Communions’ rockmusik har fundet en pæn balance mellem det polerede og det skramlede

Communions’ rockmusik har fundet en pæn balance mellem det polerede og det skramlede
Communions.
Foto: Simon Birk
Communions’ rockmusik har fundet en pæn balance mellem det polerede og det skramlede - Flesh and Gore, Dream and Vapor
4 6
Communions
'Flesh and Gore, Dream and Vapor'

Ep, Heartdrop

Communions-fans var generelt skuffede over den københavnske rockgruppes debutalbum ‘Blue’ fra 2017. Med deres to foregående ep’er var lyden langsomt gået fra at være skramlet og næsten helt mudret, over til at være noget mere poppet, dog stadig med noget postpunket mørke og kant. ‘Blue’ var en mere poleret, mainstreamvenlig rockudgivelse – ja, ofte gik den nærmest over i klassisk britpop a la Supergrass eller Suede.

Det kan muligvis være den stærke modreaktion fra gruppens fans, der har forårsaget, at deres nye ep læner sig langt mere op ad ‘Communions EP’ fra 2015 end ad ‘Blue’. Men det kan som sådan også være, at det var bandet selv, der mente, at det var en god kunstnerisk beslutning at skrue tiden lidt tilbage. Uanset årsagen, så er konklusionen i hvert fald, at det fungerer.

Sangskrivningen har stadig et stærkt, poppet flair – det har den haft siden bandets begyndelse. Men sangene emmer som aldrig før af angst og mørke, og den let poppede stil gør det hele ret håndgribeligt.

På et sonisk plan har Communions fundet en rigtig pæn balance mellem det polerede og det lidt skramlede. Bandets spillestil er nemlig her atter løs, umiddelbar og en kende punket, som med deres første to ep’er, men lydbilledet er blevet klarere. Dertil er instrumentationen blevet mere dynamisk end før – det er et ret varieret lydbillede sammenlignet med tidligere udgivelser, men det ængstelige udtryk sørger for, at ep’en stadig har en sammenhængende, defineret karakter.

Hvis én karakter stikker ud på et dynamisk punkt, er det vokalist Martin Rehof. Hvor hans stemme altid har været ekspressiv, har den også haft en tendens til at blive ensartet og overgearet. På ‘Flesh and Gore, Dream and Vapor’ bliver der givet plads til at udforske mere diskrete nuancer i lyden. Denne mere subtile tilgang går som sådan på tværs af instrumenterne – Rehof er bare den, der stikker mest ud.

Sangskrivningen er en lidt mere blandet landhandel. Titelnummeret er nok en god kandidat til gruppens bedste sang nogensinde, som den smukt bygger op til store eksistentielle kvaler. Men samtidig er ‘Self-Rebellion’ ikke ligefrem en opsigtsvækkende komposition, som traskende munder ud i et omkvæd, der ikke kommer nogen vegne.

På ‘Two Worlds’ bruger de flot deres tidligere britpop-inspiration til at danne en sarkastisk kontrast mellem glædesfyldte guitarfigurer og en sønderrevet vokal. Den drømmende ‘Persona’ spiller rigtig flot på samtidig svævende og hektiske kompositionselementer, men desværre bliver nummeret aldrig afrundet på en måde, der føles passende. Det storladne melodrama på ‘Up North’ er på papiret fornemt eksekveret – men det ender også med at føles som lidt af en mundfuld, hvor melodien savner den fokus, rytmesektionen tydeligt besidder.

Sangskrivningen bliver heldigvis altid løftet af et band, der sætter liv og sjæl i hver en tone, så ep’en føles stadig nærværende. At de gjorde titelnummeret til første track var dertil et inspireret valg, for dermed bliver man grebet lige fra de første toner. Det er en ganske medrivende lille udgivelse, selv når sangskrivningen momentvis savner gnist.


Kort sagt:
Communions har forfinet deres soniske udtryk, og selv om sangskrivningen ikke altid er lige spændende, er dette stadig en medrivende rock-ep.

Læs interview: Communions er ikke bange for stadionrocken: »Den der DIY-stolthed gider vi sgu ikke«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold