På ‘Championships’ er Meek Mill den evige underdog, der endelig har vundet et trofæ

På ‘Championships’ er Meek Mill den evige underdog, der endelig har vundet et trofæ
Meek Mill.
På ‘Championships’ er Meek Mill den evige underdog, der endelig har vundet et trofæ - Championships
4 6
Meek Mill
'Championships'

Album, Maybach Music / Atlantic

Meek Mill har et virkeligt specifikt talent. Der er nemlig én slags sang, som Philadelphia-rapperen laver bedre end alle andre. Nemlig den slags selvbiografiske og intense sange, hvor Meek Mill ser tilbage på sit liv og fortæller sin ikke ukomplicerede livshistorie som et forløb, der hele tiden stiger i intensitet, indtil det forløses i succes.

Det er en sang, han har lavet en del gange før. Det bedste eksempel er hans ’Dreams & Nightmares’-intro fra 2012, der sidste år blev et slags uofficielt anthem for hele Meek Mills hjemby, da Philadelphia Eagles vandt deres første Super Bowl nogensinde og brugte tracket som deres temasang.

Det er blandt andet dén store sejr, Meek Mill hentyder til med titlen på sit nye album, ’Championships’. Men navnet peger i endnu højere grad på rapperens egen personlige sejr. For mens hans fem år gamle track blev et fænomen sidste år, sad Mill jo selv i fængsel. Hans karriere så heller ikke for godt ud: Han havde lidt et gigantisk nederlag i en beef med Drake, og hans rapper-kæreste Nicki Minaj havde forladt ham.

Når ’Championships’ er bedst, forvandler albummet alle de nederlag til midlertidige forhindringer i vejen til succes. De er blot de nyeste fjender i Meek Mills evige kamp for at komme frem. Med andre ord: Nyt materiale til de sange, han skriver bedst. Dem, der handler om sejr mod alle odds.

Og der er nogle vanvittig stærke eksempler på de her sange på Meek Mills fjerde album.

Titelnummeret og afslutteren ‘Cold Hearted II’ er måske de mest sigende eksempler. Førstnævnte handler nemlig meget mere om kampen end om den endelige sejr. Et opløftende soulsample kører i baggrunden, mens Meek Mill forvandler nederlag til sejr og beskriver situationen der, hvor han kommer fra: »Victim to the system like a rain drop in the ocean / they closin’ all the schools and all the prisons gettin’ open«.

På sidstnævnte rapper han i bedste Drake-stil (!) over The Weeknd-samples og fortæller historien om de seneste svære år, som var det én stor episk comeback-fortælling. Og han afregner med alle de falske venner, der forlod ham, da det gik værst: »Niggas wanna burn a bridge, and expect you to send a yacht«.

Derudover er introen (som alle rapperens introer, stort set) virkelig stærk. Philly-rapperen bruger et sample af ’In the Air Tonight’ til et af den slags intense, selvbiografiske tracks, han er kendt for. Og så er der ’Trauma’, der skræmmende ærligt viser, hvordan gadelivet nærmest kan give posttraumatisk stres, mens det blide stemmesample fra Mobb Deeps ’Get Away’ spøger i baggrunden.

Der er dog stadig de typisk halvhjertede forsøg på klubrap (’Wit The Shits’) og sexsange (’Almost Slipped’, ’Dangerous’), der altid har tynget Meek Mills udgivelser.

Okay, nogle af de tungere trapsange er unægtelig stærke: ’Tic Tac Toe’ med Kodak Black, ‘Pay You Back’ med 21 Savage, ’On Me’ med Cardi B og ’Going Bad’ med den tidligere ærkefjende Drake er alle solide, medrivende bangers med gennemgående veloplagte gæster. Man fornemmer måske bare ikke så meget Meek Mill.

Det bliver endnu mere tydeligt, når der så dukker malplacerede latin trap-gæster op, eller når Future og Young Thug reducerer Mill til en fodnote på ’Splash Warning’. De her forsøg på et udvide sit repertoire er stadig Meek Mills svageste side. Hans intense, nærmest stressede flow egner sig ikke altid dén slags samarbejder.

Men for hvert fejlskridt er der en sang, der minder os om, hvorfor vi kom.

Sange som albumhøjdepunktet ’Oddles O’Noodles Babies’, hvor han nærmest fortæller hele sin og sin families historie over et soulet beat, der kunne være taget fra Jay-Zs ’The Blueprint’: »I hope my momma ain’t doin’ no coke / I used to wish that my daddy was livin’ / I had a dream that I seen him a ghost«. Man får gåsehud af Meek Mill, når han åbner op for sin historie.

Jay-Z dukker også op på ’What’s Free’, en genfortolkning af Biggies ‘What’s Beef’, hvor han sammen med Meek Mill tager reflektionen et skridt højere op og taler om de samfundsmæssige strukturer i USA, der gør, at tingene kan gå så galt i ghettoen. Jay-Z kritiserer blandt andet Kanyes Trump-støtte – hvilket Meek Mill i øvrigt også gør på ’Oodles O’Noodles Babies’.

Det giver Meek Mill en ny dimension, at han ikke kun fortæller sin egen historie, men løfter den op på et højere plan. Det virker heller ikke tilfældigt at det ud over Jay-Z også netop er Mill, der taler Kanye og Trump imod. Det går nemlig hånd i hånd med den status, han har fået på det seneste. Rapperens kamp mod et retssystem, der i årevis fastholdt ham på prøveløsladelse, blev nemlig en stor sag i USA.

Efter det kom frem, at han kom i fængsel, bare fordi han havde kørt på en ATV, involverede en række folk sig – blandt andet Jay-Z, der skrev et indlæg i New York Times, hvor han udtalte, at retssystemet i USA »stalkede sorte mennesker som Meek Mill«. Op til albummets udgivelse har Meek Mill også selv skrevet et indlæg samme sted, hvor han kritiserer, at mennesker på prøveløsladelse kan sendes i fængsel for selv de mindste overtrædelser.

På den måde er én mands kamp om at komme fri fra Philadelphias gader blevet del af en større kamp. Det er spændende, at den situation afspejles i albummet. For jo, Meek Mill har stadig én slags sang, han laver bedre end alle andre. Men på ’Championships’ har dén sang fået en helt ny dimension.


Kort sagt:
Meek Mill forvandler de seneste års mange nederlag til forhindringer på vejen mod endelig sejr på ‘Championships’.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold