Lil Pump kan ikke beslutte sig for, om han vil være meme-rapper eller ej

Lil Pump kan ikke beslutte sig for, om han vil være meme-rapper eller ej
Lil Pump.
Lil Pump kan ikke beslutte sig for, om han vil være meme-rapper eller ej - Harverd Dropout
3 6
Lil Pump
'Harverd Dropout'

Album, Warner

Manden (drengen), myten og meme-legenden Lil Pump har droppet Harvard-uddannelsen og i stedet valgt at udgive sit andet album, ‘Harverd Dropout’.

Pump (med det borgerlige navn Gazzy Garcia) er født som et internet-meme, han har næsten 18 millioner følgere på Instagram, og pladeselskabet Inzei Records har ifølge magasinet Vulture udarbejdet ’The Pump Plan’; en strategi til at gøre Soundcloud-rappere til virale fænomener gennem memes, influencer-omtale og kontroversielle mediesager og beefs.

Pump-planen giver et rammende (og måske foruroligende) billede af, hvordan hiphopbranchen ser ud anno 2019, og man må sige, at Lil Pump selv har gjort, hvad han kan for at leve op til profetien det seneste års tid. Efter et utal af udskydelser og Instagram-undskyldninger er det et mirakel, at albummet overhovedet er kommet ud, for Pump har været en smuttur bar tremmer, og han har været involveret i en række andre sager på kanten af loven (inklusiv et møde med det danske politi efter en forholdsvis uimponerende koncert i Store Vega).

Planen har kørt som smurt for den unge rapper indtil videre, og det er faktisk også den meme-baserede opskrift, der i denne omgang fungerer bedst i Pumps musik. For når han prøver for hårdt på at være mere end et meme, falder han igennem på sin tekniske kunnen – selv om man kan høre, at han har øvet sig siden sidst.

‘I Love It’ er en genial sang med en endnu mere genial video, der slog hiphoprekord med sin virale spredning, og den er et godt eksempel på Pumps skyfart. Den syngende autotune er på mange måder fuldstændig malplaceret blandt albummets hurtigere trap-hooks, men sangen fungerer, fordi Pump både teamer op med ingen andre end skandale-kongen af 2018, Kanye West, mens han samtidig forstår at malke sit egen meme. Se bare episode et af Pump University på Youtube – han er udmærket klar over, at han er et meme!

Den Lil Wayne-gæstede ‘Be Like Me’ er albummets måske vigtigste nummer, fordi det både viser selvforståelse og selvfornyelse. I den nyudgivne video viser Pump endnu en gang, at han er klar over, at han er et meme, men der opstår alligevel en dybere tvetydighed med inddragelsen af Lil Wayne. Det selvironiske dobbeltspil i den egocentrerede hyldest sættes i relief, når samtlige Lil-regnbuefarvede dreadlocks-bærende soundcloud-rappere jo faktisk er minikopier af idolet Lil Wayne – som han selv siger: »Y’all my mini-mes«. Og herudover viser Pumps overraskende beherskelse af det bouncy, nærmest Vince Stables-agtige beat, at der måske er håb endnu for en rapmæssig udvikling.

Lil Pumps selvbetitlede debutalbum var interessant på grund af den nye slipstrøm, der blev sluppet løs med de smadrede beats og de uendeligt kompromisløse gentagelser på numre som ‘Gucci Gang’, ‘D Rose’ og ‘Flex Like Ouu’, der formåede at forny normen for noget så til tider fastlåst som hiphop-hooks.

Men nyskabelse er der desværre ikke meget af på ‘Harverd Dropout’. Den effektive gentagelses-mani ses i åbningsbraget ‘Dropout’ og i nyklassikeren ‘Vroom Vroom Vroom’, der tangerer til Poopy-di scoop- og Big Shaq-vanvid. Men fem af numrene er genbrug fra sidste års singlerester, og når hverken Pump skejer ud som humoristisk meme eller normbryder, så går han helt i stå, hvilket er tilfældet på ligegyldige fyldnumre som ‘Off White’, ‘Who Dat’ og Quavo-samarbejdet ‘Too Much Ice’, der hverken i tematik eller musisk indtryk stikker ud.

Pump har skruet op for teknikken og tempoet i sine hooks, men det har den bagside, at han nu ikke længere kan gemme sig bag sin normbrydende simplificering. Nu har man faktisk et sammenligningsgrundlag, og når det bliver testet overfor pionerer som Offset (‘Fasho Fasho’), Lil Uzi Vert (‘Multi Millionaire’) eller førnævnte Lil Wayne (‘Be Like Me’), så har Pumps raptalent endnu ikke en chance.

Og det er netop i denne dobbeltsidede effekt, at Lil Pumps problem ligger på ‘Harverd Dropout’. Han kan ikke vælge – vil han være meme-rapper eller rigtig rapper?


Kort sagt:
Det er den humoristiske, kompromisløse og meme-baserede opskrift, der fungerer bedst for Lil Pump. For når han prøver for hårdt på at være mere end en meme, falder han igennem på sin tekniske kunnen – selv om man kan høre, at han har øvet sig siden sidst.

Læs også: Ukorrekte rappere vs. moralens vogtere: Bliver 2019 året, hvor Twitter-domstolen går til angreb på hiphoppen?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold