Hypede J.I.D bliver sammenlignet med Kendrick Lamar, men han er bestemt ingen copycat

Hypede J.I.D bliver sammenlignet med Kendrick Lamar, men han er bestemt ingen copycat
J.I.D.
Hypede J.I.D bliver sammenlignet med Kendrick Lamar, men han er bestemt ingen copycat - DiCaprio 2
4 6
J.I.D
'DiCaprio 2'

Album, Universal

Den efterhånden vældigt hypede rapper J.I.D kommer fra Atlanta, men hans lyd er mærkbart ulig alt det, der kendetegner tidens markante Atlanta-rap. Han er signet til J. Coles pladeselskab Dreamville, men i modsætning til mange af selskabets øvrige navne, kommer han aldrig til at lyde som en J. Cole-efterligning. Og da han tidligere i år optrådte som en XXL Freshman side om side med kunstnere som Lil Pump, Trippie Redd, YBN Nahmir og Smokepurrp, stak han mildest talt ud.

Hvem kan man så sammenligne ham med? Hvis man endelig skal blive i Atlanta-regi, er det oplagt at lave nogen sammenligninger med de to herrer i OutKast; ligesom dem er J.I.D en lyrisk overlegen mester udi et virvar af flows og en virkelig imponerende sangskriver. Tilsæt oven i dette en stemme lidt a la Anderson .Paak og en intensitet, der efterhånden har vakt utallige sammenligninger med Kendrick Lamar.

J.I.D formår dog at bruge alle disse ingredienser til at blive mere end blot en copycat – i stedet ender han som et af de mest forfriskende nye hiphopnavne, hvilket han understreger med dette sit andet album, en fortsættelse til hans debut-ep ‘DiCaprio’ fra 2015.

På ‘DiCaprio 2’ får vi stribevis af velovervejede, lettere assorterede sange, og foruden J.I.D er der en pæn gæsteliste, der forsøger at give albummet lidt ekstra liv. Det er dog sjældent, de bidrager nær så meget til tracket som J.I.D antageligvis ville være i stand til på egen hånd. To undtagelser ville være ASAP Fergs rowdy hook på ‘Westbrook’ og at høre en J. Cole, der for en gangs skyld ikke tager sig selv alt for seriøst på ‘Off Deez’.

J.I.D arbejder med en række forskellige producere, hvilket giver en ret spraglet lyd og sørger for, at albummet ikke på noget tidspunkt bliver kedeligt. Vi kan være ovre i klassisk boom bap på ‘Hot Box’, lo-fi-minimalisme på ‘Despacito Too’ eller endda regulær Atlanta-trap på ‘Just da Other Day’ – dog stadig med en lækker levering på sidstnævnte, der divergerer en del fra, hvad den slags beats typisk forbindes med. Der er ikke meget af det instrumentale, der føles nær så forfriskende som J.I.D selv, men hans vokal formår problemfrit at inficere samtlige tracks med både kant og karisma.

Hertil har hans sange ofte kløgtige tekster – ‘Tiiied’, ‘Skrawberries’ og ‘Just da Other Day’ formår især at behandle veldefinerede lyriske koncepter på gennemført vis. Dog er sangene oftere struktureret omkring hans flows end omkring teksten, og det gør, at de individuelle tracks har tilfredsstillende soniske opbygninger. Man sidder altid og følger engagerende med i, hvor J.I.D’s vokal er på vej hen – for han viser hele tiden, at hans levering har mange facetter.

Der er dog ikke lagt det helt store i albummets struktur, og efter introen er der ikke så meget, der binder de forskellige tracks sammen. I sidste ende handler det hele om J.I.D’s eget sproglige og lyriske talent, som er det, der gør ‘DiCaprio 2’ til et friskt pust på hiphopscenen.


Kort sagt:
J.I.D har så god mikrofonkontrol, at han kan få ethvert beat til at passe til sin stil. Med et snert Outkast, et snert Kendrick, et snert Anderson .Paak og en god dosis talent, har vi at gøre med en kunstner, der forhåbentlig har en lys fremtid foran sig.

Annonce