Lukas Graham trækker kontroversielt XXXTentacion-cover tilbage

Lukas Graham trækker kontroversielt XXXTentacion-cover tilbage
Lukas Graham.

I fredags udgav Lukas Graham to sange som led i Spotify Singles-serien. Sådan en deltagelse indebærer som oftest et cover, og her foretog den danske gruppe et højst usædvanligt og kontroversielt valg. De udgav nemlig et cover af XXXTentacions ‘Sad!’; det største hit fra den afdøde rapper, der både før og efter sin død har været ekstremt omdiskuteret grundet anklager om grov vold mod en gravid ekskæreste.

Nu har Lukas Graham dog trukket coveret tilbage. Lørdag aften tweetede frontmand Lukas Forchhammer på gruppens Twitter-profil, at coveret vil blive »taget ned asap«.

»Jeg havde intet kendskab til hans voldelige historie. Jeg er virkelig ked af den smerte, jeg har forvoldt. Jeg er sur over, at ingen fortalte mig det før nu«, skriver han.

En spektakulær situation, som kun bliver mere underfundig af, at Spotify jo i maj 2018 tog det drastiske skridt at fjerne XXXTentacion fra samtlige playlister – indtil en række protester førte til, at han blev tilføjet igen. Hvorfor var der ingen – fra hvilken som helst side – der sagde noget i denne her situation?

Lukas Grahams cover af ‘Sad!’ findes i skrivende stund stadig på Spotify.

Læs også: Alicia Keys indspiller XXXTentacion-cover – men sletter det igen efter heftig kritik

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold