»Siden jeg var ti år, har ik’ været normal« – Jamaikas debutalbum er en diagnose af posttraumatisk stress i ghettoen

»Siden jeg var ti år, har ik’ været normal« – Jamaikas debutalbum er en diagnose af posttraumatisk stress i ghettoen
Jamaika.
Foto: Samy Khabthani
Den dansk-somaliske rapper fra Vejle har skabt et vidnesbyrd over et stressramt sind, der er formet af gadens realiteter. Debutalbummet ’Nordsiden’ er halvt gadeportræt, halvt selvportræt.
»Siden jeg var ti år, har ik’ været normal« – Jamaikas debutalbum er en diagnose af posttraumatisk stress i ghettoen
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR. Man kan sammensætte en form for fragmentarisk biografi om Jamaika, hvis man lytter til teksterne på hans nyligt udgivne debutalbum ’Nordsiden’. For midt i fortællinger om ghetto, fængsel og potentiel forløsning, er der små selvbiografiske glimt af Jamaika gennem årene, der viser en opvækst med konstant stress og uundgåelige problemer.

»Hader snak’ til mennesker, generelt at tale / siden jeg var ti år, har ik’ været normal«, synger han på introen ’Rekruttering’.

»Sværger på min Gud, havde psykoser lige siden 14«, lyder det på ’Narcos’.

Og så på ’Abu Debe’: »Siden jeg var 15 brormand, rykked’ ud på de kanter med det«.

Sangene på ’Nordsiden’ viser en udvikling, der både er dreng-til-mand og skoledreng-til-kriminel. Men frem for alt er det et slags vidnesbryd om, hvad en ghettoopvækst kan gøre ved et menneske. Hvordan man går fra »ikke normal« som ti-årig, hvor Jamaika ikke lærer at læse, men lærer at overleve, til at have »psykose« som 14-årig, hvilket også er samme tidspunkt, han for første gang bliver fængslet på en institution. For til sidst at glide helt ud i den kriminelle livsstil, der konstant truer med at undergrave den unge mands musikkarriere.

Det er en af de mest forstyrrende og øjenåbnende ting ved Jamaikas nye album ’Nordsiden’, at det så klart og åbent viser denne her proces. Hvordan opvækst i ghettoen betyder hærdelse, fremmedgørelse og psykiske mén.

Jamaikas musik har altid kredset om splittelse. På debut-ep’en ’Sxb på fri fod’ fra 2016 handlede det om kriminalitet overfor musik. Rapperen var fanget i gadens selvforstærkende spiral, men søgte mod musikkens vej ud. På ’Nordsiden’, der nu udkommer tre år senere, er der sket en forandring i ham.

Der er ikke længere så mange håbefulde sange som de tidlige ’Gode dage venter’ og ’Aiwa’. I stedet er her hårdere gadehymner som ’Narcos’, ’Sugo’ og ’Rekruttering’. Det er som om, noget af uskylden er gået bort hos Vejle-rapperen. Han er blevet mere hård.

Det afspejler sig også i albummets gæsteliste. For i stedet for Jamaikas enlige klagesang er her mange tracks med garvede gadestemmer som MellemFingaMuzik og Benny Jamz, der dukker op på de mere banger-orienterede ‘Op’, ‘Balenciaga’ og ‘Picasso’.

Men splittelsen er stadig til stede. Her er stadig mange glimt af mennesket bag den hårde facade, især på sangene uden gæsterappere. Og netop det er Jamaikas store styrke. Han er stadig følsom, ærlig og sorgfuld, når han beskriver gaden – selv nu, hvor han er blevet mere hårdfør end før.

Det er bare en anderledes splittelse. Før hørte vi en helt ung rapper, der bare gerne ville »lave en million og så bare få familien væk herfra«, som han sang på ’Double Cup’. Nu ser vi en rapper, der ikke længere er helt så blåøjet og længselsfuld. Men som stadig bærer ghettoens ar på sjælen og ikke er bange for at fortælle om dem. Som når venners sorte skæbner spøger i baggrunden på ’Problemer sover ik’: »Deres fleste shababs er døde eller i fængsel«. Eller når følelsen af at være dømt på forhånd bliver helt klar på ’Sugo’: »Vi kom fra ghettoen / jaja, akhi, vi var født forbandet«.

Det er en form for uundgåelig skæbne indlejret i Jamaikas forståelse af sit liv i kvarteret. Som om det ende galt, fordi det altid ender galt. Der er en ond skæbne, der driver ham, og som ikke kan undgås – det sætter spor. »Skizofren tankegang gør jeg tænker dobbelt«, rapper han på ’Alting dobbelt’. Og kort efter: »Hører stemmer snakker til mig hele tiden«.

Set i konteksten af de her sårbare og, ja, sårede sider af Jamaikas musik, bliver den hårdføre side, han præsenterer andre steder, meget mere end typisk gangsta-attitude. Man forstår, at den hårde facade er nødvendig – en konsekvens af alle de prøvelser, han har mødt og stadig møder.

Derfor er ‘Nordsiden’ også et vigtigt skridt videre i fortællingen, der startede på ‘Sxb på fri fod’. Dengang mødte vi en dreng, der bare ville væk fra det hele. Nu møder vi en mand, der i princippet er sluppet væk, men ikke uden at blive mærket af livet.

En mand, der har gravet pistolen væk – »jeg havde den .45 på mig / nu’ den .45 gravet ned« (‘Dobbelt alting’) – men som nu står tilbage med psykoser, angst, skizofreni og al den stress, som et liv på gaden har givet ham.

Det gør ‘Nordsiden’ til en form for selvdiagnosticering: En kortlæggelse af alle de ar og lidelser, der stadig følger med, selv når succesen er opnået.

»Velkommen til gadeplan / selv Picasso ku’ ik’ male portrættet« synger Jamaika på ’Picasso’. Og han har virkelig ret – det er nok de færreste, der kan illustrere ghettolivet med alle de ufortalte historier og alle de ikke-diagnosticerede symptomer, der rammer menneskerne i det. Men ’Nordsiden’ er netop et forsøg på at male sådan et portræt – et billede af ghettoen og et menneske fra den.

Det er lidt som Nas’ ikoniske ’Illmatic’-cover: Halvt gadeportræt, halvt selvportræt.

Læs anmeldelse: Jamaika ‘Nordsiden’

Læs interview: Jamaika på fri fod: »Jeg har haft to lange år til at lægge planer«

Sponsoreret indhold
Din nye bedste ven er let, lækker og luksuriøs
… og den passer til både de produktive, de kreative og alle dem, der ikke vil gå på kompromis med kvaliteten. Læs mere om Asus’ ZenBook 13 og 15 her.
ASUS