Stressramte Jada er tilbage: »Indeni kunne jeg mærke: Du er jo ikke glad, skat. What is up?«
Jada.

Stressramte Jada er tilbage: »Indeni kunne jeg mærke: Du er jo ikke glad, skat. What is up?«

Sommeren 2018 brugte Emilie Molsted mest på langs. Mens solen bagte fra en skyfri himmel, lå hun på et vattæppe under et birketræ og bare var. I over en måned foretog hun sig stort set intet andet end at pendle mellem vattæppet og stranden. Birketræet tilhørte det sommerhus i barndomsbyen Bisserup, som hendes søster og mor havde lejet i al hast, så hun kunne komme tilbage til sine rødder og puste ud sammen med søsteren og kæresten ovenpå en hektisk periode som Danmarks nye fremadstormende pophåb Jada.

Hendes søster kender hende bedre end noget andet menneske. Hun ved, at Emilie er mester i at lade som om, humøret er højt, selv om det ikke er, og som en af få kan hun skelne Emilies falske smil fra det ægte. I alt for lang tid havde hun kun set hende smile angstens smil, og pludselig kunne Emilie ikke overskue at tale om musik, når de to var sammen, selv om musikken og sangen altid har været hendes dyrebare trofaste livsledsager.

»Da jeg kom til sommerhuset i Bisserup med så meget fred omkring mig, kunne jeg mærke, hvor skidt jeg havde det, for der var pludselig tid til at mærke efter. Min telefon var slukket, og jeg skulle ikke tænke på noget som helst«.

Emilie Molsted sidder på den anden side af det lille firkantede cafébord på sit lokale stamsted Café Cire i Valby og stikker til en chevre chaud – salat. Det er her, under appelsintræet i stedets gårdhave, hun har siddet i sit eget selskab i op til otte timer om dagen og bare gloet og drukket kaffe, siden hun kom hjem fra sommerhuset i Bisserup. Det er en af få ting, sangeren og produceren har kunnet overskue at foretage sig, efter at hun i sommer pludselig gik ned med stress midt i noget, der lignede begyndelsen på en lovende kometkarriere.

»Jeg kan huske, at jeg allerede som syvårig snakkede med min mor om, hvordan jeg ville håndtere at være kendt, og jeg har skrevet autografer, siden jeg var helt lille. Folk har altid haft en utrolig stærk reaktion på min sang, så jeg blev tidligt opmærksom på, at jeg kunne noget særligt. Jeg har forberedt mig hele mit liv på det her, så det føltes egentlig meget naturligt, at det skete nu, men pludselig blev jeg bange for, at det ikke var godt nok alligevel, sådan som det var. Den frygt blev i mig i et år. Og så fik jeg stress«, fortæller hun, da vi mødes kort før jul i anledning af hendes nye comeback-single ’Lonely’.

»Jeg fik meget hurtigt følelsen af, at det, jeg lavede, var dødsens vigtigt, men nu er det bare meget nice at vide, at det ikke er vigtigt. Verden kører videre, selv om jeg er sygemeldt«.

Trak stikket

I oktober meldte Molsted officielt ud på Facebook, at hun havde mistet kontakten til sig selv, var blevet sygemeldt med stress og derfor trak stikket og udskød sine tre planlagte efterårskoncerter i 2018 til foråret 2019.

Forinden havde hun været til møde på sit pladeselskab Virgin, hvor direktøren indenfor fem sekunder kunne se på hende, at der var noget seriøst galt. Uden at tøve konstaterede hun: Du har det stinkedårligt, vi lukker ned.

»Jeg har det mega uhyggeligt med at skuffe folk og skulle spille en koncert samme dag, så jeg sagde til min booker, at jeg godt kunne spille den, men han sagde også bare: ’Nej, vi lukker ned’. Det var en kæmpe kærlighedserklæring. Det var så nice at blive taget alvorligt af dem, jeg arbejder sammen med. De sagde: ’Nu har du fri, så længe du har brug for det, så kontakter vi dig om en måned og ser, hvordan du har det. Slut!’«.

Jada. (Foto: Petra Kleis)

Som 25-årig har Molsted skullet lære at tage hånd om sig selv, hvilket hun blandt andet har gjort ved at sætte tempoet ned, i hvad der minder om slowmotion, og starte i metakognitiv gruppeterapi, som har givet hende nye værktøjer til at hjælpe sig selv.

»Jeg er flyttet dybt ind i min egen krop, og der er så nice«, siger hun.

»Jeg er også blevet bedre til at flytte mig fra en situation, hvis jeg ikke kan lide den og udfordre den der frygt for at skuffe folk, for folk må godt blive skuffede. Det sker, og jeg er ikke mindre værd, hvis det sker. Jeg er færdig med at prøve at få mig selv til at passe ind i en stram skabelon af, hvad jeg troede, en kunstner, sangerinde og popartist skulle være«.

