts ambitioner om et gigantisk, gotisk trap-storværk bliver endelig til fulde opfyldt på ’Astroworld’, der inkorporerer tidens tendenser og største stjerner i Scotts ambitiøse vision for fremtidens hiphoplyd.


13. Octavian ‘Spaceman’

UK-scenen udvikler sig konstant for tiden, og i år var der næppe nogen, der skubbede grænserne mere end Octavian, der blandede tung UK-gaderap med Drake-agtige sang-flows og, mest overraskende af alt, pulserende housebeats.


12. Boygenius ‘Boygenius’

Tre brandvarme navne på den guitarfunderede side af musikbyen slår sig sammen og skaber seks sofistikerede og rørende sange. Julien Baker, Lucy Dacus og Phoebe Bridgers udgør ganske enkelt en hyperaktuel supertrio.

Annonce

11. Sophie ‘Oils of Every Pearl’s Un-Insides’

Det er svært at koge denne bombe af et elektronisk album ned til én meningsfuld lille tekst. Det er sårbart og voldsomt, humant og maskinelt, helt og aldeles vildt, men vigtigst af alt bare sindssygt godt.


10. Kids See Ghosts ‘Kids See Ghosts’

’Kids See Ghosts’ er et af de sjældne lyspunkter i et ellers pænt sort år for Kanye West. Samarbejdet med Kid Cudi er en optimistisk søgen mod lys og frelse, en historie om genfødsel og tilgivelse. Det er et album, der lover, at der stadig findes håb – og det var der hårdt brug for i 2018.


9. Against All Logic aka Nicolas Jaar ‘2012 – 2017’

Adskilt fra de umiddelbart kølige, melankolske undertoner, som han så ofte har arbejdet i, har Nicolas Jaar her skabt et vidunderligt underholdende, housebaseret festfyrværkeri af et album.


Sponsoreret indhold
Kæreste-lokkeri med Sara Hjort
‘Perfekte steder’-skuespilleren fortæller, hvordan hun lokker sin kæreste til at se film med hende. Hør om Saras tv-cravings her.

8. Noname ‘Room 25’

I et mere jazzet, mere eksperimenterende og skævt lydunivers, end det var tilfældet på mixtapet ‘Telefone’, rager Noname her for alvor op i skoven af Chicagos bløde hiphopartister med sin overlegenhed både lyrisk og teknisk.


7. Cardi B ‘Invasion of Privacy’

2017 var året, hvor Cardi B udgav ‘Bodak Yellow’ og modbeviste alle, der troede, hun ikke kunne omsætte sin fascinerende personlighed til et hit. 2018 var året, hvor hun med ‘Invasion of Privacy’ modbeviste selvsamme haters og cementerede, at hun ikke var et one-hit wonder, men en flersidig og fascinerende kunstner, der både viste følelser på ‘Thru Your Phone’ og skabte latin trap-sommerbangers på ‘I Like It’. Gad vide, hvad hun har tænkt sig at gøre i 2019?


6. Kacey Musgraves ‘Golden Hour’

Nogle af Kacey Musgraves’ tekster kan næsten virke banale, men hun synger så rent og så nede på jorden om alle de ægte, små, store og knugende følelser, der knytter sig til universelle temaer som håb, glæde og frem for alt kærlighed. Amerikanerens tredje album er for poppet til at være country og for country til at være pop, men i den her gyldne middelvej har hun fundet en stil, som er helt hendes egen og helt uimodståeligt vellydende.


Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

5. Beach House ‘7’

Det er en mere dynamisk udgave af kontinuerligt brillante Beach House, vi møder på ‘7’, hvor der konstant ulmer en spirrende uhygge under albummets glinsende, synthflydende overflade af alt det, som den amerikanske duo gang på gang gør så glimrende.


4. Pusha-T ‘Daytona’

Den tidligere Clipse-rappers album er minimalistisk, kontant og syv sange kort, så det føles nærmest forkert at bruge alt for mange ord på at beskrive det her. For ’Daytona’ er et album, der fungerer i kraft af, at det ikke taler uden om eller bruger tid på alt muligt pis.

»If you know you know«, som Pusha-T rapper på den majestætiske intro. Og hvis du ikke ved? Ja, så kan du i princippet bare fucke af.

Den følelse får man i hvert fald, når man lytter til den her samling sange. Det er magtfuldkommen, uovervindelig cokedealer-rap. Kanyes produktioner tyr aldrig til de maksimalistiske impulser, der ellers tit frister ham, men iscenesætter Pusha perfekt i et køligt, tung lydbillede med få, men effektive samples.

Det er ikke et album, der vinder på grund af innovation, men på grund af perfektion. Ingen gør det her bedre. Og på ’Daytona’ rapper Pusha-T som om, han godt ved det.


3. Kali Uchis ‘Isolation’

Det er fantastisk, når en kunstner allerede på debuten præsenterer en stil, som uden sammenligning er deres helt og holdent egen. Der findes ingen i verden som Kali Uchis, og selv om hendes debutalbum er lavet med et hav af prominente producere, får hun det hele til at hænge ubesværet sammen, om end stilen hedder r’n’b, bossa nova, soul, funk eller reggaeton.

Annonce

Det hele er samlet under én æstetik i et skvulpende univers af nyskabende popmusik, som med den største selvfølgelighed bliver sunget med så meget selvsikkerhed og overskud, at man ikke et sekund er i tvivl om, at Kali Uchis er født til at lave lige præcis det her.


2. Janelle Monáe ‘Dirty Computer’

Prince har altid været Janelle Monáes helt store forbillede, men den lilla eminence skinner måske lidt mindre igennem på storværket ‘Dirty Computer’, hvor den nutidige soulauteur i højere grad end tidligere går popplanken ud – og med bragende succes.

Det her er et helstøbt album i beskrivelsens mest kontante form: Ekstatisk, opløftende og dybt rørende. En musikalsk magtdemonstration, der samtidig fungerer som et identitetspolitisk oprør. Monáe taler mere fra hjertet end tidligere – om sex, kvindelig identitet og ikke mindst, hvad det vil sige at være en sort kvinde i USA. Og hun gør det på en hudløs kompromisløs facon.

Det her værk giver et billede af en overlegen – musikalsk såvel som personligt – kunstner, som kun virker til at vokse med hvert album, hun får kværnet ud af Metropolis’ funkede afkroge.


1. Robyn ‘Honey’

Historien om Robyn har altid været historien om en popstjerne, der kæmpede sig ud af systemet. En kunstner, der soundtrackede sit eget ungdomsoprør med alt fra electropop til rap og dancehall. Men som så måtte i terapi i mange år for at forarbejde de turbulente år i begyndelsen af karrieren.

’Honey’ er lyden af forløsning fra den frigørelseskamp. Det er tidspunktet, hvor Robyn giver slip efter flere års oprør mod musikindustrien og lang tids terapi og lader sig selv glide ind i en form for elektronisk trance.

Men det er ikke elektronisk på samme måde som karrieredefinerende sange som ’Dancing On My Own’ og ’Be Mine!’. Sangene på ’Honey’ søger ikke mod et klimaks, men mod en form for balance. Mod en »soft ecstacy«, som Robyn selv har udtalt. Det er sange, der omfavner dig.

Linjer som »baby forgive me« leveres for eksempel afdæmpet og messende i stedet for som hjerteskærende udbrud. Hun er heller ikke længere en intergalaktisk ’Fembot’, men et menneske, som hun siger på ’Human Being’. Andre steder, som på ’Beach 2k20’, er hun knap nok til stede, men nøjes med at nynne blidt til et beat.

Det gør ’Honey’ til en udgivelse, der tvinger os til at gentænke, hvad et Robyn-album er. For musikken søger ikke længere mod yderpunkterne. Robyn vil ikke have os til at søge ind mod sorgens kerne, festens midt eller følelsernes vold. Hun vil tage os i hånden og svæve afsted. Man får næsten strand-associationer: Det her album føles som at synke ned i varmt sand eller glide ned i bølgerne.

Det er netop det fascinerende ved ’Honey’. At det vil have os til at gøre det modsatte af, hvad hendes tidligere musik gjorde. Derfor føles Robyns comeback som det første i en ny fase. Som lyden af et menneske og en kunstner, der er kommet dertil, hvor hun hele tiden har været på vej hen.

Læs også: Årets 20 bedste danske album

Læs også: 10 virkelig gode album, vi missede i løbet af 2018

Advertisement