10 unge rappere, du skal holde skarpt øje med i 2019

10 unge rappere, du skal holde skarpt øje med i 2019
Rico Nasty.
Hiphoppen er midt i en brydningstid. Soundcloud-rappen er blevet splintret i tusind retninger, UK drill hærger i London, og gangstarap er blevet melodisk. Her er 10 rappere, der er med til at definere hiphoppens nye stilretninger – og som vi tror kommer til at præge 2019 i stor stil.

I 2017 var der især én bevægelse, der fik hele hiphopverdenen til at holde vejret: Soundcloud-rap. Den nye bølge af helt unge rappere forvandlede scenen til én stor moshpit. Det var en energiudladning vi ikke havde set, siden Odd Future i sin tid dukkede op ud af det blå.

Det kunne ikke vare ved, og nu er Soundcloud-bølgen da også splittet i tusind retninger. Men det er faktisk ekstremt spændende i sig selv, for i stedet for én stilretning, er hiphopverdenen lige nu præget af et mylder af nye lyde og originale artister. Nogle af dem tager Soundcloud-rappen i nye retninger, andre genskaber gangstarap med en snert af emo, og så er der (heldigvis!) rappere, der slet ikke kan klassificeres som del af nogen eksisterende bølge.

Vi har samlet ti af de rappere, der især præger hiphoppens brydningstid lige nu – og som vi tror kan blive endnu større i 2019. Vi har fokuseret på nye stemmer, der måske har haft et første gennembrud i 2018, men som kan skabe noget endnu større i løbet af dette nye år. Derfor har vi heller ikke inkluderet mere etablerede navne som Cupcakke, Octavian, Noname, Saba, Loski eller Jpegmafia – de har jo alle været meget til stede i 2018 og årene før.

1. Sheck Wes

Soundcloud-rappens energi og aggression døde mere eller mindre ud i 2018, men det var som om én person stadig kunne kanalisere den rå enerig, der havde gjort bevægelsen så stor i 2017: Mød Sheck Wes.

New York-rapperen slog bredt igennem med storhittet ‘Mo Bamba’ fra debutalbummet ‘Mudboy’, og den sang viser mange af de ting, der gør ham så spændende. For der er noget aparte over hele sangens progression – som om beatet mangler en komponent, eller at Sheck Wes holder tonerne lige en tand for længe i omkvædet. På et tidspunkt afbryder han sig selv og udbryder »Oh, fuck! Shit! Bitch!«.

Det er kaotisk, beskidt og fucking tungt. Og midt i det hele står Sheck Wes, som en troldmand, der fremmaner en mørk tordenstorm. Forhåbentlig fortsætter han uvejret gennem hele 2019.

2. J.I.D

Det kan faktisk være en byrde at være en sindssygt stærk lyrisk rapper. Både fordi tidsånden foretrækker melodisk sensibilitet frem for lyrisk kompleksitet. Men også fordi lyrisk orienterede rappere kan blive fanget i deres eget tekstunivers og glemme, at det her jo egentlig handler om at skabe gode sange – ikke bare gode bars.

J.I.D har længe balanceret lidt på en knivsæg her. Onde tunger vil sige, at han måske har fokuseret for meget på konstant at sige maksimalt kloge, komplekse ting. Men i 2018 fik vi et gigantisk argument mod dén anke i form af ‘DiCaprio 2’, der er ét stort virvar af flows, sangkoncepter og overraskende stemmeintonationer. Det er lyden af en rapper, der glemmer alt om, hvordan han burde lyde, og i stedet bare følger sine impulser. Det lyder levende.

Det er et imponerende album, men der er selvfølgelig stadig en skygge, der hviler over J.I.D: Kendrick Lamar. Hør bare første vers af J. Cole-samarbejdet ‘Off Deez’ – ved første lyt tror man næsten, det er Kung Fu Kenny selv, der speed-rapper her. Hvis J.I.D for alvor kan træde helt ud af Kendricks skygge, kan 2019 blive hans helt store år.

3. 070 Shake

Det ville være nok være lidt overdrevet at kalde 070 Shake for den store vinder af Kanyes kampagne fra juni 2018, hvor han udgav et album hver uge i fem uger. 070 Shake udgav nemlig ikke et album i den serie. Men til gengæld var hendes følte, storladne vokal hjertet af et af seriens absolutte højdepunkter, nemlig sangen ‘Ghost Town’ fra Kanyes ‘Ye’. Det var et af den slags stjerneskabende øjeblikke, hvor man stoppede op og tænkte: Oh, shit, hvem var det der?

Ikke at 070 Shake var totalt ukendt. Vi har faktisk anbefalet hende her på sitet så tidligt som i 2016, hvor hun blandt andet udgav den stærke ‘Honey’, der har samme umiddelbare intensitet som ‘Ghost Town’. Hun har også udgivet den stærke ‘Glitter’-ep i 2018. Men det er nu alligevel stadig det der vers fra ‘Ghost Town’, der føles som et løfte om noget stort. Forhåbentlig kan 2019 indfri dét store håb.

4. SL

SL gør nok klogt i at camouflere sig. Både rent fysisk, hvor han altid optræder med ansigtet bag en elefanthue. Men også i sin musik. For genren UK drill, som SL er en af de mest spændende navne indenfor, er i gang med at blive blacklistet i England – sange bliver fjernet fra Youtube, og artister blokeres fra at spille shows. Der foregår en decideret censurkampagne lige nu, så det er en underlig tid at være scenens største håb i.

Heldigvis har SL klaret sig på trods af det hele. Og det skyldes måske, at London-artistens version af UK drill har en vis overdådig, svævende kvalitet, der gør, at hans minimalistiske, exceptionelt skarpe gadefortællinger aldrig føles helt så brutale. Det er som om, hans sange starter i gadens voldsomme virkelighed, men så svæver op gennem skyerne som en heliumballon, man har sluppet taget på.

Den løsrivelse fra gadens mørke er også tydelig i hans ‘Tropical’-video, der skifter ghetto-billedsiden ud med cinematiske landskaber – i modsætning til det tidlige hit ‘Gentleman’, der stadig foregår på gadehjørnet. SL’s balanceakt mellem gaden og luksusliv bliver fascinerende at følge i 2019.

5. Blueface

En af Youtube-kommentarerne på Bluefaces hit ‘Respect My Crypn’ lyder »is it weird that the more I listen to this, the less off beat he is«, og det beskriver måske processen af at lytte til ham pænt præcist. For man skal lige vænne sig til rapperen fra Los Angeles.

Blueface rapper nemlig underligt. Hans småsnakkende, hurtige flow er decideret off beat: Det er som om, det hele går lidt for hurtigt, som om han skynder sig gennem sine linjer. Det har en snert af Lil B’s snakkeflows og Chief Keefs en anelse offbeat måde at ramme beatet på.

Men jo mere man lytter, jo mere bliver man suget ind i den her halvt entusiastiske, halvt gaderap-garvede verden. Selv Drake har sendt beskeder til Blueface, og hans seneste sang, ‘Bleed It’, har en video, der er lavet af den unge scenes smagsdommer Cole Bennett, der før har stået bag videoer fra folk som Juice WRLD og Lil Pump. Så offbeat eller ej: Vi kommer stensikkert til at høre meget mere om Blueface i 2019.

6. Tierra Whack

Man er nødt til at se Tierra Whacks ‘Whack World’-projekt i sin helhed for virkelig at forstå, hvad der gør hende speciel: 15 sange på et minut hver, fremført i en konstant strøm af nye billeder og scener i én lang video. Det er selvfølgelig lavet til Instagram (hvor videoer maksimalt må være ét minut lange), men videoen (der jo også et et album) er så stærk, at den fungerer langt udover formatets sjove gimmick. Det er helt enkelt en gemmenført helhedsoplevelse.

Det gør ‘Whack World’ til en helt speciel størrelse. Det er lavet til sociale mediers korte formater, samtidig med at det jo er et større værk, der vokser langt over sekundgrænserne. Det er en lille genistreg, Tierra Whack er lykkedes med – en nytænkning af albumformatet til den digitale tidsalder. Det var så banebrydende og overraskende et koncept, at man slet ikke kan forestille sig, hvad hun mon har tænkt sig at gøre i 2019. Men spændte, det er vi.

7. Lil Baby & Gunna

Young Thug har været en af de mest stilskabende, originale kunstnere i Atlantas trap-miljø i årevis, men det kan virke som om, han decideret undgår at lave mainstreammusik. Det problem har hans to disciple, Lil Baby og Gunna, ikke.

I 2018 slog de bredt igennem med fælles-mixtapet ‘Drip Harder’ og hittede stort med ‘Sold Out Dates’ og ‘Drip Too Hard’. Deres lyd er melodisk og tit guitarbaseret, lidt som dén stil, Young Thug startede på ‘Thugger Girls’-albummet – men her altså i en lidt mere ligetil, poleret variant, der ikke er helt så skinger som hos mentoren.

Drake har allerede lavet sange med duoen, og lige nu er de det mest hypede navn fra trap-metropolen Atlanta. De har allerede sat deres præg på sidste del af 2018. Det ser ud til, 2019 godt kunne blive deres hele vejen igennem.

8. Rico Nasty

Rico Nastys bedste sang handler om, at hun er glad for, at hun ikke var nødt til at ’Smack a Bitch’ i dag. Men ærligt talt så lyder sangen mere som om, hun har virkelig meget lyst til rent faktisk at tæske en person. Rico Nasty er nemlig en af de få artister, der stadig indkapsler Soundcloud-rappens oprindelige rå, aggressive energi i en tid, hvor bølgen ellers er ebbet ud.

Den 21-årige rapper går nemlig grassat, uanset om hun rapper på metalagtige trapbeats som ’Smack a Bitch’, nynnende børnestemmer som på december-singlen ’Guap (LaLaLa)’  eller genskaber underligt tidssvarende Neptunes-produktioner som Noreagas ’Superthug’, der i Rico Nastys hænder bliver til ’Countin’ Up’. Hvis hun bare bliver ved med at lave sange om, hvor lidt hun kan overskue at tæske folk, skal 2019 nok blive hendes helt store gennembrud.

9. Roddy Ricch

De seneste år har rappere som Kodak Black og YoungBoy Never Broke Again (med inspiration fra folk som Kevin Gates, Chief Keef og Young Thug) gjort det til en kunst at formidle benhård ghetto-realisme gennem følelsesladede, næsten balladeagtige sange. Det er en følsom, bluesagtig tilgang til at fortælle sin historie, og Roddy Ricch er det seneste skridt i den udvikling.

Den 20-årige rapper kommer faktisk fra Compton, gangstarappens fødeby, så det giver kun mening, at han laver den moderne version af gangstarap. Hans halvt syngende, halvt rappende vokal har tit en undertone af melankoli – som på ‘Die Young’, der hylder venner og forbilleder, der er døde unge. Men Roddy Ricch er ikke endnu en emorapper a la Juice WRLD.

Den underliggende sorg i hans stemme lyder mere som en person, der har set for meget for tidligt, end som en sanger, der romantiserer sin depression. Det her er stadig gangstarap, men med en terapeutisk side – lidt som 03 Greedo, der jo sagde, at han lavede emomusik til bandemedlemmer. På den måde kanaliserer Roddy Ricch Atlanta-rappens melodiske side gennem Comptons ghettovirkelighed. Det har givet ham en del internetopmærksomhed, og senest er han blevet en del af Meek Mills Dreamchasers-crew.

10. Slowthai

Den britiske scene blomstrer, men genrer som UK drill og afro-trap tager musikken i en henholdsvis meget voldsom og meget flashy retning. Men heldigvis er der folk som Slowthai, der sørger for, at UK-miljøet ikke mister sin jordforbindelse. Han laver nemlig sange som ‘T N Biscuits’ og ‘Drug Dealer’, der tager tingene til sine socialrealistiske rødder. Her er der »nothing great about fucking Britain«, som rapperen selv siger.

Grimeflowet er den perfekte teknik til den slags skildringer. Lidt firkantet sagt, så kanaliserer store dele af den klassiske gaderap aggression: Vrede mod systemet, fjender eller noget tredje. Men Slowthai kanaliserer en anden følelse. Hos ham får vi et rendyrket udtryk for stress. Alt er hurtigt, hektisk, nærmest manisk. Slowthai raser gennem sine vers og præsenter ét scenarie efter det andet, indtil man som lytter nærmest er overvældet.

Hvis den her musik er udtryk for et samfund eller en tid, er Slowthais musik én stor alarmklokke. Verden har brug for folk som ham – også i 2019. Fang ham live til Journey.fest den 22. februar i København.

Læs også: 2018’s 20 bedste danske hiphopsange – og hvad de siger om dansk rap

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold