’Svesken på disken’: Hvordan Nikoline har gjort protestsangen brændende aktuel

’Svesken på disken’: Hvordan Nikoline har gjort protestsangen brændende aktuel
Nikoline.
Foto: Mathias Tegtmeier
Den politiske kritik har i mange år været en mangelvare i dansk musik. Det seneste år har Nikoline vist, at det ikke behøver at være sådan.
’Svesken på disken’: Hvordan Nikoline har gjort protestsangen brændende aktuel
Emil Hansen

Musikskribent for Soundvenue, Cang.mag i moderne kultur.

KOMMENTAR. Det hører til sjældenhederne, at en dansk musiker sætter gang i en debat herhjemme. Men i løbet af det seneste år er det lykkedes rapperen Nikoline at gøre det flere gange – først med de revsende ’Flertallet er dumme’ og ’Tæsk til alle’ og senest feministhymnen ’Sut min klit’, hvis opsigtsvækkende musikvideoer har skabt ringe i vandet langt udover det danske hiphopmiljø.

I sidste uge udkom så ep’en ’Svesken på disken’, Nikolines første samlede udspil. Og selv om udgivelsen ikke er opsigtsvækkende eller har ført til forargelse og debat i samme grad som ovenstående singler og tilhørende videoer, så har den signifikans, fordi den samler op på det seneste års overskrifter og viser, at Nikoline med sin autodidakte hiphop har hevet protestsangen frem igen – i en opdateret og provokerende form.

Truet med sanktioner

Det står klart fra introens gennemspilning af ’Der er et yndigt land’, der drejes ind og ud af pitch, at Nikoline tager nationens tilstand op til revision.

Tydeligst kommer det til udtryk i den efterfølgende ’Flertallet er dumme’. Videoen, der viser Nikoline skyde mod portrætter af danske politikere opsat som skydeskiver, blev mødt med fordømmelse og forargelse, efter den blev lagt på YouTube sidste år.

Det Radikale Venstres Zenia Stampe kaldte fokusset på volden for »uhyggelig«, mens Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Arendtsen så videoen som en opfordring til mord og gik så langt som til at kalde Nikoline for en »kvindelig Breivik« (ja, seriøst). Efter det kom frem, at Nikoline havde modtaget støtte fra Statens Kunstfond, mente Arendtsen desuden, at Nikoline havde »snydt« staten for penge ved at bruge støtten til at lave samfundsundergravende kunst. Han inddrog kulturminister Mette Bock, der henviste til armslængdeprincippet og afviste at gøre mere ved sagen, men som samtidig kaldte musikvideoen og sangen for »chokerende og frastødende både moralsk og etisk«.

Sponsoreret indhold
Kæreste-lokkeri med Sara Hjort
‘Perfekte steder’-skuespilleren fortæller, hvordan hun lokker sin kæreste til at se film med hende. Hør om Saras tv-cravings her.

Det er heftige sager for en lille musiknation, der ofte er præget af kvælende konsensus. Og der er da også noget usmageligt ved videoens kalkulerede provokation, men der er samtidig også noget befriende ved de forargede reaktioner. Det er lang tid siden, dansk musik har kunnet provokere på den måde. Men det er skam sket før.

Tilbage i 1970 under DR-monopolets tid rejste den daværende konservative justitsminister Knud Thestrup tiltale mod to af DR’s programchefer efter den nu afskaffede blasfemiparagraf. Det skete efter den danske folkesangerinde Trille havde optrådt i bedste sendetid med sangen ’Øjet’, hvis satiriske religionskritik førte til en større skandale. Det var især refrænet »ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud« og linjen om, at han aldrig fik »sat ild på sin cigar / for han ordnede jo Maria per vikar«, der vakte furore. Programcheferne blev senere frifundet.

Kollektivisme afløst af individualisme

Det er altså ikke nyt, at landets lovgivere tyer til trusler om sanktioner og indgreb i mødet med samfundskritisk kunst. Men konflikten omkring ’Øjet’ udspillede sig i en anden tid, hvor fronterne var trukket op og fløjene klart definerede. Især på venstrefløjen var musik og politik tæt sammenvævet og protestsangen en fast del af repertoiret.

Rockgruppen Røde Mor lagde ikke skjul på deres ideologiske troskab til kommunismen, Jomfru Ane Band ironiserede over et af datidens helt store politiske emner, atomkraft, i hittet ’Plutonium’, og Annisette, Sebastian og Povl Dissing stimlede sammen under navnet Det Internationale Sigøjnerkompagni for at indspille Christiania-slagsangen ’I kan ikke slå os ihjel’.

Den holdånd, der prægede 70’ernes protestsange, er dog svær at få øje på i dag. Tiderne er skiftet, men det er musikken også. Hvor protesten før kom fra en samlet skare af musikere og aktivister, der havde fællessangen som ypperste våben, er det i dag den enkelte, der kigger ud over flertallet og erklærer sig over dem. Tidligere tiders kollektivisme er afløst af individualisme.

Nutidens protestsanger er med andre ord ikke en skægget mand med stråhat, rød fane og en akustisk guitar, men en kvindelig rapper, der hæver sig over tidens konsensus og peger et pistolløb op i kameraet.

Nikoline lægger svesken på disken, som hun selv siger. Men både den politiske indignation over et lammet demokrati og den feministiske selvhævden udtrykkes gennem individualistisk egenrådighed. Og det er måske i virkeligheden det, der gør hendes udtryk så desto mere provokerende for nogle.

Det er en væsentlig forskel fra protestsangen, som vi kender den fra 70’erne, og sådan som den kommer til udtryk i dag. Det vil være for meget at sige, at Nikoline har fornyet protestsangen, men hun har justeret den og gjort den brændende aktuel og provokerende igen. Og det er i sidste ende nok provokationen, vi vil huske fremover. For modstanden er i grove træk den samme.

Læs interview: Rap-rebellen Nikoline: »Folk har truet mig over telefonen«

Annonce