Og hvad var det for en skabelon?
»Jeg tror, det var ret basic ikke at være nervøs før et show og ikke at få stress og have det svært nogle gange. En meget konkret ting er, at jeg tænkte, at jeg måtte pendle mellem scenen og studiet, men nu ved jeg, at jeg ikke bryder mig om det. Det er alt for indadvendt og intuitivt at være i studiet samme dag, som jeg skal stå på scenen foran 1000 til 10.000 mennesker«.

Ville være perfekt

I de første måneder af kometkarrieren troede Emilie Molsted, at hun som den nyudklækkede popartist Jada skulle brænde for at brande sig selv. Hun fik også tit at vide, at hun var nødt til at være synlig i musikmiljøet, men efter et par musikbranchefester – som var hyggelige med søde mennesker – fandt hun ud af, at det bare ikke er det, der giver hende liv. Faktisk vurderer hun i dag, at hun har famlet 100 procent i blinde de seneste par år.

»Jeg anede ikke, hvad der giver mig liv, så jeg har bare kastet mig ud i det og spejlet mig i andres og egne forventninger til mig, og så blev jeg simpelthen så opsat på at gøre det perfekt. Jeg skulle være den perfekte sanger, den perfekte bandleder, den perfekte artist at arbejde med og den perfekte datter, når jeg endelig besøgte min familie. Jeg kan nu fortælle, at man ikke kan prøve at være perfekt og have det godt samtidig. Man bliver simpelthen nødt til at vælge, og jeg har brugt det første halve år af 2018 på at vælge at forsøge at være perfekt«.

Hvad lægger du i ordet perfekt?
»Det var for eksempel sådan noget med at sørge for, at alle i mit band hele tiden var glade, og det kan man ikke bære. Jeg laver fejl, vi misforstår hinanden. Når jeg var ude at snakke med publikum bagefter, skulle jeg også være en sindssygt rar person fuldstændig uafhængigt af, hvordan jeg havde det. Jeg var så bange for at virke utaknemmelig, for det er jeg ikke. Jeg er sindssygt taknemmelig. Men jeg er stadig ved at finde ud af, hvad der skete, og hvordan jeg skal bevare kontakten til mig selv«.

Legen blev alvor

Egentlig fik Molsted lidt af en drømmestart, da singlen ’Sure’ nåede ud til folket tilbage i 2017. Dengang følte hun sig totalt klar, selvsikker og stolede fuldt og fast på sig selv som sanger og producer. Hun drog efterfølgende på turné som opvarmning for Phlake, spillede sit første soloshow i et udsolgt Pumpehuset til Red Bull Sound Select med intet andet end ’Sure’ i bagagen, var en af Vegas Udvalgte og spillede femstjernede koncerter på Spot og senere Roskilde Festival. I starten af 2018 blev hun også signet på Virgin, udgav så hittet ’Keep Cool’ og blev dernæst hurtigt udnævnt i pressen som poppens nye stortalent.

»Da jeg skulle op og præsentere projektet til Red Bull Sound Select, var nummeret ’Sure’ ikke engang helt færdigt, og jeg endte med at beslutte mit kunstnernavn ti minutter inden, vi skulle ind, så det var bare noget med at hoppe på toget og håbe, at det gik godt«, husker hun.

Jada på Roskilde Festival. (Foto: Oliver Klitgård Larsen/Soundvenue)

»Pumpehuset var sindssygt vildt og overvældende, men jeg havde en rigtig god følelse i maven. I de øjeblikke i livet, hvor man virkelig er hjemme, er det, som om tiden står stille. Det gjorde den på Roskilde, og det gjorde den også i Pumpehuset. Det var bare sådan en følelse af, at stjernerne stod rigtigt. Men det var også en kæmpe kraftanstrengelse, for ét er at spille for mange mennesker, men noget andet er at spille for mange mennesker, der ikke kender en«.

Hvordan var det pludselig at få al den positive opmærksomhed fra både kollegaer og medier?
»Da jeg var lille, samlede min søster og jeg sådan nogle små fennikelfrø, som vi solgte. Til at starte med solgte vi dem bare til vores kammerater, som betalte i noget andet lege-agtigt, men pludselig var der nogle voksne, som købte dem for ægte penge. Det var den følelse, jeg havde. Det var følelsen af, at en leg pludselig blev taget sindssygt alvorligt af nogle voksne. På en eller anden måde var det meget surrealistisk og nærmest også lidt en følelse af at snyde. Jeg havde gjort, præcis som jeg ville, og så reagerede folk sådan, og medierne begyndte at skrive om det«.

Føltes det for let?
»Ja, det kan godt være, jeg havde forestillet mig, at det skulle gøre mere ondt. Men i starten var det bare så glædesfyldt og sjovt, og der var så meget flow, at det føltes som en leg. Det kom så til at gøre ondt senere, kan man sige«.

Hvad tænkte du om at blive så hypet på baggrund af to numre?
»Jeg tror, jeg havde det sådan: Jamen, I har jo slet ikke hørt det endnu, men hvor dejligt at I kan lide det. På angstens dage bliver jeg stadig bange for, at jeg kommer til at afsløre mig selv som kejseren i ’Kejserens nye klæder’, og at alle tænker: Vi er blevet snydt. Men nu ved jeg, at det bare er angst, og det bliver simpelthen bare nødt til at have lov til at være der, mens jeg fokuserer på at lave det, jeg elsker, for de tanker vil komme. Nogle gange er det nice at være mig, andre gange er det skrækkeligt, og det er så sådan, det er«.

Nød intet af det

Efter Roskilde-debuten var Molsted »helt væk«. Hun husker det som »en fuldstændig fantastisk oplevelse«, men hvis hun kunne spole tiden tilbage, ville hun have taget et håndklæde over hovedet, så snart hun kom ned fra scenen, og sat sig ned et dejligt sted med noget vand og sagt: Emilie bliver her de næste to timer, og så kommer hun ud. I stedet ventede både et interview og fest med vennerne, inden sveden var tørret af panden.

»Det var helt klart mit billede af en god popstjerne, at man skal være høj og rowdy efter en koncert, og sådan har jeg det ikke. Overhovedet ikke. Jeg giver mig fuldstændigt hen til øjeblikket, så når jeg kommer ned, er jeg skeløjet, og det skal jeg have lov til og indrette mit liv efter. Det er jo voldsomt at blive kigget på af 10.000 mennesker, men det havde jeg bare aldrig hørt nogen snakke om før. Jeg kan godt lide at være i centrum og få opmærksomhed. Jeg havde forestillet mig, at det ville være det fedeste, og så viser det sig, at det er det fedeste, men det kræver også alt«.

Nogle gange er det nice at være mig, andre gange er det skrækkeligt

Hvornår gik det op for dig, at der var noget galt?
»Det, der gjorde, at jeg ikke var i tvivl om, hvad der skulle ske, var, at jeg ikke nød at synge mere, og det har jeg aldrig nogensinde prøvet før«.

Hendes øjne bliver blanke. Hun blinker et par gange og kaster blikket ud på Valby Langgade.

»Jeg kan mærke, at jeg bliver helt rørt nu, for jeg har altid sunget uafbrudt og også sunget mig ud af svære ting. Jeg synger seriøst fem timer om dagen normalt, men pludselig oplevede jeg, at jeg kun sang, når jeg skulle. I det øjeblik jeg trådte op på scenen, var jeg 100 procent til stede, men i alle andre situationer var jeg overhovedet ikke til stede. Jeg kunne mærke, at jeg ikke nød noget af det«.

»Når folk spurgte mig: ’Oh my God, hvordan var det at spille på Roskilde?’, svarede jeg: ’Det kan jeg ikke huske’. Udadtil gik det godt, så jeg blev spurgt ti gange om dagen, om jeg ikke var glad. Jeg kunne ikke overskue at svare andet end ja, men indeni kunne jeg mærke: Du er jo ikke glad, skat. What is up?«.

Foden på bremsen

Det lange hvil på vattæppet under birketræet i Bisserup var vendepunktet, der for alvor kickstartede Molsteds vej tilbage til sig selv og livet, men:

»Føj, hvor havde jeg det elendigt«, konstaterer hun.

»I starten brusede mit hoved bare lidt over. Jeg tænkte: Kan jeg slet ikke holde til at lave musik? Er jeg ved at få en depression? Det var selvfølgelig en rigtig nederen følelse at skulle aflyse koncerterne og skuffe folk, men det var ikke en svær beslutning, for jeg kunne mærke, at der ikke var noget at rafle om. Jeg blev nødt til at tage en pause og lave tingene rigtig meget om, for ellers skal det ikke være. I virkeligheden måtte jeg bare læne mig tilbage, mærke min krop og lade den have stress«.

Hvordan føltes det fysisk?
»Fordi jeg havde været så bange for ikke at være perfekt, havde jeg været i konstant alarmberedskab. Det vil sige, at jeg aldrig holdt fri og hele tiden var et andet sted oppe i mit hoved for at forsøge at kontrollere, hvordan noget i fremtiden ville gå. Det knugede i maven, brystet strammede til, og min vejrtrækning var meget overfladisk. Det er seriøst den værste følelse. Det at bekymre sig og gruble så meget over noget irrationelt og være så meget i sine tanker er jo regulær angst, og det opbruger bare alle ens resurser ret hurtigt«.

Men du opfattede ikke selv, hvor grelt det stod til, før du var i sommerhuset?
»Jeg kunne godt mærke den dårlige fornemmelse i min mave, men jeg blev ved med at udsætte at handle på den. Jeg tænkte hele tiden: Når jeg har spillet på Roskilde eller i Lejet, skal jeg nok få styr på det«.

Så det var udsigten til åndehuller, der aldrig kom?
»Præcis. Det er jo også det der med at være ny i en branche, for nu ved jeg, at jeg selv skal lave de åndehuller. Hvis jeg mener, det skal gå langsommere, er jeg nødt til at holde foden på bremsen, til jeg føler, at jeg kan speede op, for den naturlige progression er, at det skal gå hurtigere og hurtigere.. Af natur er jeg meget passioneret og vil presse mig selv langt. Jeg gør det så godt, jeg overhovedet kan, og jeg skal nok levere, for jeg vil jo det her, så mit pladeselskab er også nødt til at være bremserne nogle gange. Hvis vi alle sammen har foden på speederen, går det for stærkt«.

Okay at fejle

Lige for tiden øver Molsted sig på ikke at forberede sig så meget og komme væk fra tanken om at skulle jagte noget. Hendes fokus er nødt til at være lige her, hvor hun befinder sig i nuet. Udover udgivelsen af singlen ’Lonely’ og en række koncerter i foråret er fremtiden uvis. Derfor interesserer den hende ikke synderligt. Men hun håber, at hun kan blive ved med at leve og findes, lave musik og synge og have det både godt og skidt.

Hendes store musikalske engagement og indsats i Jada-projektet har aldrig været det, der har stresset hende. Musikalsk har Molsted masser af selvtillid og tiltro til sig selv, og så længe hun selv er tilfreds med resultatet, må omverdenen mene om musikken, hvad de vil.

Men det spotlys, der pludselig landede på hende som privatperson på grund af hendes kvindelige former og utrimmede armhuler, er hun til gengæld begyndt at bevæge sig ud af. Faktisk har Molsted aldrig opfattet sig selv som kropsaktivist, for hun synes ikke, hun stikker nok ud til, at hun kan påberåbe sig noget som helst i den dur, siger hun.

»I denne her verden er det fucking aktivistisk bare at være sig selv. Dengang fik jeg reaktionen: Wow, en person, der ikke skammer sig, må være en politisk aktivistisk handling. Det havde jeg overhovedet ikke tænkt på, før jeg mødte omverdenen, men jeg tænkte: Så kører vi med på den. Men nu kan jeg bare mærke, at det ikke er det, der er projektet. Det er dejligt, hvis der er nogen, der får noget ud af det, men jeg gør det her, fordi det føles rigtigt for mig. Det er ikke for at være sådan helt armhulehår-i-dit-fjæs-agtig«.

Så du har ikke følt et ansvar for også at skulle være et feministisk forbillede?
»Jo, for jeg adopterede jo den forventning, fordi jeg kunne se, at det gav mening for andre. Der var mange, der skrev til mig, at de syntes, det var så fedt, at jeg var god til at være mig selv og tage vare på mig selv, og der kunne jeg mærke, at jeg fik et stik af dårlig samvittighed. Jeg var bange for, at folk ville blive helt vildt skuffede over, at jeg havde fået stress, for jeg var jo den, som skulle passe godt på mig selv og være det andet alternativ«.

Hvor stor en rolle tror du, tidens SoMe-krav om også at brande sig selv som privatperson har spillet i forhold til din stress?
»Måske skal man tage det forfærdelige ud af, at man har det dårligt nogle gange. Nogle gange er det tid til at græde, og andre gange er det tid til at grine. Man skal ikke hele tiden forsøge at definere eller forstå sig selv ud fra succes eller lykke, men bare ud fra det, der er. Ikke nok med at det er okay at fejle – det sker bare. Selv om du bruger et år på at være deprimeret eller ikke at turde gå i gang, så er det stadig det ægte liv«.

Emilie Molsted sidder lidt og tænker. Graver så en anekdote frem fra barndomsminderne.

»Lige da jeg begyndte at lave min egen mad som lille, lavede jeg en salat med alt, hvad jeg godt kunne lide. Jeg kogte noget pasta og puttede makrel i tomat på, for det elskede jeg. Det smagte så fucking klamt, så jeg smed det hele ud, selv om det havde taget mig en time at lave. Det var en livslektie for mig«.

Hun klukker stille.

»Det er virkelig svært at lave noget, som man ikke har prøvet før, og nogle gange laver man bare en mega klam salat«.

Læs også: Jada skruer tempoet op på første single siden sygemelding med stress