De tre bedste ting, vi så til Journey.rock i Pumpehuset – fra kompleks vanvidsrock til bundsolid riffing

De tre bedste ting, vi så til Journey.rock i Pumpehuset – fra kompleks vanvidsrock til bundsolid riffing
Black Midi i Pumpehuset.
Foto: Andreas Holm/Soundvenue
Fredag aften havde Smash!Bang!Pow! inviteret fem rockbands fra fem forskellige lande til at give koncerter i Pumpehuset: Australske The Murlocs, engelske Black Midi, amerikanske Night Beats, japanske Bo Ningen og danske Yung. Her er tre højdepunkter fra aftenen.

1. Black Midis komplekse vanvidsrock

Den unge engelske kvartet Black Midi blev hypet før de havde udgivet en eneste sang, netop fordi de skulle være overbevisende som liveband. Efter deres Journey.rock-koncert var det ikke svært at forstå, hvordan hypen var opstået. De blander kompleks mathrock med postpunket puls og tilsætter en god dosis rablende gakkethed, der leder tankerne hen mod grupper som Primus og Mr. Bungle.

Til koncerten smadrede de alle rockmusikkens konventionelle byggeklodser til uigenkendelighed, og de holdt ikke igen med deres svimlende polyrytmer. Aktivitetsniveauet var så højt, at halvdelen af trommesættet endte med at vælte. Efter koncerten hørte jeg nogen kalde det »Death Grips møder Sonic Youth«, og mens den beskrivelse ikke er helt perfekt, rammer den stadig ret godt, hvordan de unge englænderes vanvittige rockmusik formåede at være teknisk, oprørsk og nærværende på én gang.

2. Bo Ningens overgearede punkkaos

Da japanske Bo Ningen gik på scenen, startede deres koncert ud som en ret typisk omgang garagepunk. Jovist, de spillede med overbevisning, og deres lyd havde sin charme, men de færreste havde nok forudset, hvor deres koncert ville ende. For med tiden blev deres lyd mere kakofonisk og kaotisk, og til sidst foregik der så meget i både lydbilledet og på scenen, at det var ved at være svært at holde styr på det hele.

De fire musikere blev mere og mere overgearede, som koncerten skred frem. For hver sang, de spillede, tog de en ny pedal i brug, og som vi nærmede os afslutningen af koncerten, var mikrofonstativet væltet, og de lod villigt publikum på første række udnytte muligheden for at skrige ind i mikrofonen, mens adskillige lag støjende feedback kørte i baggrunden. Personligt udnyttede jeg muligheden for at rappe noget Nik & Jay, da muligheden for at blande ‘Hot’ ind i et hyperaktivt støjunivers simpelthen var uimodståelig.

3. Yungs rockbrag af klassisk format

Det behøver dog ikke at være så ekstremt hele tiden. Danske Yung leverede afslutningsvis arrangementets nok mest spiselige koncert. Der var ingen gimmicks, intet kompliceret koncept, blot en stribe solide rocksange spillet med god overbevisning og slagkraft.

Den aarhusianske gruppes let punkede rockmusiks nerve og sjæl kom flot til udtryk under deres optræden. Man kunne mærke, at de fire herrer efterhånden havde opnået en del erfaring på deres felt, og således havde de også et rigtig godt tag om publikum, der lystigt dansede og moshede løs, mens et utal af dejligt skramlede guitarriff fyldte Pumpehuset. Det var et smukt eksempel på, at rockmusik faktisk godt kan være forenende i år 2019, for publikum emmede af kærlighed til hinanden.

Læs også: Yung: Her er mine seks yndlingsalbum – fra 80’er-hardcore til Burial-dubstep

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold